Faktaboks

Inga Floto
Else Inga Floto
Født
26. oktober 1937, København
Arbejdsliv
Akademiker, professor, forsker og doktor
Familie

Forældre: krematoriebetjent Hans Evald Valther Olsen (1902-92) og Marie Christine Johanne Cecilie Svendsen (1900-73).

Gift 15. november 1961 (b.v.) med civilingeniør, reaktorchef Heinz F., født 23. marts 1934 i København, s. af overgartner Ernst Vilhelm F. og Vera Cecilia Bendixen.

Børn: Bodil (1969).

Med baggrund i et ikke-akademisk miljø blev Inga Floto matematisk student fra Rysensteen Gymnasium i 1956 og cand.mag. i historie og geografi fra Københavns Universitet i 1965 med et usædvanlig højt gennemsnit. Hendes lærere så hende som et indlysende forskertalent, og hun oppebar kandidat- og seniorstipendium 1965-72. I denne periode, delvis under studieophold i USA, skrev hun sin disputats Colonel House in Paris, 1973. Den er et fremragende arbejde, senere udgivet i Princeton, USA, som forener en indfølt biografisk skildring af den amerikanske præsident W. Wilson og hans udenrigspolitiske rådgiver E.M. House med en skarpsindig og bredt anlagt analyse af den amerikanske politik på Versailleskonferencen 1919. Med denne bog slog hun sit navn fast som international samtidshistoriker. Inga Floto blev 1972 lektor, 1989 docent ved Institut for Samtidshistorie på Københavns Universitet. I 1999 udnævntes hun til professor i nyere og nyeste tids historie.

Som universitetslærer har Inga Floto været en engageret inspirator for et stort antal specialestuderende og stipendiater, især inden for amerikansk og japansk historie og i historiografi og historieteori. Hendes første videnskabelige artikler publiceredes i Historisk Tidsskrift, og hun var 1974-82 den ene af to redaktører. Hun prægede bl.a. tidsskriftets linie med øget vægt på samtidshistorie og international historie samt ved at promovere og selv skrive om teori og historiografi. Hendes fornemme historiografiske arbejder kronedes med bogen Historie, 1985, en forbilledlig, klart skrevet syntese om vestlig historieskrivning med lige vægt på faginterne og -eksterne faktorer. Inga Flotos biografiske arbejder er måske smukkest og mest medrivende repræsenteret med artiklen Venskab, 1995, om historikerne Erik Arup og Lauritz Weibull. Som historiker er Inga Floto elev af Povl Bagge og Sven Henningsen, og hun forener Henningsens internationale orientering, magtpolitiske analyse og evne for syntese med Bagges sans for biografi og åndshistorie, historiografi og teori. Derimod har hendes emnevalg ligget fjernt fra den del af de samtidige kvindelige historikere, som fornyede kvindehistorien på socialhistorisk grundlag, ligesom hun hverken er faldet for tidens marxisme eller inspirationen fra de generaliserende samfundsvidenskaber. Åben er hun snarere for nyere tendenser i antropologi og humanistisk videnskab. Med to bøger, hvortil dog føjer sig mange store, koncentrerede artikler, er hendes videnskabelige produktion ikke så omfattende, men den er usædvanlig gennemarbejdet, original og perspektivrig.

Inga Flotos position som fagets betydeligste kvindelige udøver i sin generation markeres bl.a. ved, at hun er medlem af Det kgl. danske Selskab for Fædrelandets Historie, i to perioder har været medlem af bestyrelsen for Den danske historiske Forening og i nogle år var formand for Kildeskriftselskabet og for Historisk Samfund. Mens hun som skribent er særdeles velovervejet, fremtræder hun personligt lidet diplomatisk, skarp i replikken og hurtig til at fælde dom; men indtrykket mildnes af hendes afvæbnende og djærve mundtlige form og hendes begejstrede støtte til de mennesker og idéer, hun finder spændende.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig