Hedvig Strömgren

Hedvig Strömgren var barn af en professor, søster til en anden og gift med en tredje. Begge hendes sønner blev professorer, og som gammel sagde hun, at hun og hendes søskende havde været enige om, at det var deres moder, “der havde pæren!” Hun voksede op i Lund og blev efter syv år i pigeskole forberedt hjemme af moderen og så sendt i latinskole i Stockholm sammen med 35 vildfremmede drenge. Efter at være blevet privat dimitteret til studentereksamen i Lund 1895 læste hun en tid matematik og zoologi ved universitetet der, men valgte at blive tandlæge og tog eksamen i Stockholm 1902. Samme år blev hun gift med astronomen Elis S. og arbejdede de næste år som praktiserende tandlæge i Kiel, hvor ægtefællen var docent ved universitetet. I 1907 blev han professor ved Københavns Universitet, året efter fik Hedvig Strömgren som den første udenlandsk uddannede tandlæge anerkendt sin svenske eksamen i Danmark og praktiserede i København indtil 1947, fra 1917 til 1952 tillige ansat som skoletandlæge ved Vajsenhuset. Arbejdet her gav hende megen erfaring med børns tænder og tandproblemer, og 1917-37 var hun medlem af bestyrelsen for Skoletandlægeforeningen og 1930-53 redaktør af foreningens blad Tandplejen. Gennem sit arbejde med bladet, med sine egne indlæg heri og i dagspressen var hun med til at give børnetandplejen i Danmark et på det tidspunkt nødvendigt skub fremad.

Hedvig Strömgren nøjedes ikke med at udøve og fremme sit erhverv i sit nye hjemland, hun blev også kvindesagligt aktiv og var medlem af Kvindelig Læseforenings bestyrelse 1911-17, af bestyrelsen for Københavns-kredsen af Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed 1921-28 og sent i livet, 1953-55, formand for Den åbne Dør, den danske afdeling af den internationale kvindeorganisation Open Door. Hendes hovedindsats ligger imidlertid inden for det medicinsk-historiske område. Hun har grundlagt tandlægevidenskabens historie i Danmark og ikke mindst vundet international anerkendelse for sit store alderdomsværk Index of Dental and Adjacent Topics in Medical and Surgical Works before 1800, 1955. Værket rummer 2000 titler, indsamlet og verificeret i videnskabelige biblioteker over hele Europa, og det indbragte hende i 1958 den første odontologiske æresdoktortitel, der nogensinde var blevet uddelt af Københavns Tandlægehøjskole. Blandt Hedvig Strömgrens øvrige medicinsk-historiske værker kan nævnes Tandläkekonsten hos Romarna, 1919, Tandläkarkonstens historia, 1927, Det danske Tandlægevæsen 1903-27, 1930, og Die Zahnheilkunde im achtzehnten Jahrhundert, 1935. Hun kaldte sig selv “nul-sproget”, skrev ubesværet på svensk, dansk, engelsk og tysk, men følte sig aldrig sikker, før en indfødt havde kontrolleret hendes sprog. Men næppe indholdet. En af hendes forcer som medicinsk-historisk forsker var den fornemme kulturelle ramme, hun var i stand til at sætte sine resultater ind i. Hun var med til at grundlægge den odontologiske afdeling på Medicinsk-Historisk Museum og var særdeles aktiv i sager vedrørende museets trivsel. Hun var således medlem af bestyrelsen for Dansk Medicinsk-Historisk Selskab 1921-27, sekretær for museets støtteforening 1931-59, medlem af museets bestyrelse 1948-50 og konsulent for dets odontologiske afdeling 1950-55. I 1939 modtog hun Tagea Brandts Rejselegat, i 1941 Vasa-Ordenens guldmedalje, og i 1954 blev hun ridder af Dannebrogordenen.

Hedvig Strömgren deltog i sit aktive faglige liv i talrige internationale konferencer og knyttede bånd til mennesker over hele verden. Hun bevarede sine forbindelser med sjælden trofasthed, ligesom hendes flid og hjælpsomhed var legendarisk. Hun var korresponderende medlem af adskillige odontologiske selskaber og blev æresmedlem af bl.a. Medicinsk-Historisk Selskab, Svenska Tandläkare-Sälskapet og Dansk Tandlægeforening. Hedvig Strömgren elskede at skrive og skrev altid på et eller andet. I 1925 kom romanen Det förgångna og i 1938 Förr dog man av det. Den veloplagte kritiker med den spidse pen, professor Hans Brix karakteriserede den sidste, der også udkom i Danmark, som “pænt Broarbejde”. Selv syntes hun, det var morsomt, at nogen ville trykke det, hun skrev. Hedvig Strömgrens ægtefælle mente, at der skulle stå, at hun var “flittig og renlig” på hendes gravsten, men der burde nok også stå, at hun, skønt indvandrer, skænkede dansk videnskab og ikke mindst den danske kulturhistorie meget rige gaver.