Faktaboks

Inger Lunn
Inger Margrethe Lunn
Født
29. maj 1925, Ellerup, Gudbjerg sogn
Død
17. februar 2022
Arbejdsliv
Rektor, akademiker, psykolog, kommunalpolitiker og lærer
Familie

Forældre: førstelærer Carl Edvard Damkiær (1878-1971) og Hansine Jensen (1886-1980).

Gift 9. juli 1960 med advokat Leif Helgersen L., født 29. december 1919 på Frbg., død 10. oktober 1994 i Odense, s. af fuldmægtig Helge L. og Johanne Louise Ussing.

Børn: Signe (1961), Jens (1964).

Inger Lunn voksede op i et grundtvigiansk lærerhjem på Sydfyn sammen med tre ældre brødre. Faderen var førstelærer og degn ved Gudbjerg Kirke. Moderen bestred de hjemlige opgaver med stort talent og oprettede desuden husholdningskredse over hele Fyn. 1943 tog Inger Lunn sproglig studentereksamen fra Svendborg Gymnasium og arbejdede derefter som huslærer på et fynsk gods. Året efter rejste hun til København, hvor hun tog en barneplejeuddannelse på Kvindehjemmet. Efter Befrielsen i 1945 arbejdede hun som barnepige i Stockholm. I 1947 begyndte hun at læse til børnehavelærerinde på Frøbelseminariet. Her blev hendes interesse for psykologi vakt under rektor Jens Sigsgaards vejledning. Efter eksamen arbejdede hun 1949-51 i Københavns kommunes børnehave i Prinsesse Charlottes Gade, hvorefter hun 1951-55 var leder af den nyoprettede Frennevængets Børnehave i Hørsholm. Her satsede hun ikke mindst på at etablere et godt forældresamarbejde. Sideløbende deltog hun i denne periode i fagforeningsarbejde, skrev artikler og påtog sig kursusledelse. 1955 blev hun ansat som sekretær og deltidspraktikleder på Frøbelseminariet. Ansættelsen gjorde det muligt for hende at studere tre måneder ved Sorbonne i Paris og i 1959 fuldføre psykologistudiet ved Københavns Universitet.

Som følge af sin alsidige teoretiske og praktiske baggrund blev Inger Lunn i 1958 opfordret til at søge stillingen som rektor for Odense Børnehaveseminarium, der var oprettet 1950. Da hun året efter afløste den tidligere rektor Harriet Østerbye, var hun den ene af to psykologer i Fyns amt. Inger Lunn var rektor indtil 1990. I 1960 blev hun gift med advokat Leif L., der bl.a. påtog sig undervisning på seminariet og forestod studierejser. På hjemmefronten med de to børn praktiserede ægteparret et “omvendt kønsrollemønster”. Og det var uvurderligt, for Inger Lunns rektorår blev krævende og til tider turbulente. Kvinders stigende erhvervsdeltagelse medførte kapacitetsudvidelser i uddannelsen af pædagoger, og seminariet måtte 1968 flytte til større forhold. Samtidig skulle uddannelsen forlænges med et år, og et helt nyt lovgrundlag indarbejdes. Inger Lunn deltog i dette arbejde i Seminariernes Rektorforsamling, hvor hun var formand 1971-79. Hun førte således forhandlinger med Undervisningsministeriet indtil 1971, hvor uddannelsen blev gjort treårig.

I begyndelsen af sin rektortid underviste Inger Lunn selv i psykologi, men efterhånden overlod hun undervisningen til andre til fordel for sin kontakt med amtets børnehaver. 1971 udgav hun en lærebog i praktisk pædagogik Børnehavebarnet. Det var den første bog på dansk om institutionsbarnet, og den kom i flere oplag. Inger Lunn har desuden redigeret For børn, 1986, Værdier i børnehave- og fritidspædagoguddannelsen, 1989, og Pædagogik og kultur, 1991. I 1980’erne tog hun initiativ til et bredt samarbejde med lærerseminarierne og de faglige organisationer med årlige konferencer. De afholdes stadig i 1990’erne med stor succes. Inger Lunns mange udadrettede aktiviteter, bl.a. som midtsøgende socialdemokrat i Odense byråd 1978-85, satte småbørnspædagogik i relief i offentligheden og inspirerede samtidig uddannelsen på seminariet. Her lagde hun vægt på at give lærerkollegiet frihed til at eksperimentere med alternative undervisningsformer og at imødekomme de brogede holdninger blandt de studerende. 1985 tog hun initiativ til oprettelse af en speciel øvelsesinstitution, Gården, for seks- til tiårige børn. Efter sin afgang som rektor sad Inger Lunn i bestyrelsen for Det Grønlandske Hus i Odense indtil 1997, ligesom hun 1990-98 var formand for og initiativtager til Fyrtøjet, et kulturhus for børn placeret i forbindelse med H.C. Andersen Museet. I børnenes møde med H.C. Andersen blev hovedvægten lagt på drama, historiefortælling, etnografi og værkstedsarbejder. Siden 1997 har hun været formand for Alzheimerforeningen. Inger Lunn blev ridder af Dannebrogordenen 1984, og for sin indsats i forbindelse med Fyrtøjet blev hun 1995 kåret som Årets Fynbo.

Beskrivelser og portrætter af Inger Lunn

  • Inger, børnene og pædagogikken, 1990.

Tilknytning til organisationer

  • Socialdemokratiet
  • Frennevængets Børnehave
  • Frøbelseminariet
  • Odense Børnehaveseminarium
  • Seminariernes Rektorforsamling
  • Det Grønlandske Hus i Odense
  • Fyrtøjet
  • Alzheimerforeningen

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig