Iben Nagel

Iben Nagel er datter af forfatterægteparret Halfdan Rasmussen og Ester Nagel. Hun engagerede sig allerede som meget ung i atommarcherne, og i begyndelsen af 1960’erne rejste hun som hippie med beatpoet og sanger i Steppeulvene Eik Skaløe i Sydeuropa og Nordafrika. Hans senere selvmord i Indien blev et hårdt slag for hende. Under et højskoleophold i 1965 så hun den italienske instruktør E. Barbas Odin Teatret fra Oslo. Ikke blot den måde, hvorpå han vendte om på de vante kønsroller, gjorde dybt indtryk på hende, men også de usædvanlig stærke fysiske og vokale udtryk, der i lighed med Barbas polske lærer J. Grotowski tager afsæt i russisk og asiatisk skuespilkunst.

Iben Nagel blev elev på Odin Teatret, da det i 1966 slog sig ned i Holstebro. Til Barbas mesterlære med fysisk krævende træning og frie improvisationer føjede hun et personligt ideal, nemlig Isadora Duncan, pioneren inden for den moderne dans. Iben Nagel debuterede 1967 i Kaspariana, en forestilling, der byggede på historien om den tyske Kaspar Hauser, og med tekst af forfatteren Ole Sarvig. I 1969 turnerede Odin Teatret i Europa med forestillingen Ferai, der blandede temaer fra Euripides’ tragedie Alkestis med sagnet om Frode Fredegod. Teksten til forestillingen, hvor Iben Nagel agerede bonde, var af forfatteren Peter Seeberg. Denne turné gjorde teatret internationalt kendt. Med en ung sart-stærk kvindefigur i Dostojevskij-forestillingen Min fars hus i 1972 viste hun sin store skikkelsesdannende evne, der har været tæt forbundet med den artistiske formning, hun har givet sin kraftige og intense stemme.

Fra 1972 udviklede Iben Nagel sin egen træning, der brød med Odin Teatrets daværende princip om fælles træning, og som bygger på dans, fald og spring. I 1974 optog hun to elever, spanieren T. Cots og italieneren Silvia Ricciardelli. Sammen med dem tog hun 1978 til Bali, hvor de lærte den særlige lokale dans baris, som samme år blev vist i forestillingen Millionen. I 1979 viste hun i soloarbejdsdemonstrationen Moon and Darkness, hvordan hun arbejdede. Det blev ikke alene Iben Nagels men også Odin Teatrets første arbejdsdemonstration, og den blev filmatiseret i 1981. Dette værk fulgte hun op med artiklen De stumme fra fortiden, bragt på italiensk i teatertidsskriftet Sipario, 1979, hvor hun stillede skarpt på, hvordan man som kvinde udvikler et personligt udtryk. Artiklen er siden blevet oversat til ti sprog. 1995 fulgte solodemonstrationskoncerten White as Jasmin, hvor hun arbejdede med stemmen.

Iben Nagel har skabt en række originale figurer, fx den hvide udråber med halvmaske og tromme i gadeparader 1974, den fornedrede indianske shaman i Come! And the Day Will Be Ours, 1976, den stumme rødjakkede Kattrin med sine træskotramp, følende hænder og små mundlyde i Brechts aske, 1980, og i samme forestilling den kølige overlever Helene Weigel. Fra 1980 drev hun et pædagogisk projekt, der blev til gruppen Farfa, med hvem hun instruerede danseforestillingen Såret af vinden og gadeparaden Gnomernes indtog. Sammen med sin daværende ægtefælle, den argentinske skuespiller C. Brie, der var medstifter af Farfa, skabte hun i 1984 forestillingen Bryllup med Gud. Den beskrev den russiske danser og koreograf V.F. Nijinskijs sindssyge og hans forhold til hustruen Romola. I 1985 fulgte forestillingen Landet Nod, der var instrueret af Brie og med Iben Nagel som grotesk-lyrisk skytsengel. Hun vendte 1988 tilbage som skuespiller på Odin Teatret i forestillingen Talabot, hvor hun udviklede sin helstøbte komiske figur Trickster med halvmaske og sort harlekindragt.

I forestillingen Itsi Bitsi fra 1991, der blev filmatiseret af Danmarks Radio, spillede Iben Nagel sig selv og trådte åbent og meget personligt frem om sin fortid med Skaløe. To år efter udgav hun hans breve i bogen Breve til en veninde. Om den udfordring, det havde været at spille sig selv, skrev hun i artiklen Fragments of an Actor’s Diary, der blev bragt i tidsskriftet The Open Page, 1997. Som en afklaret kvinde i lysende blåt tolkede hun 1993 i forestillingen Kaosmos Mandet-fra-landet, der var baseret på Kafkas novelle Foran loven, og hun lod i Mythos, 1998, sin Medea i luksuskostume forgæves vaske sine røde hænder. Iben Nagel har turneret, vist arbejdsdemonstrationer og afholdt workshops over det meste af kloden, og hun har adskillige elever i mange lande. I hendes workshop Vindenes bro har deltagerne mødtes en gang om året siden 1990. I 1998 udgav hun Den blinde hest, et kærligt erindringsportræt af Barba og forestillingerne. I 1986 fik hun den jugoslaviske teaterpris Grand Prix Bitef som bedste skuespiller, og i 1991 tildeltes hun den danske humanitære udmærkelse Håbets Pris.