Jytte Engberg

Jytte Engberg voksede op i et litterært interesseret hjem, præget af radikal og brandesiansk tankegang. Hun blev student i 1939 fra Øregård Gymnasium og cand.mag. i dansk, engelsk og tysk i 1947 fra Københavns Universitet. Sin interesse for højskolen fik hun bl.a. ved som studerende at høre et foredrag af højskoleforstander Hans Lund. Et sommerophold på Danebod Højskole på Als i 1942 øgede interessen. Efter endt uddannelse virkede hun et år som vikar på kbh.ske gymnasier og blev derefter sammen med sin mand ansat som lærer på Askov Højskole i 1948. Hendes fag blev dansk og engelsk.

Jytte Engberg udviklede sig til en højt værdsat litteraturfortolker og -formidler. Et af højskolens mål var for hende at give eleverne “dannelse og duelighed for livet”, som hun udtrykte det med et Grundtvigcitat. Til den ende betragtede hun undervisningen i historie, sprog og digtning som den væsentligste. Lærerens opgave i forbindelse med litteraturundervisningen var efter hendes mening at bringe et møde i stand, ikke mellem eleven og læreren, men mellem eleven og stoffet. Ved et smittende engagement evnede hun at fange de unges opmærksomhed omkring sproget og digtningen. Hun stillede store krav til sig selv, til teksten og til eleverne. Hun formåede at skærpe deres sans for og lydhørhed over for denne, lærte dem at skelne kvalitet fra ikke-kvalitet, at indse at den kunstneriske oplevelse var resultatet af et virkeligt stykke arbejde og ikke baseret på vag stemningsoplevelse. Det var hendes mål, at eleverne i den store digtning skulle “kunne høre deres egen vise sunget”, som hun sagde med henvisning til almuefortællingen om Ebbe Skammelsøn. Han kunne først kaste sine lænker, da han hørte en ung pige synge visen, der handlede om hans liv. Et af aspekterne i undervisningen var for Jytte Engberg at gøre eleverne opmærksomme på den juridiske og sociale kvindeundertrykkelse, der kunne spejle sig i teksterne. Ved siden af denne mere traditionelle tilgang til analyse af kønnenes forhold, som også tidligere højskolekvinder havde beskæftiget sig med, tog Jytte Engberg imidlertid som en af de første inden for højskolen fat på den undertrykkelse af forskellige grupper, der kunne ligge i selve sproget. Hun analyserede og formidlede til elever og kolleger den klasse- og kvindeundertrykkelse, der ubevidst ofte anvendes i såvel det daglige sprog som i historiske og litterære værker.

I 1950’erne var Jytte Engberg aktiv i Dansk Kvindesamfunds (DK) Vejenkreds, hvor hun i en årrække sad i bestyrelsen. Sammen med andre unge kvinder bragte hun tiltrængt fornyelse ind i kredsens arbejde. I 1959 blev hun lærer ved den nyoprettede Båring Højskole på Fyn, hvor hendes mand samtidig blev forstander. Hun fulgte her den på dette tidspunkt endnu ret lille gruppe af forstanderkoner, der foretrak at være fuldtidslærere og ikke ønskede at have overopsynet med skolehusholdningen. Men hun tog med glæde og kompetence sin del af de pligter, der i øvrigt fulgte med opgaven at være det ene led af et forstanderpar. Samme år blev hun valgt ind i bestyrelsen for Foreningen for Folkehøjskoler og Landbrugsskoler, hvor hun sad til 1967. På de årlige familiekurser og de ligeledes årlige kurser for højskolelærere, som Båring Højskole oprettede i 1960’erne, fik nye grupper glæde af Jytte Engbergs inspirerende undervisning. Uanset elevernes alder, køn, sociale tilhørsforhold og højst forskellige forudsætninger formåede hun altid at skabe en ligeværdig give-modtage situation lærer og elev imellem. Der er flere vidnesbyrd om, at hendes undervisning og foredrag for mange mennesker blev en skelsættende begivenhed. For enkelte blev den et vendepunkt i deres liv. Da nye samfundsgrupper i 1970’erne blev mere synlige, arbejdede hun for, at også de traditionelle højskoler, og ikke alene de nyoprettede, mere politiske højskoler, skulle kunne bruges af disse grupper. Dette kunne ske ved tilbud om ændrede kursustider og -former, parallelt med de eksisterende, der jo var tilpasset unge mennesker uden forpligtelser. Det var især de ufaglærte kvinder, hun havde i tankerne, inspireret af forfattere som Grethe Stenbæk Jensen og Marit Paulsen. Det skulle vise sig at være et stort set uigennemførligt projekt for såvel de gamle som de nye højskoler. De ufaglærte kvinder ville forståeligt nok hellere bruge arbejderbevægelsens egne skoler til at skaffe sig den “dannelse og duelighed”, de selv mente at have brug for. Dog foregik rekrutteringen til samtlige højskoler efterhånden fra stadig bredere lag af befolkningen. Jytte Engberg var ligeledes i 1970’erne optaget af den nye kvindebevægelse, som hun ud fra sin forankring i DK så som en velkommen inspiration til det igangværende kvindesaglige arbejde. Jytte Engberg var en stærkt engageret medredaktør af Folkehøjskolens læsebog, der udkom i to bind i 1960, og hun var medlem af den gruppe, der redigerede den l6. udg. af Højskolesangbogen fra 1974. Desuden skrev hun i 1950’erne og 1960’erne en del artikler om litterære og sproglige emner, bl.a. i Dansk Udsyn. I 1981 måtte hun søge sin afsked på grund af sygdom.