Hedvig Post

I en alder af 31 år begyndte Hedvig Post 1904 som sygeplejeelev på Kommunehospitalet, tre år senere blev hun ansat på hospitalets fjerde mandsafdeling, hvor hun var, til hun i 1918 blev plejemoder på Welanderhjemmet. Hun kom hurtigt ind i fagligt foreningsarbejde, inspireret af kampen for forbedring af sygeplejerskers arbejds- og lønforhold. Således var hun medstifter og første formand for Københavns Kommunale Sygeplejerskeforening (KKS) 1916-43. Hedvig Post ønskede på grund af jobskifte ikke genvalg til formandsposten i 1918, men da ingen i foreningen ville acceptere hendes afgang, fortsatte hun.

KKSs mærkesager var bedre løn- og boligforhold, nedsat arbejdstid, pension samt ret for gifte sygeplejersker til at fortsætte med at arbejde. I Hedvig Posts formandsperiode voksede medlemsgrundlaget fra ca. 400 til 900. KKS fik forhandlingsret i 1922, og Hedvig Posts forhandlingsmetode gik ud på at tage direkte kontakt med den ansvarlige myndigheds øverste leder, således havde hun møder med bl.a. statsminister Th. Stauning. Desuden var hun dygtig til at bruge dagspressen i forhandlingssager, hvor det kunne være en fordel at have offentlighedens opmærksomhed. Hedvig Post var fra stiftelsen i 1920 aktiv i Sygeplejerskernes Samarbejde i Norden, blev næstformand 1934-35 og kasserer 1935-45. Derudover var hun medlem af Dansk Sygeplejeråds (DSR) bestyrelse fra 1934 til 1940, fra 1936 tillige af bestyrelsen for DSRs rekreationshjem i Vedbæk.

I 1918 blev Hedvig Post opfordret til at blive leder af sygeplejen, såkaldt plejemoder, på det i 1916 oprettede Welanderhjem, en selvejende institution ved Bispebjerg Hospital, som behandlede og plejede børn med medfødt syfilis. Bestyrelsens argumenter for at anbefale Hedvig Post var, at hun var troværdig, stabil og en dygtig sygeplejerske. Det var kvalifikationer, der var i høj kurs på hjemmet, der trods sin korte historie allerede havde bedt to ledere tage deres afsked. Hedvig Post levede op til forventningerne, hun var en dygtig administrator, som forstod kulturen i den lille institution, og hun blev et forbillede for både sygeplejersker og elever i plejen af børnene. Plejemoderstillingen var en livsstilling for hende, og hendes ansvar for personalet ses tydeligt i kampen for at forbedre sygeplejeelevernes løn- og uddannelsesforhold. I forbindelse med avancementsstillinger på hjemmet anbefalede hun ofte sine egne dygtige sygeplejersker. Da hun tog sin afsked i 1941, kunne hun med tilfredshed notere, at en del af kampen for bedring af sygeplejerskernes arbejdsvilkår var lykkedes.