Inger Kjær

Inger Kjær har altid villet forske. Som lille pige samlede hun på fossiler, skaller fra dyreæg og dyrekranier, og som tandlægestuderende underviste hun sine medstuderende i anatomi, der allerede dengang var hendes store interesse. Efter studentereksamen fra Helsingør Gymnasium i 1959 blev hun optaget på Københavns Tandlægehøjskole. Som nybagt tandlæge i 1964 var hun en kort tid i praksis, men søgte hurtigt ind på tandlægehøjskolen i en forskerstilling. Der var imidlertid dengang kun ringe forståelse for værdien af Inger Kjærs forskning i odontologisk embryologi, dvs. tandsættets dannelse i fosteret. Hun blev specialtandlæge 1975 og var 1977-86 overtandlæge ved Birkerød Kommunale Børnetandpleje, hvor især det praktiske arbejde som skoletandlæge gav hende mulighed for at studere de meget forskelligartede udviklinger af tænder, kæber og kranier hos danske børn og skaffede hende materiale til den odontologiske disputats Mandiblens prænatale udvikling hos mennesket, 1982. Hendes forskning, der senere blev internationalt anerkendt, drejede sig specielt om sammenhængen mellem knogle- og nervevæv og har resulteret i det nye fag neuroosteologi. Der er tale om et tværfagligt forskningsfelt, et bindeled mellem odontologi og medicin, især neurologisk og anatomisk, og hun har præsteret at kombinere det tidligste vævssammenspil med senere fund i tandlægepraktikken. Således har hun påvist en sammenhæng mellem paradentose, udviklet i ungdommen, og de sent i fostertilstanden tilkomne nervebaners dannelse i knoglerne. Disse fund har medført, at man kan diagnosticere tidligt og gribe ind på det rigtige tidspunkt i forbindelse med fx manglende tandgennembrud og misdannede kæber. Inger Kjær underviser og superviserer tandlæger og har hvert år over 100 henvendelser fra skoletandklinikker, der står med problemer, som hun kan hjælpe med at løse. I 1999 forsvarede hun sin medicinske disputats Neuro-osteology, og hun har et forskningsprojekt i gang med danske og britiske læger om det prænatale kranium, et arbejde, der henvender sig til både læger og tandlæger.

Inger Kjærs forskertilværelse var i mange år isoleret, for ikke at sige ensom, dels på grund af den manglende forståelse for værdien af hendes arbejde, dels på grund af tværfagligheden. 1986 vendte hun tilbage til tandlægehøjskolen som lektor og engagerede sig efterhånden i administrative ledelsesopgaver, bl.a. som bestyrer af Institut for Ortodonti 1986-91 og medlem af højskolens institutråd 1992-96, og hun lod sig i 1998 vælge som prodekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Det var ikke, fordi hun følte sig særlig egnet til administrative opgaver, men hun ville gøre opmærksom på, at tandlægehøjskolen siden 1992 havde været en del af fakultetet. Antallet af tandlægestuderende er meget stort, og skønt ca. 80% af de studerende er kvinder, har Københavns Tandlægehøjskole aldrig haft en kvindelig professor. De kvindelige værdier er efter Inger Kjærs mening forskellige fra mænds, og universitetet udgør en mandsverden. I 1989 udarbejdede hun en ligestillingsrapport, og i 1993 foreslog hun, at der blev valgt en kvinde ind i fakultetets forskningsudvalg, hvori der sad 19 mænd. Det slog man hen med en latter, men i løbet af 1990’erne kom der fire kvinder i udvalget. Fag og kvindesag kan således forenes i Inger Kjærs strategi. Hendes arbejdstilværelse er rig på udenlandske, videnskabelige forbindelser, bag sig har hun bl.a. studieophold i USA 1965-67, og privatlivet er rigt på børn, ikke færre end fem. Inger Kjær kæmpede længe mod manglende forståelse og opbakning om sit arbejde. Lidt alene må hun også føle sig i sin nuværende position: det er ikke mange danske kvinder forundt at skabe en ny videnskabelig disciplin.