Helga Johansen

Skønt hun debuterede så sent som 1896, tilhører Helga Johansen litteraturhistorisk set det moderne gennembrud. Hun var jævnaldrende med de fleste gennembrudsforfattere og var samtidig via sin broder, maleren Viggo Johansen, knyttet til inderkredsen i det moderne kunstnermiljø. Hendes brevveksling med Georg Brandes vidner om en kvinde, der i både kunstneriske og personlige spørgsmål var sikker i sin sag.

Helga Johansen voksede op i et københavnsk middelklassehjem. Fra sin tidlige barndom var hun plaget af en benskade, som dog ikke forhindrede, at hun som voksen kunne passe sin syge moder, indtil denne døde. Hun forblev ugift, underviste periodisk, fra hun var først i 20’erne, tog lærerindeeksamen i 1879 fra Beyers, Bohrs og Femmers Kursus og fortsatte derefter med at undervise indimellem. Således omsattes et stort videbegær, der tidligt havde ført til selvstudier i filosofi og hebraisk, til et af periodens få levebrød for kvinder, som var optaget af humanistiske og eksistentielle spørgsmål. Var de fysiske begrænsninger som følge af handicappet ikke voldsomme, var de psykiske så meget desto større. Som det moderne menneske, hun var, tolkede hun selv kroppens uformåen som et synligt tegn på hendes indre forkrøbling; hun var psykisk syg og måtte i 1880’erne et par gange indlægges til behandling.

Over en kort periode omkring århundredskiftet skrev Helga Johansen tre romaner, som blev udgivet under pseudonymet Hannah Joël, Rids, 1896, Hinsides, 1900, og Brev til Menneskene, 1903. Det enestående ved dette lille forfatterskab er dets vilje til at mime et “galt”, et sprængt og atomiseret sprog. Især romanen Hinsides bærer præg af denne formbestræbelse, hvor sproget kværner i en monoton og dog brudt strøm. En sammenhængende fortælling er til gengæld så godt som umærkelig bag dette sproglige mønster. Hun lader ikke blot hånt om naturalismens krav på genkendelighed, hun skriver hen over både impressionisme og ekspressionisme og er nær den modernistiske prosa, som først slår igennem mere end et halvt århundrede efter hendes debut. Det har været oplagt at parallelisere Hinsides med Amalie Skrams samtidige sindssygeromaner, og indignationen er da også fælles for de to forfattere. Hvor Skrams strenge episke logik skriver hovedpersonen ud af sindssygen, drives Helga Johansens læser ind mod galskaben som værensform, fordi synsvinklen fastholdes hos et jeg, hvis identitet og livshistorie er så svagt forankret i omverdenen, at den knap kan fortælles.