Faktaboks

Jette Bang
Jytte (Jette) Laub Bang
Født
4. februar 1914, Frederiksberg
Død
16. februar 1964, København
Arbejdsliv
Fotograf
Familie

Forældre: tobakshandler Thomas Andreas B. (1878-1948) og Margrethe Severine Haae Laub (1884-1954).

Gift 5. august 1944 med gårdejer Ole Jensenius Bording, født 3. juni 1905 i Hørsholm sogn, død 23. januar 1980 i Lysgård sogn, Viborg amt, s. af bogtrykker Victor Jensenius Bærentzen B. og Ellen Beate Elisabeth Hansen. Ægteskabet opløst.

Jette Bang voksede op på Christianshavn, hvor hun fortsatte med at bo resten af sit liv, når hun var i Danmark. Familien boede tæt ved Grønlands Handels Plads og Trangraven, hvor hun kunne se grønlandsbådene sejle ud. Efter nysproglig studentereksamen 1932 fra Rysensteen Gymnasium og filosofikum fra Københavns Universitet var Jette Bang i tre år elev hos Jonals Co., navnet på den dygtige og kunstinteresserede fotograf Herman Bentes atelier i Bredgade.

Som ganske ung og nyudlært fotograf gik Jette Bang direkte til Grønlands Styrelse med en plan om at gennemfotografere de grønlandske bopladser. Der skulle dog mere end en ung pige med eventyrlyst til at overbevise styrelsens direktør om vigtigheden af hendes plan, men hun opnåede tilladelse til at rejse til Grønland og fotografere for egen regning. 1936 kom hun første gang til Grønland og dokumenterede gennem sine fotografier det gamle eskimoiske liv og den fangerkultur, der på dette tidspunkt var ved at bukke under for europæiseringen. Kunstnerisk oplevede hun det som en gave og en forløsning at møde det store, ukendte land. Under det første ophold, der blev af otte måneders varighed, foretog hun lange slæderejser og opholdt sig på afsidesliggende bopladser, hvor hun delte befolkningens hverdagsliv. Dagligt fotograferede hun, nærmest som en besat. Udbyttet af den første rejse blev 400 fotografier, som udstilledes på Kunstindustrimuseet i 1937. Et udvalg af optagelserne udkom i bogen Grønland, 1940, med forord af statsminister Th. Stauning. Bogen åbnede det danske samfunds øjne for Grønland.

I vinteren 1938-39 ville Jette Bang på en privat filmekspedition til Grønland. Men resultaterne fra den første ekspedition havde overbevist Grønlands Styrelse om, at den burde støtte projektet, og Jette Bang blev udrustet med motorbåd, lysanlæg og hjælpere. Under hårde og primitive vilkår levede hun tæt inde på livet af grønlænderne, det meste af vinteren i en jordhule, der havde et gulvareal på fire kvadratmeter. Hendes rute gik med Thulepostslæderne over Melville Bugten op til Kap York i Thuledistriktet. Udbyttet blev den fantastiske farvefilm Inuit, der blev bedømt som en stor kunstnerisk bedrift, da den omsider blev vist i Danmark i 1948. Filmen var delt i to afsnit om det gamle og det nye Grønland. Den del af råfilmen, der skildrede færden over Melville Bugten, brændte under opholdet i Thule, men filmmaterialet var alligevel så omfattende, at der var stof til mere end fire timer. En tid troede Jette Bang, at hun kunne vende tilbage og gøre optagelserne om, men Anden Verdenskrig satte en stopper for projektet. Først efter Befrielsen i 1945 kunne hun fortsætte arbejdet. En del stillbilleder fra filmen kan studeres i bogen 30.000 Kilometer med Sneglefart, 1941, udgivet som det billedværk om Grønland, der skulle bidrage til at binde kongeriget Danmark sammen under krigen. Jette Bang var en god fortæller og en usædvanlig dygtig skribent, som på fremragende vis evnede at formidle sine oplevelser under ekspeditionen. Med billedbogen Grønlænderbørn, 1944, fortsatte hun sin oplysningsvirksomhed om den mærkelige og enestående koloni, nu henvendt til den danske skoleungdom. Hun foretog siden fem rejser til Grønland, og efter et noget skuffende gensyn med det moderne grønlandske samfund udgav hun i 1961 bogen Grønland igen.

I 1959 deltog Jette Bang i P.V. Globs arkæologiske ekspedition til Bahrain og skabte bagefter filmen Beduiner, 1962. Desuden lavede hun filmene Den yderste Ø, ca. 1937, Ad lange veje, 1952, Et nyt Grønland, 1954, og Trommedans i Thule, 1964. I 1963 modtog hun L. Zeuthens Mindelegat. Med sin pionerindsats for at dokumentere det grønlandske liv ligger Jette Bang på linie med store polarforskere som Th. Krabbe og Ejnar Mikkelsen. En anden kendt polarrejsende Peter Freuchen skrev 1941 om 30.000 Kilometer med Sneglefart, at “Her er en kvindelig Indsats, der maa respekteres (...) det Pionerarbejde, hun har udført, vil være Kvindesagens fineste Gevinst i dette Aar.”

Jette Bangs billeder fra Grønland er et enestående materiale om en nu næsten forsvunden grønlandsk kultur. Hendes trofasthed over for landet og dets befolkning var legendarisk, og hun var utrættelig i sit arbejde. Også som skribent kunne hun fastholde et visuelt indtryk: “Maanen trimlede fuld og med fortrukket Ansigt henover de spidse Fjeldtoppe i Nordvest som en Fakir, der øver sig i at gaa paa Søm,” skrev hun i 30.000 Kilometer med Sneglefart. I 1962 var hun for sidste gang i Grønland for at forsøge at rekonstruere farvefilmen fra 1938, og det var kun svær sygdom, der siden hæmmede hendes rejselyst. En del af hendes fotografier og negativer befinder sig i dag på Nationalmuseet i Nuuk (Godthåb) og hovedsamlingen på ca. 12.000 billeder på Arktisk Institut i København I 1999 viste Nationalmuseet i København den store udstilling Jette Bang – kærlighed til et folk.

Beskrivelser og portrætter af Jette Bang

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Politiken 17. februar 1964. Berlingske Aftenavis 5. august 1944.

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig