Ingrid Hansen

Det var fra de tidligste ungdomsår Ingrid Hansens ønske at blive maler. I 1931, godt 20 år gammel, blev hun elev på P. Rostrup Bøyesens meget besøgte malerskole, hvor undervisningen fortrinsvis bestod af tegning i Afstøbningssamlingen. Desuden stiftede hun bekendtskab med kunstens hovedværker og med den nyere franske kunst. I 1932 sluttede hun på skolen, og to år efter debuterede hun på Kunstnernes Efterårsudstilling. 1935-36 fulgte hun et semester på Kunstakademiet under maleren Kræsten Iversen.

En række af Rostrup Bøyesens elever fandt i begyndelsen af 1930’erne sammen i et fagligt og kammeratligt samvær, der i 1942 dannede grundlaget for etableringen af Bølleblomsten. Det var en sammenslutning af en snes kunstnere, blandt dem Ingrid Hansen og to andre kvindelige malere, Agnete Jensen og Bodil Jensen. Det var på dette tidspunkt sjældent, at kvinder var med i en sammenslutning og heller ikke helt almindeligt, at de brugte brede pensler, ekspressive strøg, kantede konturer og lod perspektivet fare. Med maleren Mogens Andersen som hovedkraft skabtes et modernistisk pionerprojekt med velbesøgte udstillinger i Den frie Udstillingsbygning i perioden 1942-50. Af betydning for Bølleblomstens sammenhold var, at aktiviteterne startede midt under Anden Verdenskrig, i en tid, hvor luftalarmen kunne virke ind på en ellers velplanlagt ferniseringsdag, og på et tidspunkt, hvor flere af gruppens kunstnere blev beskyldt for at være engageret i modstandsbevægelsen. Malerisk videreførte gruppen linien fra Vilhelm Lundstrøm til Rostrup Bøyesen med fokusering på kompositions- og figurmaleriet. Samtidig havde medlemmerne det ideologiske mål, at kunsten skulle være for alle, og de arbejdede for en revidering af de bestående økonomiske og kunstneriske forudsætninger. I 1949 udgav sammenslutningen bogen Stadier.

I midten af 1930’erne var der blandt de unge kunstnere en voldsom trang til ved selvsyn at møde de nyeste retninger i fransk kunst og se på kunstens mesterværker. Ingrid Hansen rejste derfor 1935-36 til Paris, hvor hun fulgte den franske maler M. Gromaires undervisning på Académie Scandinave i Paris. Her koncentrerede man sig i højere grad om billedkomposition end om det koloristiske aspekt, så det var ikke opholdet i Frankrig, der fik hende til at ændre en lidt mørk farveholdning hen imod en lysere kolorit med vibrerende farver. Af afgørende betydning for det videre kunstneriske forløb blev muligheden for i sommermånederne at kunne arbejde i Gilleleje, hvor lyset netop havde den styrke, der åbnede for et nyt farvesyn. Lyset blev det nye omdrejningspunkt i arbejdsprocessen, og fremover skabte Ingrid Hansen en række billeder med landskaber, hav- og kystlinier, opstillinger, interiører og en række vellignende portrætter samt fra 1980’erne flere collager. Billederne er lyriske i tonen og præget af en harmonisk farveholdning, hvor blå og grønne farver er fremherskende med enkelte lysende gule eller orange islæt. Naturoplevelser og lyset førte Ingrid Hansen mod en kolorit, der gjorde det nærliggende for hende at blive medlem af kunstnersammenslutningen Koloristerne, som hun med få undtagelser har udstillet sammen med hvert år i perioden 1954-94. Mens det genkendelige prægede hendes tidlige værker, bevægede hun sig fra slutningen af 1940’erne hen mod et halvabstrakt formsprog, hvor motivet forskydes til noget sekundært, en abstrakt kolorisme, hvor farveformerne styrer kompositionen.

Ingrid Hansen har foretaget en del rejser, især til Sydfrankrig, men også til Tunesien, som hun har besøgt tre gange, senest i 1992. Hun har deltaget i talrige udstillinger i ind- og udland og haft adskillige separatudstillinger. I 1986 modtog hun Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.