Harriet Cumann

Harriet Cumann voksede op i et velhavende fabrikanthjem på Frbg. og deltog som ung pige i en privat korforening, der antagelig var forløber for Koncertforeningen, oprettet 1874. Efter nogle års musikundervisning hos komponisten og organisten Otto Malling var hun i årene 1872-75 klaverelev ved Musikkonservatoriet, hvor Edmund Neupert og Franz Neruda blev hendes lærere. I vinteren 1877-78 videreuddannede hun sig hos pianisten C. Reinecke i Leipzig.

Allerede i studietiden viste Harriet Cumann udpræget musikalsk talent ved elevkoncerterne, og i et tiår fra slutningen af 1870’erne var hun en af Københavns førende pianister. Hun optrådte med såvel romantikkens solistiske klaverrepertoire som med kammermusikalske værker af bl.a. Beethoven og J.S. Bach. Nok så betydningsfuld var imidlertid hendes indsats i forbindelse med foreningen Folkekoncerterne af 1886, som hun må betragtes som den egentlige initiativtager til. Formålet var at afholde klassiske koncerter, hvor den økonomisk ringest stillede del af befolkningen for en beskeden billetpris kunne lære den store musik at kende og herigennem, mente man, højne sit kulturelle og sociale niveau. Idéen havde vundet fodfæste i England og Frankrig i 1850’erne og 1860’erne, men det blev Harriet Cumanns fortjeneste at realisere den på dansk grund. Koncerterne, der fandt sted i Arbejderforeningens lokaler på Nørrevold, blev arrangeret i samarbejde med højrepolitikeren Arnold Fraenkel.

Efter det første år trak Harriet Cumann sig dog ud af samarbejdet med den stærkt selvpromoverende Fraenkel, og i sæsonerne 1887-88 og 1888-89 stod hun i spidsen for tilsvarende folkeopdragende koncerter på forlystelsesstedet Vodroffslund på Frbg. Hver koncert satte fokus på en enkelt komponist, hvis biografi kort blev meddelt i det trykte program som baggrund for de spillede værker. Selvom adskillige fremtrædende solister medvirkede gratis ved koncerterne, var de forbundet med så store omkostninger for Harriet Cumann, at hun indstillede dem efter to år og koncentrerede sig om at give musikundervisning. Hendes håb om, at folkekoncerterne ville give et vist overskud, der kunne skænkes til velgørende formål, blev næppe indfriet i noget større omfang. I stedet betænkte hun i sit testamente flere velgørende institutioner. Hun støttede tillige uddannelsen af unge kvinder og oprettede i sin faders navn et legat til fordel for lærlinge.