Ingeborg Munch

“Jeg er født i et lille bondehus på Fræer mark ved Skørping. Min mor var ugift, så jeg var jo hvad der dengang kaldtes en hueunge (dvs. horeunge). Patten har jeg aldrig fået, mor kom ud og tjene og jeg kom i pleje da jeg var seks dage. Dér havde jeg et godt hjem. Mor blev gift, da jeg var to år, og så kom jeg hjem til hende og min stedfar.” Sådan skriver Ingeborg Munch i sine Erindringer, 1978. Moderen tjente penge ved at sy for andre, mens hendes mand, Marinus Munch Pedersen, som Ingeborg Munch har navn efter, gik ud som daglejer. Senere overtog de et husmandssted. Man sagde om Ingeborg Munch, at hun sang fra hun lå i vuggen. Moderen sang altid, til sit arbejde og når der kom gæster, og i 1928 blev hendes sange optaget til Dansk Folkemindesamling (DFS) af Evald Tang Kristensen. Der havde været musik og sang langt tilbage i familien, bedstefaderen var spillemand, og af mostrene lærte Ingeborg Munch nye versioner af de sange, som moderen også sang, men havde pyntet på, for at de ikke skulle være for frække for barnet. Som 14-årig kom hun ud at tjene, her hørte hun varianter af de viser, hun kendte i forvejen, og lærte også nye. Hun lavede også selv viser og skrev lejlighedssange for folk. I 1928 giftede hun sig med William Jensen. Hans forældre arbejdede ved Torup kirke, og Ingeborg Munch og hendes mand overtog deres forpligtelser her som ringer- og graverpar. De drev samtidig en lille ejendom neden for kirken. Som moderen sang hun altid til sit arbejde: “Jeg sang udvendig og indvendig. Jeg sang for mig selv, jeg sang for køerne, jeg sang for det hele.”

I 1959 mødte Ingeborg Munch Thorkild Knudsen, der var arkivar ved DFS. Det blev starten på både et usædvanligt arbejdsfællesskab og et livslangt venskab. Thorkild Knudsen og hans kone Anelise opbyggede et særligt indsamler-meddeler forhold til Ingeborg Munch, og op gennem 1960’erne lavede de båndoptagelser med hende i stuen, under arbejde i stald og køkken, ved lokale arrangementer og rundt om i landet i folkemusikklubber. Ingeborg Munch medvirkede i radioudsendelserne Folk synger og på grammofonplader, og tilskyndet af Thorkild Knudsen begyndte hun i 1962 at skrive sine erindringer fra barne- og ungdomsårene. Journalist Hasse Havgård fra dagbladet Politiken lavede i 1970 en serie artikler om Ingeborg Munch og spillemanden Evald Thomsen. Det førte til et officielt møde med daværende kulturminister K. Helveg Petersen, hvor Ingeborg Munch sang, Evald Thomsen spillede, og ministeren læste dele af hendes erindringer. Som en følge af mødet etableredes i 1971 Folkemusikcentret i Hogager under ledelse af Anelise og Thorkild Knudsen. Formålet var at skabe en ramme om et ligeværdigt samarbejde mellem folk og forskere om indsamling, udforskning og formidling af musikalsk folkekultur. Både Ingeborg Munch og Evald Thomsen blev ansat som lønnede konsulenter i Folkemusikcentret med det sigte at give dem mulighed for at bruge mere tid på sang og musik, ligesom flere, både forskere og private, herigennem fik lejlighed til at møde og lære af de to folkekunstnere. Mange besøgte hende også privat i Torup, gæstebogen afslører over tusind besøg på ét år.

1970’erne blev en travl periode. Ingeborg Munch var efterspurgt over hele landet og optrådte blandt unge i Thylejren, på højskoler, for sociale klienter på ungdomscentre og ikke mindst i Folkemusikcentret i Hogager. Der blev lavet en tv-udsendelse med hende, og hun var med i Jørgen Vestergaards film Evald, Ingeborg og alle de andre, 1974. Men for mange var det mødet med hende, der gjorde det største indtryk. Med sin personlige syngemåde og stærke karakter blev hun symbol på en slags urkraft. Hun identificerede sig altid med de svage og udstødte, og hun tog afstand fra al slags snobberi og uretfærdighed. Mange i den nye kvindebevægelse blev inspireret af hende til at bruge sangen som en personlig udtryksform.

I 1996 udgav Folkemusikcentret bogen og cd’en Hvorfor mon jeg synger med Ingeborg Munchs sange og billeder af fotografen Roald Pay. Her får man indtryk af hendes brede repertoire: ballader fra middelalderen og nyere skillingsviser, klagesange og danseviser eller dansetral. I forhold til andre folkesangere havde hun ikke et videre stort repertoire, men hun havde en særlig evne til at videregive sangene. Både med hensyn til ord og toner udviklede hun sin helt egen syngemåde med karakteristiske variationer og improvisationer. Hendes sang afspejlede altid den situation, hun befandt sig i, og var aldrig kun et musikalsk udtryk, men i høj grad også en måde at være sammen med andre på: “Der blev et voldsomt spil imellem hendes stemme, hendes person, og de folk der var sammen med hende,” har Thorkild Knudsen fortalt. Selv har hun beskrevet sin sang således: “Når jeg virkelig har sunget mine gamle sange, er det som jeg føler, at jeg giver lidt af mig selv. Jeg følger med i det, fantaserer i det samme, sådan at virkeligheden kommer frem i det, og så er det ligesom der er kommet noget af mig selv med.”