Herdis von Magnus

Herdis von Magnus voksede op i Birkede på Sjælland og blev student fra Roskilde Katedralskole 1931. Hun læste medicin ved Københavns Universitet og tog embedseksamen 1939. Samme år blev hun gift med den jævnaldrende studiekammerat Preben von M. og blev dermed svigerdatter af Rigmor von M., en af de tidlige kvindelige overlæger. Efter eksamen blev Herdis von Magnus ansat ved Odense Amts og Bys Sygehus, og i 1944 blev hun lægeassistent på Statens Seruminstitut, hvor hun som en markant medarbejder skulle forblive til sin pensionering 1980. Hun delte arbejdsplads med sin mand, der var instituttets direktør 1959-73. Herdis von Magnus blev 1956 afdelingsforstander og fra 1958 overlæge for instituttets polioafdeling, senere enterovirusafdeling, og var i denne periode den energiske leder af arbejdet med at gennemføre poliodiagnostik og poliovaccinering i Danmark. Hun var fra 1952 medlem af sundhedsorganisationen WHOs ekspertkomité for virussygdomme, fra 1962 leder af organisationens regionale enteroviruscenter og fra 1974 af WHOs Collaborating Centre for Virus Reference and Research. Herdis von Magnus' indsats for det danske sundhedsvæsen indeholder to meget væsentlige bidrag: for det første gennemførelse af vaccination af den danske befolkning mod polio og for det andet etablering af en egentlig epidemiologisk afdeling på Statens Seruminstitut. Hendes arbejde med poliovirus baserede sig på hendes grundige studier af et virus, som var årsag til hjernebetændelse hos mus. Resultaterne blev fremlagt i hendes disputatsarbejde Studies on mouse encephalomyelitis virus, forsvaret 1952, der blev model for det kommende arbejde med poliovirus. Da den amerikanske læge J. Salk havde gennemført de første vaccinationer af børn med inaktiveret poliovirus, tog Herdis von Magnus i 1953 sammen med sin mand til USA for at lære metoden hos ham. Dette førte til, at det allerede 1955-56 var muligt at gennemføre en omfattende poliovaccination af den danske befolkning med Salk- vaccine fremstillet under Herdis von Magnus' ledelse på Statens Seruminstitut, der på dette tidspunkt husede Europas mest avancerede afsnit for produktion af inaktiveret poliovaccine. Det skal ses i lyset af, at Danmark 1952-53 oplevede en stor polioepidemi, hvor 3.000 blev lammede og 350 døde. Da det i 1955 viste sig, at en del af den amerikanske vaccine var utilstrækkeligt inaktiveret, og nogle fik polio af vaccinationen, fastholdt Herdis von Magnus alligevel med rette den danske vaccinationspolitik. Hun var overbevist om, at den dansk producerede vaccine var sikker, fordi hun selv havde udført kontrollen. En polioepidemi i Danmark i 1961 blev væsentlig mindre end forventet og viste, at den danske vaccine duede, men også at en endnu bedre effekt var ønskelig. Dette kunne opnås med den amerikanske læge A. Sabins nye levende, svækkede poliovaccine, det såkaldte poliosukker, der blev indtaget gennem munden. Herdis von Magnus etablerede laboratoriekontrolprocedurer, der tillod at skelne vaccinevirus fra det egentlige “vilde” poliovirus, og på basis heraf blev det besluttet at gennemføre en ny massevaccinationskampagne af den danske befolkning med denne indkøbte vaccine. Programmet gennemførtes i perioden 1963-66, og denne dobbeltvaccinepolitik er siden fortsat og har gjort Danmark til det bedst poliovaccinerede land i verden. Næsten alle andre lande anvender enten levende eller inaktiveret vaccine alene.

Efter det epokegørende polioarbejde blev Herdis von Magnus i 1968 chef for instituttets epidemiologiske afdeling samtidig med, at hun indtil 1977 stadig ledede enterovirusafdelingen. I denne periode stod hun for overførelse af Sundhedsstyrelsens overvågnings- og meldesystem for smitsomme sygdomme til Statens Seruminstitut, herunder etablering af edb-baseret registrering af de ugentlige indberetninger fra landets læger. Hun startede det ugentlige meddelelsesblad Epi-Nyt, hvor indsamlede oplysninger i bearbejdet form bliver meldt tilbage til landets læger og sundhedsvæsen. Hendes afdelinger var uddannelsessted for en række yngre medarbejdere, der oplevede hendes ledelse som både krævende og inspirerende. Selvom hun kunne virke kølig, mærkedes en stærk loyalitet, trofasthed og hjertelighed bag hendes reserverethed. Hun fik mange venner blandt de kolleger, hun kom i berøring med, især i USA, og hun var både i faglig og formel forstand værtinde for instituttets mange gæster. Herdis von Magnus tildeltes Tagea Brandts Rejselegat 1958, hun blev ridder af Dannebrogordenen 1977 og modtog flere udenlandske ordener.