Juliane Marie Jessen

Juliane Marie Jessen kom fra en veluddannet familie af højtstående embedsmænd. Hun blev undervist af sin morbroder, konferensråd C.F. Jacobi, som opøvede hendes sans for digtning, fordi han mente, at hun havde evner for poesi. Hun begyndte at skrive selv, men opgav det, da hun i 1787 blev ansat som lektrice, dvs. oplæserske hos enkedronning Juliane Marie. Efter tre år måtte hun opgive stillingen på grund af sygdom, som lænkede hende til sengen i de følgende otte år. I 1800 oversatte og udgav hun Joh. G. Müllers Selim den Lykkelige. Trykkefrihedsforordningen af 1799 var netop blevet gennemført, og den krævede, at det skulle fremgå af tryksager, hvem der var ansvarlig for udgivelsen. Hun måtte derfor lade sit navn sætte på titelsiden, men var ikke glad for det. Det var ikke velset, at borgerskabets kvinder trådte offentligt frem, “men – det er kun det første Skridt der koster Overvindelse,” sagde hun siden. 1815 skrev hun lystspillet Ei blot til Lyst, og en satire Hinkentudse, 1817, som er et indlæg til fordel for digteren Jens Baggesen i hans pennefejde mod Adam Oehlenschläger. I 1819 kom en samling digte og skuespil Smaae Mark-Violer plantede i Danmarks Digterhauge, som også indeholder en selvbiografisk skitse. Hendes værker afslører et varmt hjerte og en flydende pen, men også en mangel på skoling i metrik og retorik.

I 1819 blev Juliane Marie Jessen kendt i hele landet, da hun vandt en konkurrence om den bedste nationalsang med digtet Dannemark! Dannemark! – hellige Lyd! Officererne ved de danske tropper i Frankrig havde udsat en præmie på 400 rigsbankdaler i sølv til deling mellem forfatter og komponist. Selskabet til de skiønne Videnskabers Forfremmelse tog sig af bedømmelsen af de 59 indsendte forslag, men afgørelsen medførte et ramaskrig. Adskillige parodier og indlæg for og imod sangen blev udgivet. Man fandt den fuld af tom retorik, versefødderne haltede, og rimene var dårlige. C.E.F. Weyse satte melodi til sangen, men den blev glemt i løbet af få år. Videnskabernes Selskab kommenterede ikke sagen, og det kan undre, at Juliane Marie Jessens sang blev valgt som den bedste. Man mente i samtiden, at det skyldtes, at hendes håndskrift kunne forveksles med Oehlenschlägers, så dommerne troede, det var ham, de havde kåret som vinder. Det har nyere forskning imidlertid dementeret, og alt tyder på, at kvaliteten af de indsendte forslag generelt ikke var særlig høj. En del af sangene blev trykt i 1820 af A.F. Elmquist i Dan. Samling af Fædrelandssange, men kun to af dem nåede en vis, midlertidig udbredelse. Det kan også undre, at afgørelsen vakte så umådelig stor opsigt. Det kan hænge sammen med, at ytringsfriheden var stærkt begrænset i den politiske debat, så der i stedet var stor offentlig opmærksomhed omkring diskussioner om litteratur og kunst. Muligvis har det også vakt anstød, at en kvinde vandt konkurrencen. Et af argumenterne imod sangen var, at den havde “for megen quindelig Blødhed til at være passende dansk Nationalsang”.

Juliane Marie Jessen havde sit hjem i Smallegade, hvor hun omgikkes adskillige af tidens kendte kunstnere. Hun tog flere plejedøtre til sig og opdrog dem omhyggeligt. Ved sin død i 1832 blev hun omtalt som et ædelt og kærligt menneske, der trods smertefuld sygdom bevarede “en kraftfuld Sjel, en livlig Munterhed”.