Helen Schou

Helen Schou har som den eneste danske kvinde skabt to store monumenter med hesten som motiv, en bedrift både kunstnerisk og fysisk, som i dag på det nærmeste er glemt. Det første store monument var Rytterstatue af Christian X, bestilt 1944 og opstillet ved Århus Domkirke i 1955. Her skabte Helen Schou en fuldkommen balance mellem hest og rytter, mellem det statiske og bevægelsen, og udødeliggjorde den ridende konge, sådan som han under Besættelsen 1940-45 fremstod som et nationalt symbol. Kongens hilsende gestus er på en gang en del af portrætligheden og en reverens til fortidens ryttermonumenter. Det andet monument, som hun skabte, var Den jyske hingst, der 1959 blev bestilt af byrådet i Randers; ti år efter fik den sin plads i byen. Her er motivet selve dyret, en grov, jysk arbejdshest, hvis vitalitet og styrke er udtrykt i den voldsomt formede muskulatur. Til begge opgaver havde Helen Schou de bedste forudsætninger gennem sit nære forhold til heste. Hun begyndte at ride som 12-årig og fik få år senere ansvaret for egne heste, som hun red til og trænede til konkurrencer. Fra ungdommen var hun en højt præmieret sportsrytter med et indgående kendskab til hestens anatomi og bevægelser, både hvilende, løbende og i spring.

Helen Schou røbede tidligt talent, og hendes ønske om at uddanne sig til maler vakte ingen modstand hos familien, der talte flere billedkunstnere. Hun blev først privatelev af Agnes Jensen, hvis senere ægtefælle Edvard Weie bemærkede hendes farvesans, siden hos Bizzie Høyer. Trods sit koloristiske talent, der ses af et par tidlige bevarede arbejder, forlod hun til sin faders beklagelse maleriet til fordel for skulpturen. Livet igennem har hun dog fortsat dyrket grafikken. Et af Helen Schous første billedhuggerarbejder er en velformet, naturalistisk portrætstatuette af hendes hest i bronze. Gennem maleren og billedhuggeren Agnes Lunn blev hun 17 år gammel præsenteret for billedhuggeren Anne Marie (Carl) Nielsen og blev hendes eneste elev. Anne Marie Carl Nielsen var i 1920’erne midt i arbejdet med sit hovedværk, rytterstatuen af Christian 9. til Christiansborg, og Helen Schou fik derfor indsigt i de overvejelser, som hendes lærer gjorde sig om ryttermonumentets særlige krav og dermed også forudsætningen for senere at kunne træffe selvstændige valg. Desuden erhvervede hun en solid teknisk viden, som hun udbyggede på Kunstakademiet i 1929-32 som Einar Utzon-Franks elev. I ungdommen rejste Helen Schou over det meste af Europa og lærte fortidens kunst godt at kende, første gang til Tyskland og Italien med Anne Marie og Carl Nielsen.

I 1927 debuterede Helen Schou på Charlottenborgs Forårsudstilling, hvor hun herefter udstillede regelmæssigt frem til 1950’erne, da de store opgaver beslaglagde al hendes tid. 1929-34 udstillede hun desuden på Salonen i Paris. Sidst i 1920’erne var der både i offentligheden og blandt kunstnerne en stærk interesse for den klassiske skulptur og det klassiske monument, og Helen Schou manifesterede sig med adskillige store bronzegrupper, hvoraf flere er offentlig udsmykning, således Hest overfaldes af Slange, Randers 1935, Morgengry, Lyngby Folkepark 1939, og Moder med Barn, Bellevue Strandpark 1943. Styrtende Amazone fra 1938 blev for få år siden erhvervet af Statens Museum for Kunst. Samtidig viste hun sig som en glimrende portrætkunstner i buster og relieffer, flest i bronze, men også i marmor. Her kan fremhæves halvfigursportrættet af Agnes Lunn, 1933, balletmester Hans Beck, 1937, og skuespilleren Holger Gabrielsen, 1939.

En bemærkelsesværdig del af Helen Schous produktion udgøres af statuetten, som hun har arbejdet med livet igennem. I det lille format udtrykker hun sig spontant og ubesværet, og hesten, gammel som ung, har været et yndet motiv. Men hun har også skildret andre dyr, særlig hunde som boxere og gravhunde. Helen Schou har desuden udført dyreskulpturer i keramiske materialer, formet som springvand og relieffer og har ladet sig udfordre af arbejdet med glasuren. I 1970 besøgte hun Uganda, hvor tranernes parringsdans gjorde et stort indtryk på hende. Denne motivkreds studerede hun systematisk gennem en årrække, og arbejdet resulterede i talrige tegninger og grafiske blade samt i en stor og original udsmykning til Tranehaven, Gentofte kommunes behandlingscenter. Indtil videre er kun midtergruppen realiseret, udført i bronze og opstillet i 1988.

Helen Schou har været sjældent privilegeret lige fra barndomshjemmets kunstglæde og gode materielle kår. Hendes kunstnerisk begavede ægtefælle Holger Høiriis S., beslægtet med billedhuggeren Mogens Bøggild og maleren Lauritz Hartz, kunne som direktør for C. Schous Fabrikker ikke blot give hende økonomisk tryghed og udfoldelsesmuligheder, men også en medlevende respons. Helen Schou fik tre børn, der arvede hendes kreativitet og kunstneriske evner. Med denne baggrund har Helen Schou livet igennem måttet kæmpe for at vinde anerkendelse som seriøs kunstner, idet hendes liv ikke har passet med den myte, at kunstnerisk kvalitet kun skabes i fattigdom og modgang. Hun har dog haft en række faglige tillidshverv, bl.a. som medlem af bestyrelsen for Dansk Skulpturforening 1937-38 og 1941-42 og som medlem af Akademirådet 1959-78, hvor hun 1967-68 var formand for billedhuggernes fagudvalg. 1948-49 og igen fra 1975 har hun været formand for Zonta, en klub for selverhvervende kvinder, og hun blev udnævnt til æresmedlem i 1985. Helen Schou valgte af egen drift tidligt at udvikle sine evner, såvel de håndværksmæssige som de kunstneriske, og ryttermonumenter, som dem hun har realiseret, skabes kun af en duelig og viljestærk kunstner. Helen Schou blev udnævnt til ridder af Dannebrogordenen i 1965 og ridder af 1. grad i 1974. I 1995 afholdtes en retrospektiv udstilling af hendes værker på Den frie Udstilling.