Karen Enevold

Karen Enevold blev født i Jelling, hvor faderen var seminarielærer. Hendes drømme om at blive danserinde førte til først en uddannelse og senere også et arbejde som danselærer ved Sara-Marie Bilsteds danse- og plastikskole i Hellerup. I 1925 blev hun gift og flyttede med sin mand, der var civilingeniør, til USA. Allerede i 1928 kom parret tilbage til Danmark, og her drev de i en årrække en frugtplantage på Fyn. Karen Enevold fik fire børn og debuterede formodentlig af samme grund først sent som forfatter. Det skete med romanen Nerthus, der blev udgivet i 1945 under det senere faste pseudonym Enevold; oprindelig et slægtsfornavn i faderens familie. Titlen på bogen, der fik en succesfuld modtagelse, refererede til den oldnordiske frugtbarheds- og fredsgudinde Njord, også kaldet Nerthus. Karen Enevolds tolkning af Danmarks forhistorie knyttede an til kvindepolitiske strømninger i forfatterens egen tid, hvor kvinder blev anset som både mere magtfulde og mere fredelige end mænd. Teorier om et historisk matriarkat blev i samme periode fremført og diskuteret af bl.a. den svenske forfatter Elin Wägner og den danske historiker Aagot Lading. I 1952 kom Den sommer på Bella Vista, en stærk skildring af en selverhvervende kvindes kamp mod en alarmerende angstneurose, som man forstår snarere skyldes hendes miljø end noget i hende selv.

Efter en pause i forfatterskabet på 20 år kom i 1973 erindringsromanen Naja; der var engang en barndom, efterfulgt af Naja bliver voksen, 1982. Bøgerne beretter om en pige med danserindedrømme, som støder imod en stejl faders anderledes ambitioner. I en række novellesamlinger Troldkarlens have, 1974, Den 5. dag, 1975, og Kongens nar, 1980, skildres med stor psykologisk indsigt den voksenverden, som i sin fastlåsthed og med sit regeltyranni gør børnene til ofre. Romanen Det leende, 1979, er en mytisk, fabulerende fortælling om en vestfynsk familie i 1930’ernes kriseramte Danmark. Krisen skildres både som historisk kendsgerning og som familielivets psykologiske realitet. Med Et plantageeventyr, 1977, der er bygget op over egne dagbogsoptegnelser om livet på den fynske frugtplantage, afslutter Karen Enevold den selvbiografiske del af forfatterskabet. Trods en række af litterære priser og legater, bl.a. Statens Kunstfond 1974 og Herman Bangs Mindelegat 1975, udmærkede anmeldelser og et stort og begejstret, nok overvejende kvindeligt publikum, blev Karen Enevold aldrig en del af det litterære Danmark, men levede ubemærket i Odense. Stor var overraskelsen, da hun som 85-årig udgav sin første digtsamling Den elektriske stol og andre digte. Med sin tætte, psykologiske skrivestil, blandingen af realisme og fabulerende, mytiske træk indskriver Karen Enevold sig i rækken af 1900-tallets fantastiske fortællere.