Faktaboks

Inge Krogh
Inge Marie Krogh
Født
13. november 1920, Odense
Død
13. februar 2023, Horsens
Arbejdsliv
Overlæge, folketingsmedlem
Familie

Forældre: grosserer Hans Peter K. (1897-1976) og Elfrida Roe (1899-1984).

Inge Krogh
Inge Krogh var en farverig og kontroversiel politiker, der især blev kendt som en fanatisk modstander af fri abort og frigivelse af pornografien. Fra 1973 til 1984 var hun medlem af folketinget for Kristeligt Folkeparti. Foto uden år.
Inge Krogh
Af /Ritzau Scanpix.

Inge Krogh voksede op på Fyn. Hendes fader var repræsentant, moderen, der var hjemmegående, var plaget af depressioner og opholdt sig i flere perioder på kolonien Filadelfia. Faderen var en af pionererne inden for Retsforbundet, og der blev diskuteret meget politik i barndomshjemmet. Som stor skolepige besluttede Inge Krogh, at der aldrig skulle diskuteres politik i hendes hjem, når hun blev voksen. Dette løfte holdt hun, indtil hun blev 50 år. I en periode i Inge Kroghs barndom var faderen arbejdsløs, det gav små kår i hjemmet, men efter nogle år arbejdede han sig op og blev selvstændig grosserer.

Kristent engagement og uddannelse til læge

Inge Krogh kom i gymnasiet, men følte sig ikke hjemme blandt kammeraterne, og det gjorde hende ensom og rodløs. Hun var ikke opdraget kristent hjemme, men kom i denne kriseperiode i kontakt med foreningen Kristne Gymnasiaster og tog med på en af deres sommerlejre. Kontakten med foreningen og bibellæsningen fik hende til at søge en løsning på problemerne i et nært forhold til Gud. Det lykkedes for hende, hun forlod folkekirken og blev et meget aktivt medlem af frimenigheden Den Apostolske Kirke, et engagement, hun har opretholdt lige siden.

Inge Krogh blev student 1939 fra Skt. Knuds Gymnasium i Odense. Efter en kortvarig ansættelse på faderens kontor, så hun kunne se, “hvor pengene kom fra”, begyndte hun på medicinstudiet og tog embedseksamen i 1949 fra Københavns Universitet. Hun blev speciallæge i intern medicin i 1962 og allerede året efter speciallæge i psykiatri.

Arbejde i åndssvageforsorgen

Efter en række ansættelser rundt omkring i landet kom Inge Krogh i 1962 til Åndssvageforsorgen i Nyborg som reservelæge, to år senere blev hun overlæge samme sted.

Ved Forsorgscenteret i Nyborg gjorde hun en stor indsats for at bedre forholdene for de åndssvage og for deres familier. Hun holdt åbent hus i Åndssvageforsorgen, så offentligheden kunne få indblik i virksomheden der. Samtidig udførte hun en omfattende foredragsvirksomhed for at udbrede kendskabet til åndssvaghed som sygdom og afhjælpe skyldfølelsen hos forældre til åndssvage børn. Disse initiativer skabte megen sympati og gjorde hende kendt på Fyn.

Medlem af Kristeligt Folkeparti

Inge Krogh fik interesse for Kristeligt Folkeparti (KF), der blev stiftet i 1970 i protest mod, at forbuddet mod billedpornografi var blev hævet året før og abortlovgivningen liberaliseret samme år.

Da en gruppe Nyborgborgere, der kendte hende fra hendes arbejde inden for åndssvageforsorgen, foreslog hende som folketingskandidat for de kristelige i 1971, sagde hun ja til at stille op. Hun var medlem af partiets hovedbestyrelse fra 1971 og frem til 1979.

Modstanden mod fri abort og pornografi

I 1973 blev Inge Krogh valgt til Folketinget og i de følgende 11 år kendt som en farverig og kontroversiel politiker.

Hun var en fanatisk modstander af fri abort og frigivelse af pornografien. Fra starten af sin politiske karriere bekæmpede hun misbrug af alkohol, narkotika og af kvinder i pornoindustrien. Hun tog sig tid til at møde problemerne og de mennesker, det handlede om, og var ikke bleg for at opsøge de ting, hun kritiserede. Som politiker blev hun set på Christiania, i pornoklubber og på massageklinikker, til rockfestivaler og blandt de prostituerede på Vesterbro. Fra disse besøg hentede hun ammunition til sine korstog.

Enkelte gange gik hun så vidt, at hun indhentede næser fra Den Almindelige Danske Lægeforening. Den ene gang var, da hun på et møde i Nyborg kaldte formanden for Fremskridtspartiet Mogens Glistrup for en af landets største psykopater, den anden næse fik hun, fordi hun i sin kampagne mod aborten viste lysbilleder af lig fra koncentrationslejre klippet sammen med billeder af døde fostre. Disse billeder blev også distribueret i en pjece, der blev brugt som propaganda mod den frie abort.

Hun var ugift og havde ingen børn selv, men var en konsekvent fortaler for børns rettigheder og talte deres sag fx mod forældrenes revselsesret.

Livet efter politik

Inge Krogh stillede ikke op til folketingsvalget i 1984, fordi hun ville prioritere lokalpolitikken og Nyborg byråd, men blev ikke indvalgt i kommunalbestyrelsen. Hun vendte tilbage til sin overlægestilling, indtil hun i 1986 slog sig ned som privatpraktiserende læge i Horsens.

I de følgende år koncentrerede hun sig om partiet, afholdssagen og den lokale menighed. Hun blev igen medlem af KFs hovedbestyrelse 1984-92, var formand for partiets vælgerforening i Horsens fra 1987 og for Blå Kors i Horsens-Brædstrup 1990-95.

I 1981 fik hun Larsen Ledet Prisen for sit arbejde med at fremme afholdssagen.

Beskrivelser og portrætter af Inge Krogh

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek, Folketinget.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig