Faktaboks

Ida Davidsen
Født
1. december 1937, Frederiksberg
Arbejdsliv
Restauratør og virksomhedsejer
Familie

Forældre: restauratør Per D. (1913-98) og Hedevig Borchorst (1915-87).

Gift 26. august 1966 med restauratør Adam Siesbye, født 26. februar 1939 i København, s. af vekselerer Svend S. og Païs Wagner.

Børn: Oscar (1967), Mia (1970).

Ida Davidsen

Ida Davidsen åbnede restaurant i eget navn i Store Kongensgade i København i 1974, som hun siden har drevet med hjælp af sin mand og sine to børn. Dens smørrebrødsseddel er halvanden meter lang med 178 forskellige slags smørrebrød og optaget i Guiness’ Rekordbog. Ida Davidsen er blevet omtalt som ambassadør for det danske smørrebrød, og det er ikke nogen kliche, da hun mere end nogen anden har gjort denne side af det danske køkken verdenskendt. Foto fra 1998.

Ida Davidsen
Af /Nf-Nf/Ritzau Scanpix.

Ida Davidsen er fjerde generation i familiefirmaet Oskar Davidsen, der siden 1888 har drevet vinhandel og restaurationsvirksomhed i København. På billedet Oskar Davidsen s vinhandel på Åboulevarden i København. I 1965 flyttede virksomheden til Søpavillonen og i 1974 til Store Kongensgade. Fotografi fra 1913

.

Ida Davidsen er fjerde generation i familiefirmaet Oskar Davidsen, der siden 1888 har drevet vinhandel og restaurationsvirksomhed i København. Hun blev således født ind i en faglig tradition, som hun imidlertid i høj grad har været i stand til at forfine og videreudvikle. Allerede som barn hjalp hun til i virksomheden, bl.a. ved at pille rejer, og så snart hun var færdig med skolen, gik hun i lære som smørrebrødsjomfru, først på Hotel d’Angleterre og Hotel Richmond, senere på et højfjeldshotel i Geilo, Norge, og i restaurant Scandia i Hollywood, USA. Hun vendte derefter tilbage til familievirksomheden. Her havde hendes fader indledt en eksport af smørrebrød, transporteret med fly, og det skabte internationale kontakter. For Ida Davidsen betød det, at hun fik opgaver langt uden for Danmarks grænser. Hun fungerede således som konsulent for det engelske flyselskab British European Airways og boede i nogle måneder i begyndelsen af 1960’erne på Cypern, mens hun forestod opbygningen af BEAs kolde køkken for Europa og Mellemøsten. Hjemvendt derfra introducerede hun kebab og andre retter fra det græske køkkens trækulsgrill i Danmark. I 1964 rejste hun til São Paulo i Brasilien, hvor hun var konsulent i forbindelse med etableringen af en dansk restaurant. Forbindelsen til Brasilien blev vedligeholdt, og siden 1978 har Ida Davidsen sammen med sin mand Adam Siesbye haft det gastronomiske ansvar for den danske restaurant i São Paulo.

Oskar Davidsens vinhandel var blevet etableret på Åboulevarden, og der havde virksomheden adresse til 1965. På det tidspunkt skulle ejendommen imidlertid rives ned, og familien måtte derfor finde et nyt hjemsted til virksomheden. Det blev Søpavillonen frem til 1974, da Ida Davidsen åbnede restaurant i sit eget navn i Store Kongensgade. Ida Davidsens Restaurant har hun siden drevet med hjælp af sin mand og sine to børn. Dens smørrebrødsseddel er halvanden meter lang med 178 forskellige slags smørrebrød og optaget i Guiness’ Rekordbog. Restauranten er kendt langt ud over Danmarks grænser og er med sin blanding af noget kosmopolitisk og noget traditionelt københavnsk en atmosfæremættet institution. Ida Davidsen er blevet omtalt som ambassadør for det danske smørrebrød, og det er ikke nogen kliche, da hun mere end nogen anden har gjort denne side af det danske køkken verdenskendt. Hun har agiteret for en bedre uddannelse inden for faget, og i 1998 udgav hun Om smørrebrød jeg ved med nogle af sine opskrifter for på den måde at øge opmærksomheden om den gastronomiske specialitet, som hun har viet sit liv, og som hun i kraft af sin faglige dygtighed og sin på en gang venlige og autoritative personlighed har skabt respekt om.

Beskrivelser og portrætter af Ida Davidsen

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.

Tilknytning til organisationer

  • Ida Davidsens Restaurant

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig