Johanne Fenger (komponist)

Johanne Fenger, der forblev ugift og levede hele sit liv i familiens skød, voksede op i en stor søskendeflok i Lynge præstegård. Hendes fader var en af tidens kendte teologer, belæst og begavet og med et så veludviklet talent for sang, at han som ung havde fået tilbud om en ansættelse som operasanger. Interessen for sang førte siden til flere salmebogsudgivelser. N.F.S. Grundtvig var kapellan hos hendes farfader Rasmus F., og faderen var en af Grundtvigs disciple på en del områder, men havde en anden holdning til bl.a. missionssagen. Familien havde også tilknytning til tidens litterære miljø, bl.a. via digteren B.S. Ingemann, der boede i det nærliggende Sorø og var en god ven af faderen. Børnene lærte at spille klaver, og Johanne Fenger akkompagnerede ofte sin fader, bl.a. når han ville præsentere en udenlandsk sang for Ingemann, som denne så blev opfordret til at digte en dansk tekst til.

Johanne Fengers liv ændrede sig radikalt, da faderen i 1854 fik et nyt præstekald i Høje Tåstrup. Nu kunne hun, der som barn havde levet i landlige omgivelser langt væk fra hovedstaden, let rejse med toget til København, hvor hun modtog undervisning i komposition, sang og klaver af Leopold Rosenfeld og Edvard Helsted. Størst påvirkning modtog hun dog fra slægtningen, komponisten Christian Barnekow, der var formand for Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik. At hun abonnerede på udgivelsen, vidner om hendes seriøse interesse for komposition. Johanne Fenger komponerede og udgav i alt 46 sange og to klaverstykker mellem 1866 og 1911, de fleste i egne samlinger á seks-otte stykker. Flere blev desuden optaget i samtidens sangbøger, fx i Danmarks Melodibog. At hun var inspireret af grundtvigianismen afspejlede sig i hendes valg af tekster, der i de første år i reglen havde enten et åndeligt eller folkeligt-historisk indhold. Typisk er i denne henseende hendes første udgivelse Sex danske Sange, 1866. Som flere af tidens komponister blev Johanne Fenger inspireret af Ingemanns digtkreds Ahasverus og komponerede i 1871 en cyklus af seks sange med tekster fra denne. Efter 1881 udviklede hendes sange sig musikalsk, og hun valgte nu oftest tekster af naturlyrisk karakter. Repræsentative kompositioner for denne periode er Lyriske Sange, 1881, og Digte af Helene Nyblom fra 1884, sidstnævnte til tekster af den svensk-danske forfatter. Akkompagnementerne varieredes her yderligere, forskellige figurer understøttede teksten deskriptivt, meget ofte i livlige, boblende, næsten længselsfuldt stræbende bevægelser. I sin musik fik Johanne Fenger måske udtrykt et følelsesregister, hun ellers ikke fik brugt.

Efter forældrenes død boede Johanne Fenger hos farbroderen, den fremtrædende læge og politiker C.E. F. i København Hun har formodentlig undervist hans børn, men drev ved siden af også sin egen undervisningsvirksomhed i korsang og klaver. Hun fik imidlertid i denne periode tid et apoplektisk anfald, der fik vidtrækkende følger. Hun blev delvist blind og begyndte at lide af vrangforestillinger, og mellem 1885 og 1896 var hun indlagt på et sindssygehospital. Søsteren Sofie tog hende senere til sig, og Johanne Fenger blev med tiden så rask, at hun igen kunne dyrke musik, om end hun efter sygdomstiden kun udgav en enkelt komposition Menneskets Engle i 1904.