Henriette Wulff

Henriette Wulff, det ældste af fire børn, voksede op i en officersslægt. Faderen, der var kommandør for Søkadetkorpset, havde en litterær åre. Han skrev selv forskellige mindre arbejder og virkede som oversætter af T. Moore og Byron, ligesom han fuldendte P. Foersoms oversættelse af Shakespeare. Hans fordanskning af Englands store dramatiker fik den unge H.C. Andersen, der på det tidspunkt især forsøgte sig som skuespilforfatter, til at opsøge ham, men der kom også andre skønånder og kunstnere i hjemmet, der var en af hovedstadens litterære saloner. Af børnene fik især Henriette Wulff interesse for litteratur og kunst, og hendes tidlige forståelse for H.C. Andersens forfatterskab bandt digteren og borgerdatteren sammen i et livsvarigt venskab. Hendes livlige intelligens, sans for sprog og politiske interesser førte trods mangelfuld undervisning til, at hun lærte at læse tyske, engelske og franske forfattere på originalsproget. Desuden dyrkede hun malerkunsten og blev på en rejse til Dresden vistnok undervist af landskabsmaleren J.C. Dahl. Hun var svagelig, ganske lille og pukkelrygget, men hendes stærke vilje gjorde hende til et dominerende og forkælet midtpunkt i hjemmet, hvor hun overtog husførelsen efter moderens død og søsteren Idas giftermål. Især broderen Christian W. ofrede sig for hende og var hende en stor støtte. Hendes handicap forhindrede hende ikke i at blive en af tidens mest berejste kvinder. Med Christian, der var i marinen som sin fader, tog hun til Harzen og Dresden i 1830. 1834-35 gik rejsen til Italien med den anden broder Peter W., som også var søofficer. 1843-45 boede hun hos venner i Portugal, og i sommeren 1850 foretog hun på foranledning af H.C. Andersen en rejse op gennem Sverige. Samme efterår fulgtes hun med Christian til Vestindien og rejste, tilskyndet af eventyrdigterens svenske veninde, forfatterinden Fredrika Bremer, alene videre til USA, hvorfra hun vendte hjem i 1852. Igen i vinteren 1853-54 var hun med Christian i Italien, og i efteråret 1855 drog de atter udenlands, først til Vestindien, derefter til USA. Her havde hun den store sorg at miste sin broder, der døde af gul feber i South Carolina.

Henriette Wulff var med sit heftige temperament et engageret menneske, der levede med i tidens frihedsstrømninger. Ikke mindst Napoleon var et beundret forbillede for både hende og H.C. Andersen. Hun begejstredes over digterne, der rundt om i Europa satte deres liv på spil i kampen mod tyranni og enevælde, og havde portrætter af sine helte H. Heine, V. Hugo og Byron hængende på væggen. Selv fik hun gennem sin brevskrivning og via hjemmet betydning for flere af tidens kulturpersonligheder. Men allermest engagerede hun sig i H.C. Andersen. Lige fra begyndelsen troede hun på hans digteriske evner og beundrede ham grænseløst, om end hun også drillede ham i spøg, når hun fandt ham sentimental. Venskabet indledtes 1822 og varede med små uoverensstemmelser til hendes død 1858. Den adskillelse, som begges hyppige rejseaktivitet medførte, gav anledning til en omfattende brevveksling, der byggede på venskab, gensidig beundring og fælles glæder. Deres forhold var trygt, og, som de altid selv understregede, kærligt og fortroligt som mellem søster og broder. Korrespondancen giver ikke blot et nøje indblik i H.C. Andersens livsforløb i en vigtig årrække, men tegner også et indgående portræt af Henriette Wulff selv. Digteren vidste, hvor han havde hende. Hun afholdt sig ikke fra at sige sin mening om hans værker, hvis der var noget, hun ikke brød sig om. Omvendt øste hun ud af sin begejstring, når hans geni foldede sig helt ud som i rejsebogen En Digters Bazar, 1842. Men eventyrene indtog dog førstepladsen hos hende, og at hun var dybt fortrolig med dem, viste hun ved bestandig at vende tilbage til dem. Der var dog også divergenser mellem dem. Som ægte demokrat var Henriette Wulff totalt usnobbet og skosede H.C. Andersen for hans ydmyghed over for fyrstelige personer. Den store digters beskedenhed var efter hendes mening ude af proportion. “– at De kan føle Dem glad og hædret ved – ja det staar der – at sidde ved Kongen af Preussens Bord (...) sætter De da virkelig en Tittel, Penge, Fornemhed, Held blodt i de ydre Forhold over Genie – Aand – Sjælens Gaver?” Derimod var de enige om, at København var en kedelig by og det danske klima også i åndelig forstand uudholdeligt.

Efter såvel broderens som begge forældres død besluttede Henriette Wulff sig for at emigrere til Amerika, tiltrukket af den individuelle frihed i det demokratiske land og af livet i et varmere klima. Gennem Bremer havde hun truffet det amerikanske socialistpar Marcus og Rebecca Spring, og det var meningen, at hun skulle bo hos dem på Eaglewood ved New York, indtil hun fandt et egnet sted for sig selv. I 1858 gik hun om bord på udvandrerdamperen Austria, men nogle dage før ankomsten til New York, brød skibet i brand og gik ned med 452 passagerer. Kun 90 overlevede. Blandt de omkomne var Henriette Wulff. H.C. Andersen var rystet i sin sjæls inderste og havde i årevis mareridt ved tanken om sin søsterlige venindes skæbne. I mindedigtet I det brændende Skib, paa det rullende Hav skildrede han lige efter hendes død hendes betydning for ham og tilføjede: “Du var mig mere god, end jeg det fortjente.”