Karen Paulsen

Karen Paulsen blev under Første Verdenskrig kendt som “Pigen fra Kamtrup”, en lille by i den del af Sønderjylland, der siden krigen i 1864 havde været under tysk styre. Ved at besnakke de vagthavende soldater og grænsegendarmer hjalp hun adskillige sønderjyder, der boede syd for den daværende grænse ved Kongeåen og var indkaldt til tysk krigstjeneste, over på den danske side og dermed til desertion. Hoveddrivkraften bag hendes virksomhed skal næppe søges i en dansk, nationalpolitisk ideologi. For Karen Paulsen gjaldt det simpelthen om at redde menneskeliv, og hendes arbejde som flugtorganisator tog oprindeligt afsæt i et personligt anliggende. Efter at have tjent hos en slagtermester vendte den da 26-årige Karen Paulsen i efteråret 1914 for en periode hjem til fødegården i Kamtrup. Året inden havde hun fået en datter med en ven, der nu var faldet i krigen. Også hendes brødre blev indkaldt til tysk krigstjeneste, og da den ene i 1915 kom hjem på orlov, lod han sig overtale af familien til at desertere. Allerede på orlovens anden dag hjalp Karen Paulsen ham over grænsen.

Flugten rygtedes hurtigt blandt sønderjyderne, og Karen Paulsen blev herefter opsøgt af andre soldater, der ønskede hjælp til flugt. Hendes lille datter blev hos bedsteforældrene i Kamtrup, mens hun fortsatte sin virksomhed i andre egne af det nordlige Sønderjylland, hvor hun i løbet af krigen havde flere pladser som tjenestepige, altid i sogne op til Kongeågrænsen. Flugthjælpen kunne være farlig, men hun tænkte, at hendes liv ikke var mere værd end soldaternes, som hun skrev i et tilbageblik. Hun kombinerede et stort personligt mod og en vis koldblodighed med en uvurderlig evne til frimodigt at komme i kontakt med grænsegendarmer og vagter. Undertiden afledte hun deres opmærksomhed med sine talegaver og opfindsomhed alene, til andre tider købte hun sig til døve ører og blinde øjne med cigarer eller en drikkeskilling. Det lykkedes hende også at overtale nogle vagter til ligefrem at hjælpe med flugten. Karen Paulsens virksomhed lettedes i takt med, at krigen skred frem. Vagternes krigsbegejstring kunne efterhånden ligge på et lille sted, og deres modtagelighed for bestikkelse voksede i takt med, at mangelsituationen blev forværret. Flugthjælpen havde nærmest antaget præg af en fast organisation, og den ene soldat efter den anden forsvandt over grænsen. Angivelserne på det antal soldater, som Karen Paulsen hjalp til flugt, svinger mellem 200 og 400. Adskillige var det i hvert fald, og forholdsmæssigt udgør tallet mellem 8 og 16 % af de op imod 2.500 nordslesvigere, man regner med deserterede. 5.200 sønderjyder faldt under verdenskrigen som tyske soldater.

Efter Første Verdenskrig giftede Karen Paulsen sig og drev sammen med sin mand et konditori på Blegdamsvej i København Senere havde de et hotel i Vordingborg, inden de som ældre flyttede til Køge, hvor de var indehavere af en kiosk. Sine sidste år tilbragte Karen Paulsen på et plejehjem. Hendes indsats blev skildret allerede få år efter krigen af N. P. Petersen-Pauli i Sønderjyske Rømningsmænd, 1921. Beskrivelsen her kolliderede dog noget med Karen Paulsens eget meget praktiske syn på sagen og måske også med hendes beskedenhed. Hun fik aldrig en officiel dansk påskønnelse for sin virksomhed, som var illegal og påførte den danske stat besvær og udgifter i forhold til flygtningene. Til gengæld modtog hun i 1938 en adresse med en tak for indsatsen fra ca. 150 private underskrivere.