Julie Vinter Hansen

Julie Vinter Hansens moder stammede fra en skipperfamilie, faderen var lærer, politiker og en af foregangsmændene for brugsforeningsbevægelsen. Hun tog studentereksamen fra N. Zahles Skole i 1910 og blev i 1917 den første kvindelige mag.scient. i astronomi fra Københavns Universitet. Allerede som student var hun i 1915 blevet ansat som beregner på universitetets astronomiske observatorium. Som ikke usædvanligt blandt kvindelige akademikere dengang ville Julie Vinter Hansen oprindelig have været aktuar og havde tænkt sig en karriere inden for forsikringsbranchen. Men observatoriets direktør, professor Elis Strömgren, havde øje for hendes talent, og i 1919 tog hun imod en nyoprettet assistentstilling ved observatoriet. 1922 fik hun ansættelse som observator samme sted. Hun blev dermed den første kvinde, der fik embedsansættelse ved Københavns Universitet efter vedtagelsen af loven 1921, der fastslog kønnenes lige adgang til alle offentlige tjenestestillinger og hverv med undtagelse af de gejstlige og militære. Julie Vinter Hansen arbejdede på det astronomiske observatorium til sin død, fra 1958 som afdelingsleder. Hun boede i observatorboligen på Østervold, hvor også moderen havde sit hjem indtil sin død 1929. Årene på observatoriet blev afbrudt af et længere udenlandsophold, der blev indledt 1939. Julie Vinter Hansen havde dette år modtaget Tagea Brandts Rejselegat, som hun brugte til at rejse til Japan og videre til USA. Studierejsen var planlagt til at vare fem måneder, men da Anden Verdenskrig brød ud samme år, forblev hun i stedet i USA helt frem til Befrielsen 1945. Hun var i disse år tilknyttet Lick-observatoriet Mount Hamilton under University of California og modtog her kvindelige astronomers største hædersbevisning, American Astronomical Society’s Annie J. Cannon guldmedalje, i 1940.

Julie Vinter Hansens videnskabelige arbejde omfatter bl.a. observationer og beregninger dels af perturbationer, dvs. planeters afvigelser fra den elliptiske bane, dels af de nøjagtige baner for asteroider og kometer. Hun var en meget omhyggelig observatør, og som numerisk beregner var hun fremragende. Særlig hendes beregninger gennem årtier for kometen Comas Solas bane må fremhæves for deres enestående præcision. Julie Vinter Hansen fik tidligt faglige tillidsposter. I 1920, da Astronomisk Selskab blev reorganiseret, blev hun dansk redaktør for selskabets blad Nordisk Astronomisk Tidsskrift og derved medlem af selskabets bestyrelse. Efter Strömgrens død i 1947 overtog hun hans post som selskabets formand og bestred dette hverv ved siden af sit redaktørarbejde frem til sin død i 1960. 1922 blev centralbureauet for formidling af astronomiske nyopdagelser, et telegrambureau, der sorterede under International Astronomical Union (IAU), placeret i København under Strömgrens ledelse. Efter hans død overtog Julie Vinter Hansen også dette arbejde og virkede ved siden af sine øvrige gøremål også som telegrambureauets direktør, ligesom hun var redaktør af IAUs tidsskrift I.A.U. Circulars. Gennem årene publicerede hun adskillige arbejder i danske og udenlandske tidsskrifter, dels videnskabelige afhandlinger, dels mere populære artikler. Hun var desuden medarbejder ved flere opslagsværker, bl.a. Salmonsens Konversationsleksikon. Ud over de tillidshverv, hun havde i kraft af sin profession, var hun også engageret i kvindebevægelsen som international sekretær for Danske Kvinders Nationalråd 1929-36, ligesom hun var medlem af Danske Kvinders Erhvervsraads forretningsudvalg.

Julie Vinter Hansen var en personlighed, dannet og med en fin humoristisk sans. Hun nød livet og var meget interesseret i kunst, musik, litteratur og rejser. Under et ferieophold i sit elskede Mürren i Schweiz døde hun som 70-årig af en hjertelammelse, kun få dage før hun havde planlagt at trække sig tilbage fra sit arbejde. Hun var meget hjælpsom og venlig mod unge astronomistuderende og stiftede en fond, som uddeler rejselegater til videnskabsstuderende, fortrinsvis astronomer. Julie Vinter Hansen blev 1931 Fellow of Royal Astronomical Society i London og udnævnt til ridder af Dannebrogordenen 1956.