Inger Hanmann

Inger Hanmann voksede op i et dyrlægehjem i Stege. Faderen gav hende en utraditionel drengeopdragelse, lærte hende at bokse og at vælte heste omkuld. Tidligt blev hun optaget af musik og viste stort talent for at tegne. Efter almindelig forberedelseseksamen tog hun på faderens opfordring til København for at uddanne sig på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder 1935-38. Her vaktes hendes interesse for moderne kunst, og hun fik stærke oplevelser på udstillinger med bl.a. Matisse og Picassos billeder og ved koncerter med ny musik og jazz. Efter at have giftet sig og fået datteren Marianne (g. Grøndahl), der senere uddannede sig til fotograf, begyndte hun 1946 på P. Rostrup Bøyesens malerskole i København Her studerede hun indtil 1952. På skolen traf hun maleren Poul H. og besluttede at bryde med sin tidligere tilværelse. Sammen fik de i 1950 datteren Charlotte, der også blev fotograf. I en lille lejlighed i Sydhavnen delte parret trange kår i 30 år, indtil de flyttede til en lejlighed på Gammel Kongevej, hvor de omsider fik hver sit atelier. Samlivet var gensidigt inspirerende, men pengene kom fortrinsvis ved, at de begge underviste på aftenskoler i tegning, ligesom Inger Hanmann fik opgaver som modetegner for kbh.ske dagblade. Samtidig kæmpede hun med at finde sit eget kunstneriske udtryk.

Gennembruddet for Inger Hanmann kom, da direktør Marius Schou fra C. Schous Fabrikker opfordrede hende til at gøre forsøg med en kunstnerisk udnyttelse af den industrielle emaljeteknik, der var en del af virksomhedens produktion. Det blev begyndelsen til et omfattende og mangesidigt arbejde og en lang række banebrydende dekorative værker, nogle af dem i meget store formater. Inger Hanmanns forsøg vakte opmærksomhed og førte til samarbejde med bl.a. A. Michelsens og Georg Jensens sølvsmedjer, hvor hun overførte sine maleriske erfaringer til en række originale emaljerede korpusarbejder. De glatte og senere også foldede skåle og relieffer har alle været unika, dekorerede med smykkeemalje og undertiden også med indlagte tråde, bladguld og finsølv. Farverne og lyset, der kan opnås i emaljeteknikkerne, har virket tilbage på Inger Hanmanns maleri, som efterhånden næsten helt har frigjort sig fra det figurative grundlag og har vundet kraft og ro gennem en stadig større forenkling og fordybelse i lys, farve og komposition.

Mange af Inger Hanmanns værker er blevet skabt i forbindelse med arkitektur, fx Verdens største emaljeskulptur til Landmandsbankens, senere Den Danske Bank, 100-års jubilæum i 1971, en emaljeudsmykning på 100 kvadratmeter til Kastrup Lufthavn 1989 og store relieffer til bl.a. Stege Skole, Virumhallen og svømmehallen i Hørsholm. Desuden et stort gavlmaleri på Gammel Kongevej 1990 og en 15 m høj bevægelig skulptur til den nye danske ambassade i Berlin 1999. Adskillige udstillinger i ind- og udland har befæstet Inger Hanmanns position som en interessant nonfigurativ kunstner. Hun er medlem af sammenslutningen M59, repræsenteret på mange museer og har modtaget flere legater, bl.a. fra Nationalbankens Jubilæumsfond 1984-85 og i 1988 Anne Marie Telmányis Legat. Inger Hanmanns kunst har gennem årene vundet meget af den afklarethed og rolige styrke, man kan opleve i musik, i digte eller i de japanske zenhavers enkle udtryksrigdom.