Jonna Louis-Jensen

Jonna Louis-Jensen er vokset op i det indre København Gymnasietiden tilbragte hun dels i Oslo, hvor hun under faderens toårige udstationering ved NATOs hovedkvarter gik på Oslo Katedralskole, dels i København, hvor hun 1955 tog en klassisksproglig studentereksamen fra Metropolitanskolen. Moderen var begyndt at læse kunsthistorie, men opgav studierne, da hun blev gift og fik sine fire børn i løbet af fire et halvt år. Årene i Oslo gav Jonna Louis-Jensen en skærpet opmærksomhed og interesse for de nordiske sprogs forskelligheder. Allerede i gymnasiet begyndte hun at snuse lidt til moderne islandsk, og også gammelnorsk stiftede hun bekendtskab med. Sproginteressen, kombineret med hendes optagethed af H. Laxness’ forfatterskab, fik hende til at rejse til Island efter studentereksamen. Her fik hun plads som au pair i komponisten P. Ísólfssons hjem og lærte sig efter denne klassiske opskrift at tale et smukt og korrekt islandsk. Litteraturhistorikeren S. Nordal, på det tidspunkt Islands ambassadør i København, havde skaffet hende pladsen efter at have hørt om hendes fremtidsplaner.

Dermed var Jonna Louis-Jensens livsbane afstukket, og i 1956 begyndte hun at læse nordisk filologi ved Københavns Universitet med hovedvægt på de vestnordiske sprog. Hendes hovedlærer var den berømte professor Jón Helgason, og hun blev hurtigt knyttet til arbejdet med de islandske håndskrifter i Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling, som dengang endnu befandt sig i Universitetsbiblioteket i Fiolstræde. På finansloven for 1956 var der imidlertid afsat en bevilling til etableringen af et universitetsinstitut omkring samlingen, og fra 1957 fik Det Arnamagnæanske Institut og håndskrifterne til huse i Proviantgården ved siden af Det Kgl. Bibliotek. Hun var således fra begyndelsen med til at opbygge det nye, internationale forskningscentrum. På instituttet udarbejdede hun sit speciale, en tekstkritisk udgave af Trójumanna saga, der udkom i 1963. Året efter blev hun mag.art. i nordisk filologi og tog derefter et år på studieophold ved University College London. Mens hun endnu var studerende, blev hun ansat som undervisningsassistent i oldislandsk, som op til 1972 var et fag, alle danskstuderende måtte læse. I 1968 blev hun lektor i faget. Sideløbende med denne undervisningsvirksomhed varetog hun sin forskning ved Det Arnamagnæanske Institut, fra 1966 som amanuensis, og da Helgason gik af, blev hun i 1972 hans efterfølger som professor i islandsk sprog og litteratur. Hun var den første dansker i stillingen og også den første kvinde. Ikke mindst det sidste var hun, der altid har demonstreret en årvågen interesse for kvinders stilling, meget bevidst om. Staben af medarbejdere på instituttet omfattede både danskere og islændinge, men striden om de islandske håndskrifter, der rasede i disse år, forstyrrede ikke det venskabelige og kollegiale forskningsklima. Udleveringen af håndskrifter til Island fandt hovedsagelig sted efter instituttets udflytning i 1976 til KUA, Det Humanistiske Fakultets bygning på Amager. Den langstrakte udleveringsproces frem til 1997 kom således til at ligge inden for hendes embedsperiode.

En central plads i Jonna Louis-Jensens forfatterskab indtager den særlige redaktion af de islandske sagaer om norske konger, der går under navnet Hulda-Hrokkinskinna, opkaldt efter de to hovedhåndskrifter. Det ene af dem, Hulda, udgav hun i 1968 som faksimile med en videnskabelig indledning. En udredning af de komplicerede forhold i forbindelse med denne kongesaga-redaktion blev genstand for disputatsen, der blev antaget i 1971, men først trykt og forsvaret i 1977. En tekstkritisk udgave af Hulda-Hrokkinskinna er ved årtusindeskiftet næsten færdig. Som en digression fra arbejdet med Hulda udgav Jonna Louis-Jensen i 1981 en nyopdaget tekst af Trójumanna saga. Om et andet område inden for kongesagaforskningen handler den skarpsindige afhandling om den såkaldte Ældste saga om Olav den Hellige, “Syvende og ottende brudstykke”. Afhandlingen, der blev trykt i Bibliotheca Arnamagnæana 1970, har ændret opfattelsen af Olavssagaens tidligste teksthistorie. I de seneste år har hun taget spørgsmålet om Heimskringlas tekstforhold op til revision. Hun har derudover publiceret talrige artikler og afhandlinger om emner inden for norrøn filologi, der alle vidner om høje krav til nøjagtighed og stringens. Karakteristisk nok har tydningen af indviklede skjaldestrofer haft hendes særlige opmærksomhed, hvilket også bunder i et eminent kendskab til det islandske sprog.

Jonna Louis-Jensen blev medlem af Den Arnamagnæanske Kommission efter dens rekonstruktion i 1975 og har fra 1976 været dens faglige sekretær. Som hovedredaktør for kommissionens to skriftserier Bibliotheca Arnamagnæana og Editiones Arnamagnæanæ 1976-88 og siden som medredaktør har Jonna Louis-Jensen trukket et tungt læs ved færdiggørelsen af en række tekstudgaver påbegyndt før 1972. Som tekstudgiver og som redaktør har hun perfektioneret den udgivelsesmodel, Helgason udviklede. Også studiet af færøsk har hendes store bevågenhed. I to år, 1988-90, var hun gæsteprofessor i islandsk ved Fróðskaparsetur Føroya (Færøernes Akademi), og hun har siden 1990 været formand for Selskabet til Udgivelse af færøske Kildeskrifter og Studier. Jonna Louis-Jensen udnævntes 1991 til ridder af Den islandske Falkeorden. Hun blev 1984 korresponderende medlem af Vísindafélag Íslendinga (Det Islandske Videnskabernes Selskab) og har været medlem af Videnskabernes Selskab fra 1997. På 60-års dagen i 1996 blev hun af sine kolleger hædret med festskriftet Frejas psalter.