Faktaboks

Ida Jacobsen
Ida Kirsten Poulsen Jacobsen
Født
1930
Arbejdsliv
Direktør, butiksindehaver og virksomhedsejer
Familie

Gift med Carl Børge J., død 1989.

Børn: Troels, Else.

I 1949 åbnede Ida Jacobsen sammen med sin mand C. J. en mindre købmandsforretning i Vestergade i Århus. 1958 kom den næste, men herefter gik det stadig stærkere, ikke mindst efter etableringen af den første discountbutik i 1980, og ved udgangen af 1990’erne bestod koncernen af i alt fem Jaco supermarkeder og 39 Alta discountbutikker samt et stort centrallager i Århus. Hertil kom eget engrosselskab og transportafdeling, der via egne lastbiler servicerede butikkerne.

Da Ida Jacobsen 1989 mistede sin ægtefælle, valgte hun at fortsætte forretningen. Hun var selv købmandsuddannet og havde fra starten været med i den daglige drift og bistået med opbygningen af købmandskæden. Det er i høj grad lykkedes for hende at sætte sit personlige præg på virksomheden, ligesom strategien på det vanskelige detailhandlermarked også er præget af hendes fingerspidsfornemmelser for, i hvilken retning udviklingen går. Ekspansionspolitikken med stadig flere butikker først i Århusområdet, siden i Jylland og senere igen på Fyn skyldes også hendes vurdering af markedssituationen. Fra hun blev alene, er antallet af butikker således steget fra 27 til 44, og hun var ved årtusindskiftet ansvarlig for et personale på mere end 750 personer svarende til ca. 450 fuldtidsstillinger.

Jaco supermarkederne har det store vareudvalg, og det er store forretninger, hvor medarbejderne også i et vist omfang har tid til at servicere kunderne. Alta butikkerne er mere skrabede. Det er lavprisforretninger, hvor kunderne hurtigt og bekvemt kan komme igennem med deres indkøbsvogne, og hvor de kan købe 90% af deres dagligvarer. På flere områder adskiller forretningskædens butikker sig fra konkurrenternes. Der er således flere varegrupper i discountbutikskæden Alta, men butikkernes vareudvalg og indretning er segmenteret, som det hedder i fagsproget. Som noget nyt har hun skabt sofistikerede discountbutikker under navnet Super Alta, igen et bevidst forsøg på at præsentere varerne på en ny og mere spændende måde, alt mens prisen holdes så lav som muligt af hensyn til konkurrenterne. Det nyeste initiativ er helt små butikker med begrænset udvalg omtrent som en kiosk. Den første er åbnet under navnet Quick Alta. Ida Jacobsen har valgt at stå uden for indkøbskæder. Holdningen har været, at med en mia. kr. i omsætning er forretningen så stor, at den i et vist omfang også selv kan sætte priser og forlange kvantumsrabatter, der kan komme forbrugerne til gode. Ida Jacobsen er en dybt engageret leder i et erhvervsområde, der er præget af voldsom konkurrence og stærke kapitalkæder. Som følge af sin store idérigdom og sit engagement er det lykkedes hende at finde en niche for sin butikskæde og ekspandere i det svære dagligvaremarked.

Tilknytning til organisationer

  • Jaco Supermarkeder
  • Alta discountbutikker

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig