Faktaboks

Karen Hansen
Karen Elisabeth Hansen
Født
24. september 1882, Nykøbing F., †1956
Død
1956
Arbejdsliv
Malermester og butiksindehaver
Familie

Forældre: købmand Ludvig Carl H. (1848-1925) og Mathea Caroline Møller (1855-1931).

“Hun arbejdede i lange hvide bukser og kittel, men beholdt sit lange hår, da jeg holdt på, vi skulle være så lidt mandhaftige som muligt.” Sådan omtaler Danmarks første kvindelige malermester Karen Hansen en af sine lærlinge i de erindringer, som hun indleverede til Nationalmuseet 1951. Igennem sit liv arbejdede hun for kvindernes frigørelse, økonomiske uafhængighed og ligestilling med manden, dels ved at blive selvstændig erhvervsdrivende, dels igennem Dansk Kvindesamfund (DK).

Karen Hansen blev født i 1882 som den tredje ud af en børneflok på syv i en velsitueret købmandsfamilie i Nykøbing F. Forældrene var dygtige og vellidte, og hendes barndom var præget af en livlig dagligdag i familien med leg og fester, men også med pligter i den store husholdning. Hun var glad for at gå i skole, men det livlige barn passede ikke altid ind i pigeskolens snævre opfattelse af, hvordan piger skulle opføre sig. Uddannelsen fortsatte efter konfirmationen med en almindelig forberedelseseksamen og kursus i tegning og maleri. Efter nogle mislykkede forsøg med husligt arbejde og ansættelse i en broderiforretning besluttede Karen Hansen sig for at blive maler, hvilket forældrene støttede hende i. Hun kom 1904 i lære i Nykøbing F. Læretiden forløb ikke uden chikane fra de mandlige svende og lærlinge, men hendes stærke vilje, dygtighed og snusfornuft hjalp hende til at klare problemerne. Hun fik sit svendebrev i 1908, meldte sig ind i malernes fagforening i København og blev efter nogen søgen ansat hos en møbelmaler. Da arbejdet slap op, tog hun på valsen til den tyske by Trier, hvor hun fik arbejde i en stor malervirksomhed med 200 mandlige svende. Her dekorerede hun glaslofter og fik god brug for sine færdigheder i tegning.

I 1910 blev Karen Hansen selvstændig malermester i København Dette blev bl.a. muligt gennem støtte fra Geheimekonferensraadinde Andræs Mindelegat til fremme af Kvinders økonomiske Selvstændighed, der blev administreret af DK. Det første års tid var hun kompagnon med den islandske malersvend Asta Annadottir, som hun havde mødt på et tegnekursus i Hamburg. Efter dennes giftermål førte hun virksomheden videre alene med en række kvindelige lærlinge. Hun skrev historie, da hun i 1910 meldte sig ind i malerlauget, idet lovene måtte ændres, så også kvinder kunne blive medlemmer. Hun blev endvidere medlem af Odd Fellow-ordenen i 1911. I 1916 måtte hun dog afhænde sit firma, da hun ikke kunne tåle arbejdet med malingen. Et lån fra en Odd Fellow-broder satte hende i stand til at købe en broderiforretning i Lyngby, hvor hendes farve- og formsans også kunne bruges. Denne forretning beholdt hun til 1926. Karen Hansen havde ikke kun et aktivt arbejdsliv. I sin ungdom var hun blandt de første kvindelige roere i sin fødeby. Hun var medlem af DK 1910-19 og brugte det meste af sin fritid i foreningen.

Beskrivelser og portrætter af Karen Hansen

  • Kvinden og Samfundet 12/1910.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig