Inger Nielsen

Inger Nielsen blev født i København Faderens lægegerning førte imidlertid familien til Skive, hvor hun voksede op sammen med tre yngre brødre. Da faderen i 1937 blev ansat ved Kommunehospitalet i Århus, flyttede de igen, og hun kom på Århus Katedralskole, hvorfra hun blev student i 1942. I hjemmet blev der ikke gjort forskel på hende og drengene, og det lå i luften, at alle skulle have en uddannelse. Under Besættelsen tøvede Inger Nielsen dog med at gå i gang med en længere uddannelse. Hun startede med et husholdningskursus, som faderen insisterede på, at hun under alle omstændigheder skulle have. I 1945 blev hun tresproglig korrespondent fra Handelshøjskolen i København og var efterfølgende frivillig medarbejder i nogle måneder hos Red Barnet. Inger Nielsen brugte sin uddannelse som korrespondent i trekvart år i et speditionsfirma. I fritiden læste hun bl.a. forskellige bøger af den svenske samfundsforsker G. Myrdal, hvorved hendes interesse for samfundsforhold blev vakt. Det var med familiens fulde opbakning, også økonomisk, at hun derefter gennemførte første del af økonomistudierne ved Århus Universitet, hvor hun var aktiv i Studenterrådet. Hun fortsatte derefter studierne ved Københavns Universitet og blev cand.polit. herfra i 1952.

Straks efter eksamen fik Inger Nielsen ansættelse som sekretær i Boligministeriet, men blev allerede samme år sekretær i Udenrigsministeriet efter opfordring fra Finn Gundelach, der var ansat her. I 1956 blev hun udsendt som attaché og samme år ambassadesekretær ved Danmarks faste delegation ved den europæiske organisation for økonomisk samarbejde OEEC i Paris. 1958 vendte hun tilbage til København som sekretær i Udenrigsministeriet og blev fuldmægtig to år senere. Op gennem 1960’erne fulgte hun det sædvanlige karrieremønster i Udenrigsministeriet med ansættelse i forskellige afdelinger og skift mellem hjemme- og udetjenesten. I 1967 tog hun første gang orlov fra udenrigstjenesten for at blive sekretariatschef for EFTAs handelspolitiske afdeling i Genève. I disse år beskæftigede Inger Nielsen sig med et stort antal emner, især sikkerhedspolitik, hvor Danmarks deltagelse i NATO-samarbejdet stod i centrum sammen med krisehåndteringen under den kolde krig, fx i forbindelse med rejsningen af Berlinmuren i 1961. Men økonomi- og handelspolitik var dog det mest fremtrædende i hendes karriere. Som dansk repræsentant deltog hun i udbygningen af det økonomiske samarbejde i Europa gennem OEEC, der i 1961 blev til OECD, og EFTA, der samlede de lande, der stod uden for EF. På globalt plan var hun dansk deltager i Kennedyrunden 1964-67, hvor man forhandlede sænkning af told- og handelsskranker som følge af den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel GATT. Som kontorchef i Danida kom Inger Nielsen til at lede Danmarks deltagelse i det multilaterale ulandsarbejde, især gennem FN og Verdensbanken.

I 1973 kom Danmark ind i EF. Gundelach, der udnævntes til dansk kommissær, opfordrede Inger Nielsen til at søge til Bruxelles. Hun sagde nej flere gange, dels var arbejdet i Danida spændende, dels var lysten til det franskdominerede EF-bureaukrati ikke stor. Sluttelig vandt nysgerrigheden dog over tilbageholdenheden. Hun fik endnu en gang orlov fra Udenrigsministeriet og kunne vende tilbage, hvis EF ikke var sagen. Det blev imidlertid ikke aktuelt. Inger Nielsen faldt godt til i Bruxelles. Hun blev ansat i Kommissionens generaldirektorat for eksterne relationer som ledende konsulent med ansvar for relationerne til Middelhavslandene. Da udvidelsesforhandlingerne med Grækenland startede i 1976, udviklede Inger Nielsens kontor sig med hende som chef til Kommissionens delegation ved forhandlingerne. I 1981, da stillingen som direktør for direktoratet blev ledig, søgte og fik Inger Nielsen den. Hun havde erfaringer inden for området på et højt niveau og de rette kvalifikationer og var generaldirektør frem til 1985.

Inger Nielsen er ikke alene den første og hidtil eneste kvindelige danske generaldirektør. Sammen med hollænderen Renée van Hoof, der var blevet leder af tolketjenesten, blev hun den første kvindelige generaldirektør overhovedet. Karrieremæssigt var hun kommet “ind fra siden”, idet hun var startet højt oppe i stillingshierarkiet, og hun fik ikke problemer med at komme til tops som kvinde. Meget få medarbejdere i EF-systemet lod sig mærke med, at de havde en kvindelig chef. Arbejdsmæssigt blev Inger Nielsen opfattet som en åben og inspirerende personlighed, der skabte tillid hos forhandlingspartnerne bl.a. i kraft af sin professionelle kunnen og charmerende, effektive og kontante stil. Hun gik på pension som 62-årig, da hendes arbejde med at få Spanien og Portugal ind i fællesskabet var fuldført.