Ingeborg Skeel

Ingeborg Skeel stammede fra Nygård mellem Vejle og Kolding, men blev vendelbo ved sit giftermål 1560 med Otte Banner til Asdal i det nordvestlige Vendsyssel. Det var her, hun udfoldede sine mange aktiviteter, især efter at hun og moderen Karen Krabbe 1578 erhvervede det tidligere bispegods Voergård med ikke mindre end 157 fæstegårde fra kronen mod at afstå Nygård med tilliggende gods. Hertil kom yderligere 125 gårde ved et nyt mageskifte med kronen året efter, altså et samlet godskompleks på knap 300 gårde.

Hovedparten af godset lå i Voergårds nærmeste omegn, hvilket var baggrunden for, at moder og datter allerede samme år som det første mageskifte fik birkeret til godset i Voer, Albæk og Skæve sogne, dvs. at de tre sogne udskiltes som en selvstændig retskreds, hvor godsejeren udnævnte birkedommeren og oppebar retsafgifter og bøder idømt ved birketinget.

Ingeborg Skeel synes allerede i såvel moderens som mandens levetid at have forestået driften og administrationen af Voergård gods, som hun i øvrigt senere øgede ved yderligere godsopkøb. Ved Banners død 1585 overtog hun desuden dennes godser Asdal og Bangsbo, så længe hun var enke. Ligeledes overtog hun hans kongelige len Sejlstrup i nærheden af Asdal, og da moderen døde 1586, fik hun brev på det mindre len bestående af Amtofte i Thy og Strekhals på Mors, som denne havde haft indtil da.

I sidste halvdel af 1500-tallet byggede mange adelige godsejere nye, store herregårde, og Ingeborg Skeel var ingen undtagelse. Efter at hun var blevet eneejer, påbegyndte hun opførelsen af østfløjen på Voergård, som ifølge indskriften stod færdig 1591. Bygningen, der er opført i den moderne renæssancestil, er rigt udsmykket, bl.a. med en imponerende sandstensportal af nærmest kgl. standard. Portalen prydes af Frederik 2.s og dronning Sophies forbogstaver; det er uklart, hvad dette betyder, men sikkert er det, at Ingeborg Skeel havde gode forbindelser til kongen, hvis fester hun jævnligt deltog i.

Sin høje status markerede hun også ved efter ægtefællens død at bygge et gravkapel i Voer Kirke, hvor hun lod opsætte et storslået epitafium med knælende figurer af Banner og hende selv og med en gravskrift, hvoraf fremgår, at epitafiet er opsat, for at det barnløse ægtepar “ikke aldeles skulle blive forget (glemt)”. Andre kirker under Voergård lod hun også restaurere, ligesom hun skænkede forskelligt inventar til kirkerne.

Ingeborg Skeel har ikke sparet, når det drejede sig om at sikre eftermælet. De økonomiske midler stammede fra hendes vidtstrakte godser, som må have givet pæne indtægter under 1500-tallets højkonjunktur, og som hun synes at have drevet med stor energi og handlekraft. I 1588 fik hun tilladelse til mod betaling af et beløb til erstatning for tolden at udføre korn via sine egne ladesteder uden om købstæderne, som hun mente lå for langt fra hendes gods.

Hun befattede sig imidlertid også med andet end kornhandel, idet købmændene i Ålborg i 1587 klagede over, at hun påførte dem urimelig konkurrence ved i flere landsbyer at drive handel med lærred, tjære, øl m.v. Blandt hendes andre aktiviteter var også teglværksdrift, og hun leverede 1598 mursten til Christian 4. til brug på Koldinghus.

Måske er det denne effektivitet som godsejer, der har givet anledning til sagnene om den gerrige, hårdhændede og ondsindede Ingeborg Skeel. Bl.a. skulle hun for at slippe for at betale bygmesteren for hans arbejde på Voergårds østfløj have taget livet af ham ved at kaste ham i voldgraven, ligesom hun ifølge et andet sagn klippede fingrene af en lille pige, der havde plukket nogle kornaks på Voergårds marker.

Forklaringen på sagnenes negative billede kan måske være utilfredse bønders ønske om hævn over en foretagsom og initiativrig godsejer, som de ikke kunne hamle op med, mens hun levede. Disse beretninger bør ikke tillægges større vægt, og givet er det i hvert fald, at Ingeborg Skeel også havde andre egenskaber end den energiske godsejers. Således tog hun i sine senere år et par småpiger i pleje på Voergård.

Allerede i ægtefællens levetid havde hun 1583 med hans samtykke skænket en del af sine indtægter til de fattige i Sæby Hospital, som hun selv havde ladet bygge, og kort før sin død 1604 udstedte hun et gavebrev på den årlige rente af 2.000 daler til ligelig fordeling mellem skolen i Ålborg og de husvilde og fattige i købstæderne i Vendelbo stift. Efter hendes død fik arvingerne imidlertid begge gavebreve underkendt ved kongens retterting.