Faktaboks

Helena Dam á Neystabø
Født
10. december 1955, København
Arbejdsliv
Lagtingsmedlem, minister og akademiker
Familie

Forældre: lagmand Atli Paturssonur Dam (født 1932) og seminarieadjunkt Ása Hátún (født 1932).

Gift 31. oktober 1981 med direktør Kristian á Neystabø, født 27. oktober 1951 i Haldarsvík sogn, s. af fisker Napoleon á N. og Katrin Grástein.

Børn: Dánjal (1979), Katrin (1981), Ása (1986).

Helena Dam á Neystabø
Helena Dam á Neystabo fotograferet i 2014.
Helena Dam á Neystabø
Af /Ritzau Scanpix.

Helena Dam á Neystabø var ikke kendt i det politiske liv på Færøerne, da hun i 1990 blev valgt til Lagtinget for partiet Sjálvstðrisflokkurin (Selvstyrepartiet). Hun var dog ikke nogen anonym person, idet hun samme år var blevet udnævnt til leder af det offentlige lærebogsforlag Føroya Skúlabókagrunnur. I hendes slægt har der været mange samfundsengagerede personer på både moderens og faderens side. Hendes fader og farfaderen Petur Mohr Dam havde begge været politikere og i lange perioder lagmænd på Færøerne. Hendes mormoder var lærer og aktiv som kvindesagskvinde, og morfaderen var en kendt skikkelse inden for færøsk erhvervsliv.

Helena Dam á Neystabø er født og opvokset i København Forældrene blev skilt, da hun var ni år gammel, og som 13-årig flyttede hun til Færøerne sammen med sin moder. I Tórshavn tog hun realeksamen og studentereksamen og rejste i 1975 tilbage til Danmark, hvor hun i 1983 blev cand.mag. i tysk og dansk sprog og litteratur ved Københavns Universitet. Herefter flyttede hun med mand og børn til Færøerne og fik en stilling som adjunkt på gymnasiet på Eysturoy. 1985-87 var hun fuldmægtig i undervisningsdirektoratet med ansvar for erhvervsuddannelser. Siden 1988 har hun været ansat på Føroya Skúlabókagrunnur, først som udgivelseskonsulent og fra 1990 som daglig leder. Hun fik bl.a. gennemført en gratisordning for forlagets undervisningsmateriale til folkeskolen i begyndelsen af 1990’erne, da den økonomiske krise på Færøerne kulminerede.

Helena Dam á Neystabø har selv sagt, at hendes motivation for at stille op til lagtingsvalget i 1990 var det store overforbrug og oversubsidieringen af erhvervslivet i 1980’erne, som hun indså ville føre til en økonomisk krise. Hun blev genvalgt til Lagtinget i 1994 og var i en periode formand for tingets udenlandsudvalg. I 1995 blev hun af Landsstyret udpeget til at være den ene af tre færøske observatører, der skulle følge den kommission, som den danske justitsminister havde nedsat til at undersøge begivenhedsforløbet i forbindelse med den færøske bankkrise i 1992 og den påfølgende aktiehandel mellem Den Danske Bank og Finansieringsfonden af 1992. Ved lagtingsvalget i foråret 1998 blev Helena Dam á Neystabø genvalgt og umiddelbart efter udpeget til social- og sundhedsminister. Hun blev derved sit partis første kvindelige minister.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig