Ida Johnsen

Ida Johnsen, der var yngst i en stor børneflok, mistede tidligt sin moder og fik sit første hjem hos sin moster Pouline Lüttichau på Tjele Hovedgård. Imidlertid giftede hendes fader sig i 1848 med sin kusine, og Ida Johnsen blev bragt hjem til Randers. Hun forvandt aldrig chokket over, at den elskede moster lod hende alene tilbage der. Forholdet til den barnløse stedmoder Caroline Wilhelmine J. blev ikke godt, og hendes faders mange fravær på embedsrejser og som landstingsmand bidrog til hendes følelse af hjemløshed. Ida Johnsen nedstammede på begge sider fra gamle adelsslægter, hjemmet var aristokratisk, og den herskesyge stedmoders ringeagt for alt provinsielt lettede ikke hendes tilværelse som skolepige. Efter konfirmationen boede hun et par år i København hos sin faders to ugifte søstre. Blandt familiens venner fik P.A. Tutein og hans musikalske hustru Anna samt Hother Hage og hans familie betydning for hende. I deres hjem vaktes hendes interesse for kunst og samfundsforhold, hun traf repræsentanter for tidens stærke religiøse rørelser, selv kvindefrigørelsen trængte sig på. I 1862 bad hun sin fader om at måtte læse til lærerinde, men fik afslag: Det passede sig ikke at tage brødet fra kvinder, der trængte til det. Fra 1863 var Ida Johnsen i Randers og gennemlevede nederlaget i 1864 og sin stærke faders sammenbrud under vægten af den nationale tragedie. I disse år påtog hun sig efter opfordring fra den grundtvigianske præst Dines Pontoppidan at deltage i opsynet med byens asyl. Hun fattede interesse for arbejdet og for Pontoppidans forkyndelse, der stod i modsætning til hjemmets pietistiske kristendom. Efter faderens død i 1866 blev Ida Johnsens behov for meningsfuld beskæftigelse en livsnødvendighed for hende. Trods kraftig modstand fra alle andre end stedmoderen, der så frem til at stifte hjem alene med Ida Johnsens ældre søster, lykkedes det hende at komme ind på den nyåbnede Diakonissestiftelse for at uddanne sig til sygeplejerske. Institutionens religiøse tilhørsforhold kastede et nådigt slør over det emanciperede i hendes plan.

Efter strenge, men lærerige år under forstanderinde Louise Conrings opsyn søgte Ida Johnsen bort fra Diakonissestiftelsen for at dygtiggøre sig og kom, som den første såkaldt dannede kvinde, i 1868 ind på Almindelig Hospital hos den socialt engagerede overlæge L.I. Brandes. Et af hans mål var en reform af sygeplejen, og med ansættelsen af Ida Johnsen som stuekone tog han det første skridt. Hun blev prøveklud for nyordningen, kastebold mellem lægerne og andre personalegrupper. Det ofte slidsomme arbejde lykkedes, og da hun i 1870 blev viet til en af hospitalets præster, var kirken fuld af “Syge, Krøblinge, Plejersker, Forstanderinder, Fængselspiger, Diakonisser og andre gode Venner”. Til de sidste hørte lægerne. Meget mod sin vilje måtte Ida Johnsen som gift opgive sygeplejegerningen, men fandt hurtigt et beslægtet arbejdsområde i organisering af hjemmesygepleje. Fra 1870 var ægtefællen præst i Tårnby og Sundby på Amager, et tæt befolket industri- og arbejderkvarter, præget af børnerige familier i elendigt spekulationsbyggeri. I løbet af få år fik Ida Johnsen her skabt landets første sygeplejeforening, ansat fire hjemmesygeplejersker i Sundby og oprettet endnu et distrikt på Christianshavn. Det var hendes fortjeneste, at organiseringen skete for såvel private som offentlige midler. Herved undgik man, at hjælp fra sygeplejeforeningen fik karakter af fattighjælp, og opnåede, at velstillede familier gennem betaling af et betydeligt kontingent kunne yde deres til sagen, mens andre blot betalte det minimale, men obligatoriske medlemsbidrag. Ida Johnsens kongstanke, at ansætte hjemmesygeplejersker under alle landets distriktslæger, var urealisabel i 1870’erne, men fortjener at huskes, fordi hun her både inddrog forebyggelse og egentlig sygepleje i sine overvejelser. Blandt dem, der støttede Ida Johnsens initiativ, var overlæge Brandes og fabrikanten L.P. Holmblad, en Sundbyernes patriark, der havde et vågent øje for tiltag til gavn for “hans” arbejdere. Efter kun fem års arbejde måtte Ida Johnsen drage med sin mand til Vamdrup ved Kolding, hvor han blev sognepræst. Der var da 11 sygeplejersker i arbejde ved hjemmesygeplejen, et solidt forråd af plejemateriel og udbredt opbakning fra beboere i området.

Hos de “stærke jyder” mødte præsteparret andre udfordringer. Ida Johnsen forsøgte sig som præstegårdsforpagter, men havde bedre held til at vinde den lokale befolkning for sig og sin mand end som landøkonom. Al hendes diplomatiske snilde var nødvendig i den religiøst set urolige egn, hvor grundtvigianisme og pietisme samt den fremstormende Indre Mission sloges om de opladte sjæle. Ida Johnsens mand bekendte sig ikke afgjort til noget kirkeligt parti, men befandt sig fra 1879, da han blev provst, i begivenhedernes brændpunkt. Efter hans tidlige død bosatte hun sig i København Hun blev klasselotterikollektrice, skrev i 1899 en række artikler om litteratur til Dansk Kvindesamfunds blad Kvinden og Samfundet og publicerede i 1915 sine erindringer Mellem to Tidsaldre. Ida Johnsen udførte en pionergerning inden for den primære sundhedssektor. Hun var et organisationstalent og en stor diplomat med en sjælden indsigt i samfundsforhold i en brydningstid.