Ingeborg Drewsen

Ingeborg Drewsen voksede op i en af Københavns toneangivende familier. Sammen med sine forældre og to yngre søstre boede hun i Den Collinske Gård ved Kongens Nytorv, der havde tilhørt moderens slægt siden 1744. Her boede også hendes moster og onkel, Ingeborg og Adolph D., der senere blev hendes svigerforældre. Morforældrene Jonas og Henriette Collin boede tæt ved i Amaliegade. Ingeborg Drewsens barndom var præget af et tæt og varmt familieliv, og hjemmet var et kulturelt samlingssted, hvor tidens spørgsmål blev diskuteret. Morfaderen var mæcen for bl.a. H.C. Andersen, der deltog i familiens fester og skrev og iscenesatte syngespil, hvor Ingeborg Drewsen optrådte. Da hun var 13 år, flyttede familien til Østerbrogade. I 1874 giftede hun sig med Harald D., der var bygningsinspektør på Frbg.

I 1850 var Danmarks første børnehospital i Rigensgade blevet oprettet, bl.a. med støtte fra morfaderen. Sygeplejen ved hospitalet blev udført af stue- og vågekoner under ledelse af dannede damer, bl.a. fra Ingeborg Drewsens familie, og senere deltog hun også selv. Disse tilsynsførende damer tilså dagligt hospitalet med henblik på renlighed og orden samt børnenes kost og pleje. I 1879, da hospitalet blev afløst af Dronning Louises Børnehospital i Øster Farimagsgade, blev Ingeborg Drewsen ansat som forstanderinde. Hospitalet, der havde 72 senge, var blevet oprettet ved filantropiske midler og var under protektion af dronning Louise. Bestyrelsen havde i første omgang ønsket at ansætte en uddannet sygeplejerske fra enten Kommunehospitalet, der indførte en sygeplejerskeuddannelse i 1876, eller fra Florence Nightingale-skolen i London. Men da henvendelserne blev afslået, og man ikke ønskede en diakonisse, faldt valget på den 38-årige Ingeborg Drewsen, der kort før var blevet enke. Forudsætningen for hendes ansættelse var ud over almen dannelse et studieophold på Kommunehospitalet i økonomi og sygepleje, og senere tog hun selv initiativ til studiebesøg ved udenlandske børnehospitaler. Hendes opgaver som forstanderinde omfattede bl.a. ledelse af sygeplejen, husholdningen og sygeplejerskeuddannelsen samt bogføring og administration. I lighed med sygeplejerskerne havde hun bolig på hospitalet, der fungerede som et lille samfund inden for murene.

Dronning Louises Hospital fulgte tidens hygiejniske krav. Det var et moderne byggeri, tegnet af arkitekt Ludvig Fenger, der i samarbejde med ingeniører havde installeret varme- og ventilationssystemer til sikring af frisk sund luft på sygestuerne. Sygeplejerskerne betjente teknikken ved gasblus og kontrollerede varme- og fugtighedsmålerne. I 1879 gjorde Ingeborg Drewsen bestyrelsen opmærksom på, at ventilationssystemet var forkert installeret, så fordærvet luft hobede sig op og ikke blev fornyet. Bestyrelsen fulgte ikke kritikken op, og konsekvensen blev bl.a., at gulvene få år efter måtte udskiftes på grund af råd. Dødeligheden blandt de indlagte børn var stor. Af de 289 patienter i alderen 0-16 år døde ca. hver femte i hospitalets første år. Af de spæde døde 55%. Et grundlæggende princip for hospitalet var, at børn af uformuende forældre kunne indlægges gratis. Kun få forældre havde råd til selv at betale, og et barns indlæggelse kunne føre til økonomisk katastrofe og fattigforsørgelse. I forbindelse med børn fra fattigforsørgede familier korresponderede Ingeborg Drewsen med fattigvæsenet, men indbetalingen for kur og pleje var forbundet med vanskeligheder på grund af placering af forsørgelsespligten i en periode, der var præget af social nød og stor indvandring til hovedstaden. Bestyrelsen førte således en stadig kamp for at opnå velgørende midler og offentlige tilskud.

Straks ved åbningen af hospitalet var de nye principper for sygepleje blevet indført. Selvom bestyrelsen havde det overordnede ansvar og stod for bl.a. ansættelse og uddannelse af sygeplejersker, arbejdede Ingeborg Drewsen tilsyneladende selvstændigt hermed. Uddannelsen var som på Kommunehospitalet en praktisk oplæring uden teoretisk undervisning. Ingeborg Drewsens indstillinger med vurdering af elevernes kvalifikationer til at blive sygeplejeassistenter blev i en lang periode fulgt af bestyrelsen, men i 1890’erne begyndte den at kritisere dem med henvisning til økonomien, idet oprykning til assistent betød aflønning af de hidtil ulønnede elever. I den samme periode hævdede Ingeborg Drewsen, at sygeplejerskernes løn var for lav til at holde på de dygtigste, og i solidaritet med sygeplejerskerne takkede hun nej til egen lønforhøjelse. Hendes utilfredshed med vilkårene og de konsekvenser, det havde for sygeplejen, medførte, at hun til bestyrelsens beklagelse i 1894 opsagde sin stilling. Senere blev hun engageret i Dansk Sygeplejeråd, oprettet i 1899, hvor hun havde forskellige tillidshverv.