Karen Margrethe Bjerre

Det er kun få skuespillere af noget format, der synes skabt til at spille én særlig type roller. For Karen Margrethe Bjerre har det været befordrende, men også en hæmsko, at hun i sin karriere er blevet et med de sjæleforvredne, neurotisk kærlighedshungrende kvindeskikkelser. Dem er der en del af i 1900-tallets psykologisk orienterede teater, og Karen Margrethe Bjerre har været deres indfølende portrættør lige siden debuten i 1969 som Frk. Julie. Der var i barndomsårene i Herlev ikke noget, der pegede på, at Karen Margrethe Bjerre som den ældste af tre søstre skulle gå teatervejen, ud over at hun i skolen elskede at læse højt. Faderen var mejerist, og moderen gik ud og gjorde rent. Efter realeksamen blev hun kontoruddannet i Toldvæsenet, men spillede amatørteater ved siden af og begyndte at læse til skuespiller hos bl.a. Søren Weiss. I en alder af 25 år kom hun ind på Det Kgl. Teaters elevskole, det sidste år foregik på den nyoprettede Statens Teaterskole. Hendes afgangsrolle blev titelrollen i Strindbergs Frk. Julie, og det blev kort efter hendes første gennembrud på Comediehuset. Her viste konturerne af en skuespiller sig med et ansigt som et landskab af lys og skygge samt en stemme, der kunne gennemryste den spinkle skikkelse lige fra følelsesdybet til de sprøde, bristefærdige stemninger. Frem til 1975 var hun ansat på Det Kgl. Teater, siden valgte hun udfordringen som freelanceskuespiller på de mindre scener.

I 1978 nåede Karen Margrethe Bjerres karriere et højdepunkt, da hun spillede Frøken Marguerite i R. Athaydes monolog på Comediehuset, iscenesat af Geir Sveaas. Som den enevældige, lidenskabelige lærerinde forstod hun at svinge pisken over publikum, snart sval og kælen, snart vrængende fortvivlet eller på kogepunktet af aggressivitet og hysteri. Præstationen blev samme år belønnet med Teaterpokalen og senere opført på andre scener. Karrieren har siden budt på andre frøkener og solotemperamenter fra de sart-lyriske til de tragiske eller hektisk overspændte, bl.a. Blanche i Tennessee Williams’ Omstigning til paradis på Det Danske Teater, 1976, Nina i Tjekhovs Mågen samme sted, 1977, Indras datter i Strindbergs Et drømmespil på Mercur Teatret, 1981, og Alice i Strindbergs Dødsdansen på Teatret ved Sorte Hest, 1989.

I længden blev det et noget ensidigt rollefag at skulle udvikle sig i, ligesom Karen Margrethe Bjerre måtte sande, hvor vanskeligt det er at overleve som kvindelig freelanceskuespiller, når man hverken er ung eller gammel nok. Undervejs har hun derfor arbejdet en del for radioen og har bl.a. markeret sig stærkt i tv-filmene Skygger, 1972, af Anders Bodelsen og Gigolo, 1993, af Carsten Rudolf. Fra 1992 blev hun igen tilknyttet Det Kgl. Teater, hvor hun i 1993 i Peter Asmussens Ungt blod skabte en indtrængende figur som den forfrosne gammeljomfru, der med nervøst pauserende stemmeføring, men ulmende af oprørsgejst, vil gøre op med sit forspildte liv. I 1997 fik hun omsider chancen for at vise sig som en fuldbåren komedienne i Molières Det kvindelige selskab, hvor hun i rollen som den boglærde pebermø, der er vis på, at mændene er ved at dåne af længsel efter hende, fik sat trumf på en karriere i frøkenernes tegn.