Hulda Pedersen

Hulda Pedersen blev født som sine forældres første barn tre måneder efter deres hjemkomst fra missionsarbejde i Indien. Familien måtte tage hjem på grund af moderens dårlige helbred, men ikke desto mindre fødte hun i de næste 16 år endnu 11 børn og var samtidig aktiv i Dansk Kvindesamfund. Hulda Pedersen tilbragte de første barneår i København, hvor faderen læste teologi. Derefter slog familien sig ned i Øse ved Varde, hvor Hulda Pedersen blev, til hun i 1897 begyndte på N. Zahles Seminarium. Moderens helbred blev ikke bedre, og Hulda Pedersen fungerede som reservemoder for sine mindre søskende, særlig for den yngste Andreas, som hun havde passet fra fødslen. Hun ville gerne være læge, og planen var først at læse til lærer og derefter tjene penge til medicinstudiet. Efter afsluttet lærereksamen i 1900 fik Hulda Pedersen arbejde ved Elise Smiths Skole i Århus. Her var hun i otte år og blev så optaget af undervisningen, at hun opgav medicinen.

I 1908 blev Hulda Pedersen ansat ved Christiansgades Borgerskole. Grunden til skoleskiftet var, at Andreas var flyttet ind hos hende, fordi han i Århus kunne få en bedre skolegang, men også fordi han var hendes “barn”. Det betød, at Hulda Pedersen måtte sikre sig et mere fast arbejde og en bedre løn, hvilket hun fik i den nye stilling, hvor hun blev, indtil hun gik på pension i 1942. Som lærer var hun pioner på flere områder. I naturhistorieundervisningen tog hun eleverne med på ekskursioner på alle årstider, for at de selv kunne se, opleve og indsamle. Hun opbyggede store naturhistoriske samlinger og var ofte utraditionel i sine metoder, bl.a. tog hun eleverne med til en nedlagt kirkegård, der blev gravet op i forbindelse med nybyggeri. Her samlede eleverne knogler og kranier, som de satte sammen til et helt skelet. Hun var foregangskvinde med hensyn til seksualundervisning i folkeskolen, som hun tog op i 1910. Det gav anledning til både kritik og forargelse, der dog efter kort tid forstummede. Med tiden blev hun tilmed en kendt foredragsholder for andre lærere, der ville høre, hvordan hun greb denne undervisning an. Fra 1909 til 1932 underviste Hulda Pedersen sideløbende på det indremissionske Århus Kvindeseminarium. Både i folkeskolen og på seminariet fik hun ry som en fremragende pædagog, der kunne kunsten at overføre sin egen entusiasme for faget til eleverne. Også fagpolitisk var hun aktiv. 1916 var hun medstifter af Købstadslærerindernes Valgforbund og formand for samme fra 1924 til 1942.

I 1905, da Det Radikale Venstre havde stiftende møde i Odense, var Hulda Pedersen blandt deltagerne. 1907-15 var hun i bestyrelsen for Kvindevalgretsforeningen i Århus, ligesom hun 1911-15 var medlem af hovedstyrelsen for Landsforbundet for Kvinders Valgret. I sit partipolitiske arbejde koncentrerede hun sig om vælgerforeningen i Århus. Ved det første rigsdagsvalg med kvindelig deltagelse i 1918 blev hun opstillet og valgt som suppleant til Landstinget. I 1949 blev hun æresmedlem af partiet. Sideløbende med valgretsarbejdet og det partipolitiske arbejde var hun også aktiv i Dansk Kvindesamfund (DK). Formodentlig meldte hun sig ind i DK allerede i 1904 på trods af et forsæt om at holde sig på afstand af kvindesagen, fordi hendes moders engagement i DK efter Hulda Pedersens opfattelse i perioder havde været en belastning for familien. 1917-31 var hun formand for DKs Århuskreds og i årene 1919-45 medlem af fællesstyrelsen. Hun var særdeles aktiv både lokalt og på landsplan. I Århus var hun primus motor i opførelsen og den senere drift af DKs Hus, et større kompleks med lejligheder for enlige selverhvervende kvinder. 1930 var hun initiativtager til DKs sommerlejre for unge kvinder, som blev en stor succes. Hun blev æresmedlem af DK i 1945.

