Ida Nicolaisen

Ida Nicolaisen har udmærket sig som forsker og underviser i kultursociologi og antropologi og som rådgiver vedrørende udviklingsbistand. Specielt hendes meget omfattende og årelange videnskabelige pionerarbejde på Borneo har vakt berettiget opsigt. Født og opvokset i Hellerup blev hun i 1958 student fra Ordrup Gymnasium og gik straks i gang med at læse etnografi på Københavns Universitet som den eneste studerende det år. Interessen for det fremmede lå til familien. Hendes farbroder Lennart Edelberg var botaniker og deltog på Henning Haslund-Christensens ekspeditioner til Afghanistan. Moderens forældre var begge Grønlandsfarere; morfaderen Ole Bendixen var inspektør for Sydgrønland ved århundredskiftet og lavede senere ekspeditioner dertil, og mormoderen Emmy Bendixen var som ung lærerinde i Uummannaqdistriktet. Oprindelig havde Ida Nicolaisen overvejet at gøre arkæologien til sit hovedfag, men det var, som hun selv har påpeget, de levende mennesker og den levende kultur, der virkelig interesserede hende. Arkæologien blev i stedet hendes ene bifag, geografien det andet. 1959 foretog hun arkæologiske udgravninger af samernes gravpladser i Nordnorge, og 1961 rejste hun i Lapland med sin lærer, antropologen Johannes N., som hun blev gift med samme år. Han døde 1980, og ti år efter giftede hun sig med den hollandsk-amerikanske fysiker Abraham Pais, som hun siden har boet sammen med, skiftevis i København og i New York.

Ida Nicolaisen blev tidligt interesseret i de faktorer, som konstituerer ulighed i det menneskelige samfund, en fascination, der går som en rød tråd gennem hendes forskning. Det startede med et konferensspeciale om slaveriet i Vestafrika, hvor hun sammen med sin første ægtefælle havde lavet feltarbejde i 1963 blandt Haddadfolket i Tchad, et jægerfolk, og i 1966 hos nomadefolket tuaregerne i Niger. Johannes N. var den første magister og senere den første professor i antropologi ved Københavns Universitet. Ida Nicolaisen ønskede at blive vurderet uafhængigt af ham og tog derfor sin mag.art.-eksamen fra Århus Universitet sideløbende med, at hun var undervisningsassistent på Københavns Universitets Institut for Kultursociologi. Efter sin magisterkonferens 1971 og et par år som amanuensis var hun lektor samme sted indtil instituttets lukning i 1991, og i denne periode havde bl.a. kvindeforskningen hendes interesse. Desuden var hun 1971-73 ekstern lektor i etnografi ved Århus Universitet. 1991 blev hun ansat som lektor i antropologi på Københavns Universitet, for i 1997 at overgå til en stilling som seniorforsker under Nordisk Institut for Asienstudier, ligeledes ved Københavns Universitet.

Ida Nicolaisen valgte det klassedelte Punan Bah-folk i det centrale Borneo som genstand for langvarige feltstudier for at kunne forfølge sin interesse for den kulturelle konstruktion af social ulighed. Hun har sammenlagt opholdt sig i Punan Bah i adskillige år, blev optaget som adoptivdatter i en familie, boede i deres langhuse, lærte sig sproget og er regelmæssigt vendt tilbage til landet for at fortsætte sin forskning. To gange har hun arrangeret besøg af Punan Bah-folket i Danmark. Første gang i 1986 med det formål at bygge en traditionel stammebåd i Vikingeskibshallen i Roskilde og siden, i 1993, for at udhugge to vældige totempæle på Nationalmuseet. Formålet med hendes forskning har hele tiden været at indfange det kulturelle felt, som hun kalder det, dvs. at bidrage til den teoretiske analyse af folks livssyn og personopfattelse, deres forståelse af sig selv og andre, som det kommer til udtryk både i dagligdagen, i det rituelle og i det religiøse liv. Hun har bl.a. beskæftiget sig med etnicitet, etnohistorie og kognitiv udvikling. Samtidig udgør hendes feltdata et unikt, kvantitativt materiale, der belyser Borneos kolossale udvikling, bl.a. som følge af fældningen af den tropiske regnskov og sidst opførelsen af et af verdens største dæmningsværker. Via forskningen blev interesssen for udviklingsbistand også vakt, og Ida Nicolaisen har arbejdet både som rådgiver for den malaysiske regering og i en række sammenhænge herhjemme. Således har hun bl.a. været medlem af Rådet for Udviklingsforskning i to perioder, 1981-87 og 1993-99, og hun har siden 1996 siddet i Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde, en del af tiden som næstformand. 1984-87 var hun rådgiver for DANIDA/UNSOs Sahelprojekter, fra 1986 for WWF Verdensnaturfonden, og fra 1994 for Det rådgivende udvalg vedrørende miljø og bistand til udviklingslandene.

Sideløbende med sine øvrige gøremål har Ida Nicolaisen siden 1991 været medlem af styregruppen for Carlsbergfondets stort anlagte projekt Dansk Nomadeforskning, der samler en 100-årig, fornem antropologisk forskningsindsats om nomadefolk i Asien, Mellemøsten og Nordafrika. Projektet omfatter en bogudgivelse på 16 bind, som Ida Nicolaisen er hovedredaktør af. To af bindene er hun selv forfatter af, det ene handler om tuaregerne i Nord- og Vestafrika, primært baseret på Johannes N.s feltmateriale, det andet om Haddadfolket i Tchad. Ida Nicolaisen har været medlem af Videnskabernes Selskab siden 1997 og er også medlem af bl.a. Kronprins Frederiks Fond. Fuldt fortjent blev hun 1999 optaget i det ældste og særdeles eksklusive amerikanske videnskabsakademi American Philosophical Society. 1989 skrev hun sig på en særlig måde ind i universitetshistorien, da hun brød mere end 500 års tradition ved som den første kvinde at holde festtalen ved Københavns.Universitets årsfest. Ida Nicolaisen har modtaget flere legater og hædersbevisninger, herunder lektor Marie Lønggaards Legat 1984. I 1995 blev hun ridder af Dannebrogordenen.