Jytte Christensen

Efter realeksamen var Jytte Christensen 1937-51 ansat som kontorist i Frbg.s skattevæsen. I 1942 tog hun studentereksamen på Statens og Hovedstadskommunernes Kursus og blev 1951 cand.jur. fra Københavns Universitet. Fra 1951 var hun sekretær i Statens Ligningsdirektorat, hvor hun i 1960 avancerede til fuldmægtig, 1966 til ekspeditionssekretær. Som personalerepræsentant deltog hun 1969-72 i udvalget vedrørende statsskatteadministrationens struktur.

Som ansat i skattevæsenet på Frbg. oplevede Jytte Christensen, at kun mænd kunne avancere til assistenter, og det var baggrunden for, at hun som 23-årig blev medlem af Dansk Kvindesamfunds (DK) ungdomskreds. I 1950 blev hun valgt som suppleant til DKs styrelse, og fra 1951 deltog hun aktivt i styrelsens arbejde, 1959-65 som ordinært medlem. Den største indsats ydede hun som formand for DKs skatteudvalg. Hun stod i spidsen for foreningens indsats på skatteområdet i de år, hvor kampen mod sambeskatningen var på sit højeste. Samtidig var hun 1961-63 medlem af Finansministeriets sambeskatningsudvalg, udpeget af Danske Kvinders Nationalråd. I dette udvalg gik hun sammen med Ella Jensen fra LO ind for ren særbeskatning, hvilket hun begrundede med både samfundsøkonomiske og kønspolitiske argumenter. Hendes grundholdning var, at voksne mennesker skulle forsørge sig selv og bidrage til øget samfundsmæssig velstand gennem erhvervsarbejde, og at kvinders økonomiske selvstændighed var den første betingelse for ligeret og personlig integritet. Det skattemæssige forsørgerbegreb, der definerede gifte mænd som forsørgere, uanset om der var børn i ægteskabet, skulle afskaffes, og den skattemæssige enhed mente hun skulle være individet og ikke familien.

Særbeskatning blev delvis indført fra 1968 og mere konsekvent med kildeskattelovens ikrafttræden i 1970. Dermed bortfaldt med Jytte Christensens ord “skattestraffen på ægteskabet”, hvad angik hustruens erhvervsindtægter. Sambeskatningen bibeholdtes dog for formueindtægter og folkepension, og “skattebegunstigelsen på ægteskabet” blev ikke afskaffet, idet den gifte mand, hvis hustru ingen indtægter havde, fik et dobbelt personfradrag. Jytte Christensen argumenterede skarpt og velformuleret for, at dette dobbelte personfradrag skulle afskaffes, og de frigjorte midler i stedet anvendes til at forhøje børnetilskuddet. Først i 1983 blev sambeskatningen helt ophævet og kvinder fuldgyldige individer i skattemæssig henseende.

Jytte Christensens argumentation for en konsekvent individualbeskatning mødte voldsom modstand både i og uden for DKs rækker. Imidlertid vaklede hun ikke i sin overbevisning. Hun brugte sin dygtighed og store indsigt til gavn for større retfærdighed, og om hendes personlige integritet kan der ikke herske tvivl.

Lars Christian Biza: På baggrund af kvindernes øgede erhvervsfrekvens i perioden 1950-70 analyseres diskussionen for og imod kvindernes udearbejde, 1982. Eva Hemmer Hansen: Blåstrømper, rødstrømper, uldstrømper, 1970. Politiken 30. maj 1971.