Henriette Wienecke

Henriette Wienecke blev født i fæstningsbyen Frederikshald. Ved en stor brand, der i 1826 hærgede byen, blev familiens hjem ødelagt, og hun kom derfor til at leve nogle år hos forskellige slægtninge i det nordvestlige Norge, indtil hun efter faderens død flyttede med sin moder til Christiania, det nuværende Oslo. Allerede i en alder af 14 år blev hun forlovet med sin musiklærer Friedrich Ferdinand W., der var ansat ved Christiania Theater, og kort efter hendes konfirmation i 1834 giftede de sig. Sit eneste overlevende barn, datteren Fernandine, fødte hun i en alder af 17 år i 1836. Henriette Wienecke følte sig stærkt fristet af en karriere som skuespillerinde, men hendes mand fandt det ikke passende for en embedsmandsdatter at gå til teatret. Han ønskede i stedet, at hun skulle videreuddanne sig i klaverspil, og hun rejste derfor i 1838 til København for at studere hos pianisten Bernhard Courländer. Ægtefællen synes at have opmuntret hende til at optræde med klaverspil fremfor med skuespil, men sandsynligvis optrådte hun kun en enkelt gang som pianist ved en offentlig aftenunderholdning omkring 1840. I 1839 brød ægteparret op fra Norge for sammen med Henriette Wieneckes moder at bosætte sig permanent i København Henriette Wienecke gjorde her endnu et forsøg på at komme til teatret, idet hun prøvespillede for skuespillerinden Anna Nielsen; men på trods af en vurdering, der skal have været gunstig, kom hun dog ikke til at realisere sin drøm. Senere, da hun var blevet religiøst vakt, kom hun til at betragte skuespilleriet som syndigt. Som troende ville hun ikke kunne foregive at tro, hvis en rolle krævede det af hende. Det var således ikke ud fra en moralsk-sædelig, men ud fra en etisk begrundelse, hun endelig gav afkald på sin teaterdrøm.

Henriette Wienecke begyndte efter eget udsagn at komponere salmer i 1848, da hun inden for nogle få år mistede sine svigerforældre, sin moder og en nyfødt søn og i sorg trak sig tilbage fra det selskabelige liv. Hendes udmeldelse af Københavns førende koncertinstitution Musikforeningen bekræfter, at hun i 1848 tabte interessen for at gå til koncerter og efter denne tid vendte sin opmærksomhed på den åndelige sang. Hun og hendes ægtefælle begyndte at gå i Vartov Kirkesal for at høre N.F.S. Grundtvig prædike, ligesom de i 1850’erne deltog i præsten Nicolai Gottlieb Blædels bibellæsninger. Inspireret heraf begyndte de selv at samle kristne i deres hjem til musikunderholdning, samtaler om åndelige emner og oplæsning fra Bibelen. Da Henriette Wienecke havde vundet sin mands bifald for sine første salmer, begyndte hun at tage undervisning i sang og harmonilære hos komponisten Henrik Rung og hos en af kapelmusikerne Carl eller Edvard Helsted. Mens hendes tidligste salmer havde lighed med den stive koral i halvnoder, der kendes fra bl.a. C.E.F. Weyses koralbog, 1839, er de senere præget af et mere romanceagtigt tonesprog, som formentlig kan tilskrives indflydelse fra Rung. Hovedparten af de åndelige sange og salmer er komponeret med henblik på fællessangen i hjem og forsamlinger, men enkelte, fx Maria Magdalene til tekst af H.H. Nyegaard, er dog gennemkomponeret og så sangligt krævende, at de må tænkes udført solistisk. Opførelsesrammen om disse og om det religiøse melodrama for recitation og klaver Fader Vor til tekst af F.G. Klopstock var utvivlsomt Henriette Wieneckes og hendes mands musikalsk-religiøse salon. Foruden Grundtvig, der tekstligt dominerer produktionen, udsatte hun især tekster af de to norske præster P.A. Jensen og W. Wexels samt af Chr. Richardt, Hans Adolph Brorson og Thomas Kingo. Henriette Wienecke komponerede også en række romancer til digte af bl.a. Fr. Paludan-Müller, B.S. Ingemann og Christian Winther, der stilistisk viser indflydelse fra Weyses syngespilsromancer. Men ikke mindst hendes gennemkomponerede udsættelse af Arnes Sang til tekst af Bjørnstjerne Bjørnson og en sats for to damestemmer og damekor med klaver Foran Sydens Kloster med tekst fra Bjørnsons Arnljot Gelline, viser, at hun med tiden udviklede et personligt, nuancerigt og dramatisk tonesprog. Foruden tre små klaverstykker, der formentlig blev skrevet til undervisningsbrug, kendes henved 140 vokalkompositioner fra Henriette Wieneckes hånd, ligesom hun i 1895 udgav en erindringsbog om sin ægtemand Friedrich Ferdinand W. I konsekvens af sit religiøse engagement publicerede hun, så vidt vides, alt, hvad hun komponerede, gradvis med anvendelse af sit fulde navn på titelbladene. De åndelige kompositioner bidrog direkte til at udbrede det kristne budskab, men også ved at skænke overskuddet fra nodeudgaverne til fordeling mellem missionsselskaberne i Danmark og Norge støttede hun missionsarbejdet.