Faktaboks

Inger Møller
Inger Eleonora Møller
Født
21. oktober 1886, Otterup sogn
Død
1. oktober 1979, Bagsværd sogn
Arbejdsliv
Sølvsmed og kunsthåndværker
Familie

Forældre: læge Niels Georg M. (1841-1911) og Harriet Nicoline Johnsen (1849-1921).

Inger Møller havde fra sin tidligste ungdom trang til at bruge sine hænder, og hun lavede ting i træ, metal og gips. Som 23-årig besluttede hun sig i 1909 til at søge læreplads som sølvsmed, et af de få håndværk, der på den tid var tilgængeligt for kvinder. På Georg Jensen Sølvsmedie lærte hun ciselørhåndværket og arbejdede som svend i nogle år uden nogensinde at have fået svendebrev. I 1922 etablerede hun eget værksted.

Inger Møller må have følt, at den skønvirkeprægede stil og de karakteristiske overhamrede overflader med påmonterede dekorationer, som Georg Jensen havde haft så megen succes med, var ved at blive fortid. Der var brug for fornyelser, der var mere i pagt med samtiden. Efter Første Verdenskrig var kunstlivet og arkitekturen i en brydningstid, og jugend, skønvirke, art deco og nyklassicisme fik modspil, bl.a. af dadaisme og futurisme, og snart krævede funktionalismen, at ethvert stilpræg skulle fjernes til fordel for en dyrkelse og forædling af hverdagens brugsting. Wien og Paris var kunstneriske brændpunkter, og Inger Møller deltog allerede 1925 i verdensudstillingen i Paris, hvor alle disse tendenser var repræsenteret i en broget blanding. Her modtog hun sølvmedalje for sine arbejder. Inger Møller har givet fået impulser fra samtidens kunstnere, især arkitekten og maleren Le Corbusier og maleren F. Léger, der sågar filmede maskiner og køkkentøj, samt den danske maler Vilhelm Lundstrøm, der så forelsket skildrede de anonyme, emaljerede blikkander. Men inspirationen kunne også gå den anden vej, idet Kay Fisker, der var arkitekt for den danske pavillon i Paris 1925 og selv tegnede en række bemærkelsesværdige sølvarbejder, troligt fik impulser fra Inger Møller, hvis arbejder han beundrede meget. I sølvsmeden Kay Bojesen, hendes jævnaldrende kollega fra læretiden, fik hun en forbundsfælle i reaktionen mod læremesteren Georg Jensens stil. Medvirkende til hendes udvikling var også maleren og formgiveren Johan Rohde, som i denne periode samarbejdede med Georg Jensen.

Gennem årene skabte Inger Møller på sit værksted en række arbejder, der alle er præget af hendes kærlighed til det enkle, uprætentiøse og naturlige. Der er både kraft og følsomhed i hendes ting, der ofte er bygget over temaer fra dagliglivet: gryder og kasseroller, mælkejunger og godt værktøj, men med en finhed og omhu i detailudformningen, som vakte beundring hos samtidige kunstnere og arkitekter. Men ligesom arkitekten Poul Henningsen vakte forargelse med sin Danmarksfilm, som skildrede den hellige, almindelige hverdag med mælkemænd, murere og dagligscener, fik Inger Møller syrlige kommentarer; hvad skulle man dog med en ganske almindelig gryde i sølv? Heldigvis havde hun kraft og stædighed nok til at fortsætte sit pionerarbejde. Hendes sans for det enkle prægede også hendes egen livsstil. Den hjalp hende til, uden bistand fra svende eller lærlinge og trods vanskelige økonomiske vilkår, at producere en lang række sølvting, både større korpusarbejder, dvs. skåle, kander og lignende, og senere spisebestik og smykker. Formerne i hendes enkle og glatte korpusemner gjorde dem velegnede til at “trykke op”, dvs. at tvinge en rund metalplade op omkring en roterende “patron” på en drejebænk. Det kræver kræfter og øvelse, men sparer sølvsmeden for det møjsomme opdrivningsarbejde, der var traditionen på Georg Jensens værksted. Inger Møller lod i reglen sine korpusemner trykke op hos andre firmaer efter egne tegninger og forslag, men foretog selv den efterfølgende omhyggelige bearbejdning og færdiggørelse på sit værksted. Oftest benyttede hun sig af enkle dekorationer: beviklinger, udskæring af huller, pålodning af tråd eller pladestykker og undertiden ciselering af liniemønstre. I sine bedste arbejder forenede hun den anonyme brugstings funktionelle skønhed med finheden i det ædle metal og den beherskede dekoration. Ind imellem benyttede hun dog også en friere formgivning: bølgelinier i bestikskafter, svulmende barokformer i kirkesølv og kaffestel eller muslingemotiver i et sæt serveringsfade. Ligesom hun aldrig beskæftigede medarbejdere, havde hun heller ikke forretning. Hendes arbejder blev udført på bestilling eller solgt gennem Den Permanente eller Selskabet til Haandarbejdets Fremme, timelønnen må have været uhyggeligt lav.

Inger Møllers talent og evne til fornyelse inden for et fornemt og traditionsrigt håndværk vakte opmærksomhed og anerkendelse fra mange sider. Hendes arbejder var selvskrevne på de fleste udstillinger af dansk sølv i udlandet, bl.a på verdensudstillingen i Paris 1937, hvor hun fik guldmedalje, og i New York 1939, på Triennalen i Milano 1951 og 1957, på vandreudstillingen Design in Scandinavia, USA 1954-57, og på The Arts of Denmark, New York 1960. I anledning af hendes 80-årsdag afholdt Kunstindustrimuseet en retrospektiv udstilling i 1966. Inger Møller er repræsenteret på en lang række museer i Europa og Amerika. Tidligt førte hendes trang til at orientere sig i sin samtid og dens strømninger hende ud på rejser. Hun besøgte London 1911, Paris 1914 og senere en række andre lande, hjulpet delvis på vej af de mange legater, hun gennem årene modtog, bl.a. Tagea Brandts Rejselegat 1954 og Kay Bojesens Mindelegat 1960. Hendes liv var nok stilfærdigt og beskedent, men præget af arbejdsomhed og et lyst livssyn. “Tro ikke at sølvsmedekunstens udøvere tjener særligt store penge,” udtalte hun en gang, “det betyder mere, at jeg har moret mig dejligt!”

Beskrivelser og portrætter af Inger Møller

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Lise Funder: Dansk sølv, 1999. Haandarbejdets Fremme 2/1966-67. Dansk Kunsthaandværk 1/1966-67. Nyt Tidsskrift for nordisk Kunstindustri 1/1950.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig