Ingeborg Fock

I 1899 blev Ingeborg Fock gift med oberst Carl F. Hun fulgte hans opgaver tæt, og på embedsrejser skrev han altid minutiøs dagbog til hende. Under Første Verdenskrig inspicerede han krigsfangelejrene i Sibirien, mens hendes broder tog sig af allierede krigsfanger, begge for Dansk Røde Kors (DRK), og det gav Ingeborg Fock indblik i krigens menneskelige omkostninger. I 1917 rejste Ingeborg Fock med til Wien, hvor ægtefællen ledede DRKs kontor for russiske krigsfanger og senere stod for hjemsendelsen. Det første år koncentrerede hun sig om husholdningen, nød selskabslivet og rejste rundt med sin mand. Men hun færdedes også overalt i Wien, registrerede med vågent sind og lune den store nød og menneskenes krumspring for at undgå eller udnytte den, talte med krigsfangernes pårørende og bespiste jævnligt et par børn.

Ingeborg Focks energi og viden om, hvor nøden var størst, blev mobiliseret i januar 1919, da DRK sendte forbindsstoffer og levertran til Wien. Hun organiserede udladning og fordeling, og da store forsyninger af danske madvarer kort efter ankom, havde hun apparatet til et hjælpeprogram. Ved hjælp af gode forbindelser, unge krigsinvalider og forarmede overklassedamer stod Ingeborg Fock i over et år for distribueringen af de hundreder af tons, der strømmede ind. Hospitaler, børne- og invalidehjem blev forsynet, der blev indrettet storkøkkener og uddelt individuelle pakker. Hun forstod at udnytte alt, fx lod hun sy kjoler af melsække og gav dermed mange piger et levebrød. I sommeren 1919 blev hun opfordret til at iværksætte, at også Danmark gav østrigske børn kurophold. Igen benyttede hun sine forbindelser, efter forbløffende kort tid rejste de første af de efterhånden 20.000 wienerbørn, som Ingeborg Fock selv var med til at udvælge, og der blev dannet en komité. I løbet af 1920 ebbede forsendelserne ud, de østrigske myndigheder mente, at den udenlandske hjælp lammede befolkningens initiativ, DRKs kontor lukkede på grund af storpolitiske problemer med hjemsendelsen, og familien forlod Wien.

Ved udbruddet af Anden Verdenskrig i 1939 meldte oberstparret sig igen til DRK. Den nu 63-årige Ingeborg Fock blev leder af tøjafdelingen, der de første år af krigen var af store dimensioner, og medvirkede bl.a. ved organiseringen af finske børns kurophold i Danmark. Som ung var Ingeborg Fock smuk, som moden imposant, ikke uden grund udtaltes hendes kælenavn Bos som “boss”. Hun var en fremragende organisator og administrator, havde evnen til at harmes over uretfærdighed og afhjælpe nød uden sentimentalitet, og med sin djærve humor var hun højt skattet i DRK, indtil hun i slutningen af 1943 måtte forlade arbejdet efter en operation.