Inge-Lise Bock

Inge-Lise Bock var på det nærmeste vokset op i forlystelsesbranchen. Hendes fader Valdemar Nielsen havde nemlig i 1920 købt det noget skrantende Lorry, og fra ungdommen var hun med i arbejdet og rejste med faderen rundt i Europa for at engagere kunstnere, se på artistnumre og finde nyheder. Hun fik dog sin studentereksamen fra Ordrup Gymnasium 1923 og havde derefter oprindelig forestillet sig en universitetsuddannelse og var da også begyndt herpå. Men ægteskab og ikke mindst interessen for det mere muntre kunstnerliv kom i vejen.

Inge-Lise Bock forsøgte selv at optræde og debuterede i Hilmar Clausens Revue, hvor hun sang vemodige sange til banjo. En vis succes havde hun, for revyen løb over fem måneder. Hendes fader brød sig imidlertid ikke om, at hun skulle være ved teatret, og ansatte hende i stedet som kasserer i Lorry. Mens hun sad ved kassen, blev hun naturligt stadig mere involveret i samarbejdet med kunstnere og efterhånden også i kontraktarbejde. Gradvist overtog hun den kunstneriske ledelse af Lorry og i 1931 også ansvaret for National-Scala, som blev navnet på det genåbnede Scala. Det var hendes fader, der havde fundet på at importere udenlandske kunstnere og orkestre til at optræde på de to store spisesteder. Ved faderens død i 1935 overtog moderen Emilie Nielsen driften af de store etablissementer, bistået af Inge-Lise Bock. En årrække havde man en halv mio. gæster om året og omkring 200 ansatte. Før tv og radio for alvor satte dagsordenen, var det i høj grad denne familie, der præsenterede danskerne for internationale kunstnere.

For de fleste vil Inge-Lise Bocks navn være tæt knyttet til National-Scala. Her førte hun på det meget populære Kunstner-Forum talrige kunstnere frem i lyset og gav dem en start på tilværelsen som professionelle. Det gjaldt både sangere som Rachel Rastenni og Aksel Schiøtz og artister af mange slags. Der var adskillige varieteer, der blev annonceret af konferencierer som Christian Houmark eller søstrene Aase og Lulu Ziegler. Balletmesteren Holger Bjerre gjorde sig bekendt her ligesom radiospeakeren Gunnar Nu Hansen og mange andre. I 1939 efterfulgte direktørerne Svend Aage Petersen og Martin Østergaard moder og datter på Lorry, og Inge-Lise Bocks engagement på de to etablissementer blev nedtrappet. Hun forlod endeligt dem begge i 1944. Hendes sidste arbejdsplads blev Tivoli, hvortil hun kom i 1948 på forslag af dramatikeren Kjeld Abell, fra 1951 med titel af direktør. Hun arbejdede her sammen med Henning Søager, der året før var blevet administrerende direktør. Det var ikke mindst hendes kontakter og evne til at finde de rigtige kunstnere til den gamle have, der var et stort aktiv. Hun skaffede verdensnumre til Tivoli, og hun var en stærk fortaler for etableringen i 1956 af den nye koncertsal, der netop skulle være et naturligt midtpunkt for internationale kunstnere. Inge-Lise Bock havde i en menneskealder afgørende indflydelse på, hvordan københavnerne skulle more sig. Hun var helt på det rene med, at det krævede sit at finde underholdning til de store restauranter, hvor publikum spiste, mens underholdningen pågik. Det kunne gå med artister og klovne, men oplæsning og sangstjerner passede langt bedre til mere intime lokaler, eller i hvert fald til steder, hvor publikum ikke samtidig brugte kniv og gaffel.