Julie Rudolph

Med sin moder og tre yngre søskende flyttede Julie Rudolph 1870 som tiårig til København fra Upernavik. Hendes kunstnerisk begavede og videnskabeligt interesserede fader forlod først sit mangeårige embede som læge og kolonibestyrer på Grønland i 1874. Julie Rudolph havde erfaring som privatlærerinde, før hun valgte at læse ved Beyers, Bohrs og Femmers Kursus, hvorfra hun dimitteredes i 1884. Efter et par år ved Lyngby Realskole var hun fra 1888 knyttet til Københavns kommunale skolevæsen som vikar og timeansat, og i årenes løb var hun fastansat lærerinde ved flere skoler, senest ved Bryggervangens Skole.

Julie Rudolph var en af 1890'ernes energiske fortalere for indførelse af skolekøkken og husgerning som pigefag i folkeskolens øverste klasser. For egen regning og med stipendiestøtte orienterede hun sig i en række europæiske lande om institutionserfaringer og eksperimenter på dette nye felt. Hun ønskede at specialuddanne sig som skolekøkkenpædagog i Kristiania, da Norge var et nordisk foregangsland på dette felt, men blev afvist. Alternativet blev tre måneders studieophold i Kassel hos frk. Förster, en af Tysklands førende skolekøkkenpionerer. I artikler og i pjecen Skolekøkkener og Husholdningsskoler fra 1904 viderebragte Julie Rudolph sine indtryk fra studierejser i en række lande. Julie Rudolph lagde tidligt en religiøst forankret vilje for dagen, når det gjaldt området frivilligt socialt arbejde. Erfaringer som besøgsdame ved Fængselsselskabet overbeviste hende om, at kvinders inkompetence som husmødre både var med til at gøre mænd til forbrydere og hæmme løsladte kriminelles resocialisering. På eget initiativ startede hun et aftenkursus i husgerning for unge piger, som ikke kunne følge de kommunale fortsættelseskurser om dagen, et undervisningstilbud, hun siden videreførte. Hun blev en af hovedstadens første skolekøkkenlærerinder.

Det var dog fortrinsvis inden for den forebyggende børnesag, Julie Rudolph kom til at gøre sig gældende og blev kendt som en initiativrig, vedholdende og reformstræbende kraft. 1899 var hun til stede, da Dansk Frøbelforening blev stiftet. Hun blev siden i mange år medlem af De samvirkende Frøbelinstitutioners repræsentantskab og skrev artikler til deres organ Vore Børn. Som censor, siden som honorarlønnet lærer i dansk stil og diktion, støttede hun Frøbelseminariet, ægteparret bag det Hedevig og Sophus Bagger og deres bestræbelser på at reformere forskolepædagogikken og gøre folkebørnehaven til et social-pædagogisk tilbud for mellemlagsforældre og -børn og bedrestillede arbejderfamilier. Som Baggerparret så Julie Rudolph gerne, at folkebørnehaven var bindeled mellem hjem, skole og Fröbelpædagogikken, og i fordansket og moderniseret form skulle den også påvirke forældres egen børneopdragelse under børnehavepædagogers vejledning. I 1906 gik Julie Rudolph i spidsen for oprettelsen af et af hovedstadens første sociale settlementer med støtte fra ti kvinder. Zions Settlement samarbejdede med Østerbros Folkebørnehave og var britisk inspireret. Det rummede den første af byens læsestuer for skolebørn og et fritidshjem for drenge og piger med et bredspektret beskæftigelsesprogram. Settlementet, der var kristent funderet, hyldede hjælp til selvhjælp og afviste almisse som filantropisk grundprincip. Forældremøder og sykurser for mødre blev taget op. Målet var at højne arbejderklassens moralske, kulturelle og materielle niveau. Settlementets børn fik undervisning i alkoholens skadevirkninger, husflid og husgerning, gymnastik og sport. Julie Rudolph var ildsjælen, der 1905 fik igangsat en svagbørnskoloni, Glædens Bo, senere knyttet til settlementet. To ejendomme i Sønderho på Fanø modtog i sommertiden 25 fejlernærede og kirtelsyge drenge. Julie Rudolph ledede dette både privat og kommunalt støttede foretagende. For at sikre koloniens fortsatte drift og formål overdrog hun i 1920 Glædens Bo og sin egen ejendom, Dr. Rudolphs Minde, opkaldt efter hendes beundrede fader, til Københavns bystyre.

Julie Rudolphs stærke familie- og pligtfølelse ytrede sig, da hun 1920 lod sig beskikke som værge og eneforsørger for lillebroderen Christian. Han var åndssvag og derfor umyndighedserklæret og efter moderens død placeret i deres halvsøster Therese Elmquists hjem og under hendes mand provst Thorvald Elmquists værgemål. Ansvaret for broderen forhindrede hende ikke i at starte og lede endnu et fritidshjem i tilknytning til Brønshøj Folkebørnehave i 1924. Året efter, i en alder af 65 år, afgik Julie Rudolph ved døden.