Som repræsentant for DK blev Hulda Pedersen i 1919 inviteret til et indledende møde vedrørende oprettelsen af et universitet i Århus. Hun fremsatte her idéen om et husholdningsinstitut og blev i denne sammenhæng medlem af Universitetssamvirket i Århus. Arbejdet for den videnskabelige husholdningsuddannelse blev Hulda Pedersens store opgave, indtil Specialkursus i Husholdning (SH) startede i 1945. Undervejs stiftede hun Landsudvalget til Forberedelse af en Videnskabelig Husholdningsundervisning i Tilknytning til Aarhus Universitet, der var sammensat af samtlige organisationer med forbindelse til husholdning og undervisning i faget. I midten af 1930’erne indsamlede hun over 200.000 kr. til SHs bygninger, som hun som 82-årig endelig kunne se indviet. På grund af sygdom kunne hun ikke selv være til stede, men blev fra alle sider hyldet for sit utrættelige arbejde for “frikadellefakultetet”. I 1940’erne indsamlede hun godt en halv mio. kr. til opførelsen af Kvindekollegiet i Århus, der stod færdigt i 1950; de studerende ved SH skulle jo også have et sted at bo.

Hulda Pedersens sociale og politiske engagement koblet med hendes umiddelbare handlekraft bevirkede, at hun blev medstifter af en række foreninger, bl.a. De danske Armeniervenner, hvis Århusafdeling hun var formand for 1920-31. I 1940 var hun medstifter af Fritidsklubben for unge mænd og kvinder i Århus, desuden af Hjemkonsulentkredsen af 24. maj 1940, der arbejdede for vanskeligt stillede mødre og deres børn, og af Danske Kvinders Samfundstjeneste. I 1946 modtog hun Den Kgl. Belønningsmedaille i guld. Hulda Pedersen giftede sig aldrig, men førte alligevel stort hus. Foruden lillebroderen Andreas boede to søstre hos hende. Nathalie P. fra 1911 til sin død i 1949, og Gertrud P., der sørgede for husholdningen, fra 1927 til slutningen af 1950’erne. Da deres fader i 1920 blev enkemand, flyttede også han ind, ligesom andre familiemedlemmer slog sig ned hos hende i kortere eller længere perioder.

Hele sit liv var Hulda Pedersen dybt religiøs, uden at der var nogen modsætning mellem hendes tro og arbejdet for kvinders rettigheder, bl.a. var hun en varm fortaler for kvindelige præster. Kvindesagen var for Hulda Pedersen ikke en kamp mod mændene, men en kamp for, at også kvinder skulle gives mulighed for at være hele mennesker. Det betød for Hulda Pedersen, at kvinder med deres særlige forudsætninger gennem deres køn måtte deltage og præge samfundet på alle områder. Hendes engagement i skole og pædagogik var ligeledes flettet sammen med kvindesag. Inden for begge områder var det de unges tarv, der optog hende, især de unge kvinder og deres muligheder for videre uddannelse. Hendes samfundsengagement var bredt og religionen en selvfølgelig grundpille. I skolen var hun respekteret og vellidt af både kolleger og elever, de sidste syntes, hun var skrap, men retfærdig. For kvindesagen var hun en utrættelig kæmper, der ikke gav op, hverken over for latterliggørelse, som der var overflod af i forbindelse med videnskabeliggørelsen af husholdningsområdet, eller over for økonomisk risikable projekter. For sin familie var hun fra sin tidlige ungdom deres “Huldamor” under hvis vinger, der altid var plads. DKs Århuskreds opkaldte i 1992 deres legat efter Hulda Pedersen.