Helene Strange

Folkemindesamleren og hjemstavnsforfatteren Helene Strange var født i et nordfalstersk bondehjem og helt igennem autodidakt. Hun voksede op hos sin mormoder, hvor hun var omgivet af ældre kvinder, der stadig levede i den gamle, mundtlige almuekultur. Som de fleste bondepiger kom hun efter den sparsomme skoleundervisning ud at tjene, men begyndte snart at uddanne sig på egen hånd. Hun læste og tog på husholdningskurser, og længe før begrebet au pair-pige var opfundet, arbejdede hun sig 1911-12 tværs gennem Europa og USA som tjenestepige. Senere rejste hun i mange lande og var bl.a. i årene 1923-25 igen i USA, nu som foredragsholder. Hun var samtidig hjemstavnsbunden som få og bosiddende på Nordfalster, men også herfra fór hun land og rige rundt. Hun gæstede de danske forsamlingshuse med sine foredrag og lysbilleder, og når hun endelig var hjemme, cyklede hun vejene tynde i en utrættelig jagt på gamle folkeminder. Den flittige indsamling resulterede i et utal af avis- og tidsskriftsartikler og i de kulturhistoriske egnsskildringer Den ældste Generation i Lolland-Falsters Stift I-IV, 1933-37, og I Mødrenes Spor, posthumt udgivet i 1945 af J.S. Møller. Hun var en begejstret fortaler for en moderne demokratisk udvikling og var aktiv inden for både husmandsbevægelsen, fredsbevægelsen og kvindesagen. I flere år sad hun desuden på bestyrelsesposter i Det Radikale Venstre, Lolland-Falsters Venstreblad og Lolland-Falsters historiske Samfund. Det udadvendte virke kulminerede i 1926, da hun for egne midler grundlagde anlægget Nørre Vedby Møllebanke på Nordfalster. Her arrangerede hun i stil med Johan Skjoldborgs Dynæsfester og Jeppe Aakjærs Jenlefester gevaldige friluftsmøder med taler, folkedans og selvskrevne dilettantspil, ofte formet som folkelivsbilleder, hvor almuen forsamles i forbindelse med historiske begivenheder som eksempelvis Skoleloven af 1721. Folkedanserne og skuespillerne var unge fra egnen, og Helene Strange sørgede selv for udfærdigelsen af dragter og instruktion af de mange optrædende.

Sideløbende med dette vidtspændende folkeoplysende virke skabte Helene Strange et stort folkeligt forfatterskab. Hun debuterede i 1903 under pseudonymet “En Bondepige” med romanen Menneskelighed og Hellighed, der rummer et krast angreb på Indre Mission. Herefter fulgte nogle romaner, der ligger i forlængelse af skolelærerlitteraturen: Fremmed Fugl, 1906, Oluf Ruder, 1910, og Skærlunde Kro, 1912, de to sidstnævnte blev udgivet under eget navn. De store værker Priergaardsslægten, 1922-23, efterfulgt af Inger Prier, 1923-24, og ottebindsværket om Sværkeslægten, 1929-41, er derimod slægtsromaner med stærke islæt af kulturhistorie og folklore. I Priergaardsslægten skildres udviklingen ud fra en kvindelig arvefølge, mens det i værket om Sværkerne er mændene, der indtager hovedrollerne. Men uanset køn og historisk periode, er alle hovedpersonerne ejendommeligt ens. Til syvende og sidst er det således den samme skikkelse, der bærer udviklingen frem: en selvbehersket og aferotiseret matriark, som inkarnerer fornuften og fremsynet. På denne måde er værkerne ud over at være kulturhistoriske fiktioner ideologiske manifester. Og de er mere endnu. For på trods af den udtalte fornuftige fortællerstemme murrer der her, som i de tidligere værker, en uro om kønsidentiteten. En uro, der vidner om de bevidsthedsskred, som fandt sted i de første årtier af 1900-tallet.

Selv formåede Helene Strange på mange måder at få sit liv til at ligne sine romanfigurers. Når hun stod på talerstolen i sin gamle falsterske egnsdragt, lignede hun til forveksling en af sine egne Priergaardskvinder: “dygtig, rask” og “myndig, bestemt”. Og på trods af at hun levede sit liv alene og på farten, fik hun også både sit hjem og sine folkefester til at ligne noget fra den gamle bondekultur. Men netop denne dygtige iscenesættelseskunst gjorde hende til en kvinde, der trods alt var meget langt væk fra den bondekultur, hun formidlede. Hun var en hypermoderne kvinde, mediebevidst og om sig, og hun brugte sit liv til at efterprøve de veje, der faktisk var blevet åbne for kvinder. Som sådan blev hun en samlingsfigur, der nok var usædvanlig, hun var en af de få kvinder i sin tid, for hvem det lykkedes at skabe sig en levevej som forfatter og kulturformidler, men samtidig meget gennemsnitlig. Hun havde ingen boglig uddannelse, og som de fleste kvinder dengang måtte hun slå på en moderlig myndighed for at blive anerkendt.

For Helene Strange lykkedes det særlig godt. Hun udnyttede den almene demokratisering af samfundet, og hun udnyttede den folkelige forsamlingskultur til at blive en kendt skikkelse. På Falster var hendes navn ligefrem sagnomspundet, og hendes stuer kan i dag beses på museet Falsters Minder, hvor der også findes en større samling af hendes breve, fotos, manuskripter m.v. Til sin store skuffelse blev hun dog aldrig anerkendt af de etablerede forlag eller det litterære parnas. Til gengæld blev hendes bøger læst af et bredt publikum, og så sent som i 1970’erne blev slægtsromanerne genudgivet.