Henny Harald Hansen

Henny Harald Hansen var datter af en kontorchef i skattevæsenet, men hendes liv og sind synes i langt højere grad at være præget af morfaderen, apoteker Albert Riise, der i 1838 udvandrede til De Vestindiske Øer. Han sendte i mange år etnografika hjem til Nationalmuseet, Henny Harald Hansens senere arbejdsplads. Moderen kom som etårig hjem til Danmark i favnen på en sort tjenestepige. Hun mistede sine forældre tidligt, men en formue satte hende i stand til at føre et livligt selskabsliv sammen med sin første mand Poul Langhoff, direktør for den Schubotheske Boghandel. Parret havde omgang med den nordiske intelligentsia med Georg Brandes, Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson i spidsen. Men ægteskabet blev kort, da Langhoff døde efter tre år. Henny Harald Hansen blev frugten af moderens næste, men ulykkelige, ægteskab.

Henny Harald Hansen klarede sig godt i skolen, men valgte at gå ud af 1. g for at gå på teknisk skole, siden på Kunstakademiet 1918-20. En af hendes lærere var den ti år ældre billedkunstner Harald H., som hun 1923 blev gift med, meget imod sin faders vilje. Ægteskabet betød et farvel til hendes liv som udøvende kunstner, idet ægtefællen mente, at der kun var plads til én kunstner i familien. Men Henny Harald Hansens talent fandt senere vej til notesblokke på etnografiske ekspeditioner. Hun fik to børn, men hvor meget hun end elskede at være moder, faldt hun aldrig til som hjemmegående husmoder. 1928-30 fulgte hun kurser i tilskæring på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder, og 1942 tog hun studentereksamen fra Akademisk Kursus. To år efter blev hun skilt, en sørgmodig oplevelse, som dog samtidig betød indgangen til et helt nyt liv. Hun havde længe interesseret sig for mode og for dragter i kunstnerisk gengivelse og begyndte derfor at læse kunsthistorie ved Københavns Universitet. Men hun faldt ikke til, brød sig ikke om studiets opfattelse af kunsten, og efter en periode med studier i klassisk arkæologi endte hun i det nyoprettede fag etnografi. I 1951, lige før sin 51-års fødselsdag, blev hun Danmarks anden magister i etnografi efter Johannes Nicolaisen, der havde taget eksamen året før.

Inden eksamen havde Henny Harald Hansen været med til at arrangere en udstilling på Nationalmuseet, ligesom hun havde opmålt og katalogiseret de dragter, som ekspeditionsleder Henning Haslund-Christensen havde hjembragt fra Mongoliet. I bogen Mongol Costumes, 1951, analyserede hun ud fra dragternes snit deres udviklingshistorie. Efter magistergraden blev hun ansat i et vikariat som videnskabelig medarbejder på Nationalmuseet og var i de følgende år med til at arrangere udstillinger. Hun fortsatte med at skrive artikler om dragter, og i 1954 kom bogen Klædedragtens kavalkade, som blev oversat til mere end en halv snes sprog. Med disse og senere publikationer slog hun sit navn fast som en af de førende dragteksperter både inden for kulturhistorie og etnografi. Hendes grundindstilling var, at de væsentligste impulser til samfundsfornyelse kom fra kunsten, og i dette perspektiv skrev hun sin dragthistorie. Synsvinklen betød et nybrud inden for dragtforskningen, og hendes bøger er stadig yderst læseværdige.

Men hovedinteressen i resten af Henny Harald Hansens liv var den islamiske kultur og først og fremmest muslimske kvinder. Allerede i 1939 havde hun under et besøg i Jugoslavien stiftet bekendtskab med muslimsk kultur, og i 1957 kom et nyt vendepunkt i hendes liv, da hun for første gang kom på feltarbejde i Kurdistan, Irak. Det var lykkedes hende at komme med på den danske Dokanekspedition under ledelse af professor Jørgen Læssøe ved at overbevise ham om, at hun, en moden kvinde, endda bedstemoder, ville have de bedste forudsætninger for at trænge ind i den muslimske kvindeverden. For som hun sagde, så var det at være etnograf en af mest taktløse beskæftigelser, da man var tvunget til at skulle stille de mest intime spørgsmål og forfølge veje, man som almindeligt dannet menneske hurtigst muligt ville forlade. Det lykkedes altid Henny Harald Hansen at komme ind bag sløret og den entydige fortolkning, og måske allervigtigst, at formidle det hun så. Det skete i en lang række bøger og artikler om kvinder i Irak, Bahrain, Iran og Egypten og desuden igennem flere årtiers aktiv foredragsvirksomhed. Hun blev en dansk pioner på området, og hendes formidlingsevne var sjælden, præget som den var af stor empati, respekt og ydmyghed over for såvel emnet som publikum. I 35 år udførte hun et imponerende arbejde med at nedbryde danske fordomme om muslimer. Hun nedtonede undertrykkelsen af de muslimske kvinder og fremhævede deres styrke samt Islams respekt for kvinder. Hun havde et skarpt blik for det muslimske samfunds stærke sider: familiebåndene, børnenes placering og respekten for de ældre, som også var blevet hende selv til del.

Da Henny Harald Hansen i 1970 gik på pension, tog hun fat på sit tredje liv. Eftersom hun aldrig var blevet fastansat, havde hun kun sin folkepension at leve af. Selvom hun levede spartansk i en etværelses lejlighed, blev det nu nødvendigt at tjene flere penge. Først besluttede hun at være modekonsulent og anskaffede sig en gammel symaskine, men hurtigt blev efterspørgslen efter hendes humoristiske og informative foredrag så stor, at hun kunne koncentrere sig om dem. Da Københavns Universitet i 1979 fejrede sit 500-års jubilæum, blev hun udnævnt til æresdoktor, en lykkelig kulmination på en usædvanlig karriere. I hendes senere år samlede interessen sig ikke kun om hendes viden, men også om hendes person. For mange kvinder blev hun et forbillede, et bevis på, at det aldrig er for sent at gå i gang, og at man kan ældes med ynde og værdighed. Selv fremhævede hun alderens styrke frem for dens gebrækkeligheder, og til det sidste kunne hun holde mismodet på afstand ved at iagttage sit og omgivelsernes forfald gennem etnografens forundrede blik. Selvom hun blev beundret og opsøgt af mange fra kvindebevægelsen, blev hun aldrig en del af den. Hun praktiserede kvindefrigørelse, før det blev moderne, men intet lå hende fjernere end at gøre det private politisk. Den nysgerrighed, hun så fermt havde anvendt i feltarbejdet, skulle andre ikke anvende på hendes liv. "Alt i livet er tilfældigt, og så kommer det an på, hvad man gør ud af tilfældigheden," sagde hun ofte. Selv formåede hun i sjælden grad at vende tilfældighederne til blomstrende udfordringer både for sig selv og andre. Henny Harald Hansen modtog en række fondsmidler og legater, bl.a. Tagea Brandts Rejselegat i 1961.