Faktaboks

Helga Ehrmann
Helga Augusta Marie Ehrmann
Født
6. marts 1880, Munkebo sogn
Død
10. august 1949, Odense
Arbejdsliv
Bager, butiksindehaver og kommunalpolitiker
Familie

Forældre: forpagter Frederik Oscar Constantin Jensen (født 1848) og Anna Marie Bay (født 1855).

Gift 8. marts 1932 med grosserer Saly E., født 2. november 1871 i Frankfurt am Main, Tyskland, død 27. februar 1948 i Odense, s. af købmand Lessmann E. og Franziska Dann.

I 1906 overtog Helga Ehrmann og Louise Asmussen et beskedent konditori i en ejendom på Strøget i Odense, kaldet Elevatoren. Det er hævdet, at navnet skyldtes, at konditoriet lå på første sal, og at der som noget helt nyt i byen netop var en elevator i bygningen. Folk stod i kø for at prøve det nye vidunder, og forretningen voksede. Gennem flid lykkedes det de to frøkener at gøre den til en af de førende i byen. Opgaverne var delt mellem dem på den måde, at Helga Ehrmann, der var den meget udadvendte, tog del i såvel lokalpolitisk som fagpolitisk arbejde, mens Louise Asmussen stod for køkkenet. Det kom derfor som et chok for Helga Ehrmann, da kompagnonen kort før deres 25-års jubilæum trak sig ud af forretningen, og hun selv, der snart efter blev gift med grosserer Saly E., måtte overtage konditoriet som eneindehaver.

Helga Ehrmann moderniserede konstant sit konditori. Hun startede med gasblus og fik naturligvis elektrisk lys. Ligeledes begyndte hun med kakkelovne og endte med fjernvarme, og i bageriet var der oprindelig gasbageovne, der siden blev erstattet af elektriske ovne. Hun havde en særlig evne til at tiltrække specielle kundegrupper. Således lod hun indrette en marinestue i 1936, og herfra fik hun måske idéen til det, der gjorde hende meget kendt, nemlig at udvikle konditoriet til et sandt galleri med op mod 300 billeder, hvoraf langt hovedparten var udført af lokale fynske kunstnere. Med særlig kærlighed samlede hun på A.C. Tersløses billeder. Han var en årrække tegnelærer på byens tekniske skole. I 1935 havde Helga Ehrmann taget initiativ til at lave en mindeudstilling i byens kunstbygning for Tersløse. Målet var at vise hans betydning ikke blot som kunstner, men også som lærer for en række yngre fynske kunstnere.

Under Anden Verdenskrig måtte Helga Ehrmanns mand forlade landet for at søge ophold i Sverige. Han døde kort efter krigens afslutning, og efter et langt arbejdsliv besluttede hun at afhænde forretningen. Hun havde set frem til sit otium, men døde selv året efter. Forinden havde hun nået at fejre sit 40 års forretningsjubilæum. Helga Ehrmann var medlem af Odense byråd i to perioder 1929-33 og igen 1935-37, valgt for Det Konservative Folkeparti. Hun var desuden medlem af bestyrelsen for Dansk Provinskonditorforening som kasserer 1926-36 og præsident for Soroptimistklubberne, der særlig organiserede erhvervsaktive kvinder.

Beskrivelser og portrætter af Helga Ehrmann

  • Rich. Madsen (red.): Odense, 1947. Konditorlaugets Medlemsblad 1931 s. 144, 9/1949.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig