Faktaboks

Hedda Lundh
Født
28. september 1921, Korsør
Død
2. marts 2012
Arbejdsliv
Modstandskvinde, akademiker og lærer
Familie

Forældre: redaktør, bogtrykker Theodor Lundh-Jensen (1884-1952) og Alpha Tusnelda Emilie Winckler (1887-1973).

Gift 28. december 1940 med overinspektør Carl-Einar Maaløe, s. af direktør Johannes Christian Urban M. og Karen Christine Haarder. Ægteskabet opløst 1947.

Gift 18. februar 1961 (b.v.) med teaterkritiker Svend Erichsen, født 17. november 1903 i København, død 29. september 1984 i Birkerød sogn, s. af forlagsboghandler Christian Julius E. og Karen Rita Bentzen. Ægteskabet opløst 1963.

Børn: Bo (1954).

Hedda Lundh
Hedda Lundh fik med sine aktiviteter i modstandskampen, bl.a. som jernbanesabotør og sprængstofsekspert, mere indsigt og ansvar end flertallet af de kvindelige frihedskæmpere. Foto fra 1940'erne.
Af /Fra Hedda Lundhs erindringer 'Ikke noget teselskab'..

Hedda Lundh voksede op i et middelklassehjem på Sjælland. Som den sidstfødte i familien fik hun i barndomsårene større frihed end sine to ældre søstre. Hun var faderens “dreng”, en af 1920’ernes drengepiger, havde kortklippet hår, klatrede i træer og gik til spejder, alt sammen med forældrenes accept og opbakning. Igennem sin opvækst fik hun en bevidsthed om, at der ikke var forskel på, hvad de to køn måtte og kunne udrette, og med denne bevidsthed som rettesnor har hun levet sit liv.

Hedda Lundh fik sin studentereksamen i 1940 fra Aurehøj Gymnasium et par måneder efter de tyske troppers besættelse af Danmark, begyndte herefter at studere litteratur på Københavns Universitet og giftede sig sidst på året.

Tidlig aktiv i modstandskampen

I sommeren 1942 flyttede hun med sin mand til Århus, hvor han havde fået arbejde, og det blev i denne by, at hun for alvor blev involveret i modstandskampen.

Hun havde i en kort periode deltaget i fremstilling af illegale blade i København, og få uger efter ankomsten til Århus kom hun i kontakt med en lokal modstandsgruppe. Forbindelsen til miljøet fik hun på universitetet i Århus, hvor hun videreførte sine studier. Denne gruppe fremstillede også blade, men de illegale aktiviteter greb hurtigt om sig.

Jernbanesabotøren Hedda Lundh

Hedda Lundh blev aktiv som jernbanesabotør i en sabotagegruppe, der bl.a. rummede hendes mand og adskillige studerende fra universitetet, og snart blev hendes hjem brugt til opbevaring af sprængstoffer og nødovernatning for folk, der var gået under jorden. Hendes gruppe var på dette tidspunkt meget selvstændig. Senere blev den via en lokal storsabotør tilknyttet en større modstandsorganisation for til sidst at komme under engelsk kommando.

Udviklingen fra egenrådigt at planlægge aktionerne til at være en del af et større netværk var almindelig for sabotagegrupperne, men Hedda Lundhs gruppe var bemærkelsesværdig på grund af sin kønssammensætning og arbejdsfordeling. Foruden hende selv talte den også en anden kvinde, og de to planlagde og udførte de forskellige aktioner på lige fod med mændene, og denne struktur opretholdtes, også da gruppen blev underlagt ledelse ovenfra.

Modstandsgruppe udelukkende med kvinder

At Hedda Lundh via sabotageaktionerne opnåede stor viden om sprængstof understregedes af, at hun i 1944 blev bedt om at være sprængstofekspert for en anden modstandsgruppe, der ganske unikt udelukkende bestod af kvinder.

Efter ordre fra England forberedte kvindegruppen under Hedda Lundhs ledelse en storstilet aktion mod telefonnettet i Århus, men aktionen blev dog afblæst inden udførelsen på grund af invasionen i Normandiet og verdenskrigens videre forløb.

Centralt placeret

Hedda Lundh fik med sine aktiviteter i modstandskampen mere indsigt og ansvar end flertallet af de kvindelige frihedskæmpere. I foråret 1944 fungerede hun som telefonkontakt i modstandsorganisationen, således at en del kommunikation kom til at foregå via hende, og hun var den eneste, der vidste besked med, hvornår folk skiftede tilholdssted, og hvor de opholdt sig. Herved kunne man i en tid, hvor Gestapo var i færd med at optrevle store dele af modstandsbevægelsen i Jylland, reducere risikoen for, at anholdte talte over sig.

Men ordningen betød samtidig, at Hedda Lundh kom til at besidde en større viden end sine kammerater, og at det ville være fatalt, hvis hun blev taget af tyskerne. I juli 1944 undgik hun og hendes mand ved tilfældighedernes spil en omfattende tysk aktion, hvor hovedparten af deres sabotageorganisation og hendes kvindegruppe blev arresteret.

Kort tid herefter lykkedes det dem at flygte til Sverige, hvor de opholdt sig indtil Befrielsen i maj 1945.

Journalist og gymnasielærer

Annie Langberg, Gertrud Pedersen, Lis Mellemgård, Hedda Lundh, Else Marie Pade, Lis Bomhoff

Annie Langberg, Gertrud Pedersen, Lis Mellemgård, Hedda Lundh, Else Marie Pade og Lis Bomhoff, som alle deltog i modstandskampen, mødtes for første gang i 2003 for at udveksle erfaringer.

Annie Langberg, Gertrud Pedersen, Lis Mellemgård, Hedda Lundh, Else Marie Pade, Lis Bomhoff
Af /Ritzau Scanpix.

Efter krigens afslutning genoptog Hedda Lundh sine universitetsstudier og blev i 1952 mag.art. i litteratur. Samtidig var hun freelancejournalist, 1949-60 med bopæl i Paris, hvor hun dækkede kulturstof for Social-Demokraten og arbejdede for den danske ambassades pressetjeneste, ligesom hun underviste ved parisiske gymnasier.

I 1962 ansattes hun som adjunkt ved sit gamle gymnasium Aurehøj. Med sin stærke udstråling og et særegent intuitivt pædagogisk talent blev hun en sent glemt lærer, der kunne gøre litteraturundervisningen umådelig spændende.

Hun var i slutningen af 1970’erne blandt initiativtagerne til, at der i Dansklærerforeningen blev afholdt en række kvindekurser, som banede vejen for nye metoder i undervisningen. Desuden har hun i tilknytning til fredsorganisationen Nej til atomvåben udarbejdet undervisningsmateriale til brug i gymnasiet, bl.a. Tiden har travlt, 1987, og publiceret undersøgelser af behandlingssystemet for landsforeningerne Sind og Pårørende til sindslidende, bl.a. Udskrevet B og hvad så?, 1991.

Hedda Lundhs tilbageblik på modstandskampen

I årtier undgik Hedda Lundh at tænke på eller tale om sit liv under Besættelsen. I begyndelsen af 1990’erne fik hun i samtale med en psykiater at vide, at mange modstandsfolk med alderen kom til at lide af søvnløshed og depression, og selv følte hun sig unormalt træt.

Disse oplysninger fik hende til at søge pension fra Frihedsfonden, og i denne anledning måtte hun konstatere, at hendes egen og modstandskvindernes historie generelt var blevet reduceret til et billede af den omsorgsfulde værtinde, der stoppede sokker og passivt ventede på, at manden skulle vende hjem fra sine store bedrifter.

Hun fandt da tiden moden til at give sin version af begivenhederne. Beslutningen resulterede i et program i Danmarks Radio, dediceret til de anonyme kvinder, der var aktive under Besættelsen, men er blevet glemt i værkerne om modstandsbevægelsen. Udsendelsen blev sendt på befrielsesdagen i 1995 under titlen En kvindelig jernbanesabotør.

Beskrivelser og portrætter af Hedda Lundh

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Emil, maj 1995.

Tilknytning til organisationer

  • Aurehøj Statsgymnasium (se Ingeborg Helms Skole)
  • Social-Demokraten (se Aktuelt)

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig