Inger Bernth

Enebarnet Inger Bernth blev født ind i den universitære verden, hvor hun selv kom til at lægge hovedparten af sit arbejdsliv. Faderen var filosofiprofessor, moderen translatør, og værdier som sandhedssøgen gennem kritisk overvejelse og debat en selvfølge. Der kom mange danske og udenlandske repræsentanter for filosofi og andre videnskaber i hjemmet. I 1930’erne samledes en broget skare af kulturradikale og kommunister til modstand mod den fremstormende nazisme, og tyske flygtninge blev gæstfrit modtaget. Ligesom moderen var Inger Bernth en ivrig læser, som tidligt søgte oplysninger om sine interesser på reolerne. Allerede i gymnasietiden havde hun fulgt en psykiatrisk forelæsningsrække på Københavns Universitetet, og efter matematisk studentereksamen fra Ordrup Gymnasium 1944 begyndte hun at læse psykologi.

Det nye cand.psych.-studium var etableret som en treårig overbygning for lærere, der skulle arbejde som skolepsykologer, og undervisningen lå om eftermiddagen. Det gav Inger Bernth mulighed for også at følge det toårige Kursus for Småbørnspædagoger om formiddagen. Som 21-årig havde hun således i 1947 to uddannelser. Gennem foreningen Kvindelige Akademikere fik hun et ophold ved Vassar College i staten New York, USA. Opholdet her gav hende et internationalt udsyn, som på den tid ikke var almindeligt, og i 1948 blev hun Master of Arts i børnestudier. Hjemme igen drev hun 1947-50 den første private børnepsykologiske klinik i Danmark sammen med studiekammeraterne Birthe og Mogens Kyng samt Kirsten Vedel-Rasmussen. Alle gik som en selvfølge i psykoanalyse. 1949-53 var hun ansat på Rigshospitalets børneafdeling hos professor Preben Plum. Samtidig underviste hun flere steder, bl.a. på Kursus for Småbørnspædagoger. I 1952 blev hun gift med speciallæge i neurologi og psykiatri Ole B., med hvem hun fik en søn og en datter. Året før havde hun vikarieret for Franz From i børne- og ungdomspsykologi på Københavns Universitet. Selvom hun så sig selv som børnekliniker, blev vikariatet begyndelsen til et liv som universitetslærer. Fra 1955 blev hun lærer, 1969 amanuensis og 1972 lektor til sin pensionering i 1996. Som lærer i udviklingspsykologi begejstrede hun mange årgange af psykologistuderende, især fordi hun formåede at knytte teori sammen med praksis. Hun var altid uhyre grundigt forberedt, og hendes forelæsninger var baseret på en overordentlig stor viden, som hun gerne delte med kolleger og studerende.

I offentligheden blev Inger Bernth kendt, da hun 1972 udgav bogen Institutionsbørn og hjemmebørn, der også blev oversat til svensk, norsk og hollandsk. I bogen redegjorde hun for en række undersøgelser, der beskriver de forskellige konsekvenser af, at børn bliver opdraget på institutioner eller hjemme. Grundigt og sagligt redegjorde hun på baggrund af tidens forskningsbaserede viden for virkningerne af adskillelse mellem moder og barn. Midt i en hektisk rødstrømpetid blev bogen imidlertid opfattet som et angreb på daginstitutioner og et anslag mod kvindefrigørelsen, og den afstedkom stor polemik i pressen og ved offentlige møder. Det ærgrede Inger Bernth, at det var så svært at diskutere det komplicerede emne på en saglig måde. Da hun i 1997 blev udnævnt til æresmedlem af Dansk Psykologforening var det motiveret i hendes påpegning af det tidlige moder-barn-forholds betydning.

I 1974 udgav Inger Bernth Uddannelse, forskning – og etik, der var tænkt som en debatbog. Den var inspireret af de talrige diskussioner i forbindelse med studenteroprøret og kom ind på mange emner fra undervisningsformer til forskningsstyring. Centralt var forsøget på at indkredse, hvad der er videnskabernes fællestræk. De blev præciseret som sandfærdighedsnormer, man må ikke snyde med resultater eller argumenter, og sandhedsnormer, man skal se sine metoder og ræsonnementer kritisk efter. Hertil føjedes en tredje norm, ansvarlighedsnormen, man skal overveje, hvad ens resultater bruges til, og om man kunne bruge sin tid og kompetence til mere samfundsnyttige projekter. Inger Bernth argumenterede for, at disse normer var under pres fra forbrugersamfundet. Også denne bog vakte stort røre, og den blev læst og kommenteret i mange faggrupper på de højere læreanstalter. I de senere års foredrag og artikler har hun fortsat uddybningen af tværkulturelle emner samt sin interesse for at undersøge tilknytningen mellem mennesker. Hele sit arbejdsliv har Inger Bernth søgt at følge de indkredsede videnskabsnormer uanset politiske strømninger eller tidsånd, og historien har på mange måder givet hende ret.