Faktaboks

Hanne Petersen
Født
7. oktober 1946, København
Arbejdsliv
Akademiker, lærer og roer
Familie

Forældre: overpostbud Eiler Jørgen Julius P. (1916-90) og overassistent Gerda Hansen (1909-94).

Gift 19. august 1976 (b.v.) med pædagog, idrætslærer Asbjørn Rønnow Torp, født 4. juli 1941 i København, s. af vægter Gerhard R. T. og fysioterapeut Herdis Johannesen. Ægteskabet opløst 1988.

Børn: Gunvor (1976).

Hanne Petersen voksede op på Østerbro og arbejdede efter studentereksamen fra Øregård Gymnasium i 1965 på den danske ambassade i Prag, hvilket stimulerede hendes interesse for slaviske sprog. I 1981 blev hun cand.mag. fra Københavns Universitet med idræt som bifag og russisk som hovedfag, hvorefter hun blev ansat på Metropolitanskolen. Her underviste hun, indtil hun i 1992 flyttede til Christianshavns Gymnasium. Interessen for idræt fik Hanne Petersen fra sin moder, som var aktiv roer i Damernes Roklub, og hun blev allerede i en alder af 11 år medlem af klubben. Det blev da også i roning, at hun ydede store idrætspræstationer, især i dobbelt- og singlesculler. Således vandt hun det danske mesterskab i 1965, 1967 og 1975. I 1971 og 1975 blev hun nordisk mester, og hun har endvidere deltaget i Europamesterskabet fire gange og i verdensmesterskabet to gange. Gennem det aktive idrætsliv fattede Hanne Petersen tidligt interesse for det idrætspolitiske område. Således var hun i 1973 med til at stifte Dansk Aktiv Gruppe, en samling af aktive eliteidrætsudøvere, der satte spørgsmålstegn ved idrættens demokratiske struktur og kritiserede valgsystemet, bl.a. de aktives manglende indflydelse på beslutningsprocesserne. Et af kritikpunkterne var mandsdominansen i Dansk Idræts-Forbund (DIF), og da DIF i 1983 nedsatte arbejdsgruppen Kvinder og idræt, deltog Hanne Petersen fra begyndelsen og var i de følgende år med til at udvikle kurser og lederuddannelser for kvinder. Hun blev i 1985 indvalgt i DIFs forretningsudvalg og blev i 1988 organisationens første kvindelige næstformand. I DIF var hendes ansvarsområder især den interne struktur, idrætsforskning, lederrekruttering og internationale relationer. I 1989 blev hun DIFs repræsentant i eliteidrætsorganisationen Team Danmark, hvor hun i årene 1991-97 fungerede som næstformand. Da Hanne Petersen blev indvalgt i DIFs ledelse, mente onde tunger, at hun blev taget som gidsel for en ligestilling, som ingen reelt ønskede. Hendes mangfoldige kvalifikationer var en solid ballast, men tilsyneladende ikke tilstrækkeligt til at få den indflydelse og det ansvar, som hun stræbte efter. I 1994 forlod hun forretningsudvalget midt i valgperioden og begrundede det bl.a. med vanskeligheder ved “at bidrage med noget i en kultur, hvor det stadig forekommer mig, at der bruges for meget krudt på at mærke sit territorium af og mindre på at optræde som fælles ansvarlige for den samlede organisation”. Hanne Petersen har udnyttet sin sproglige kompetence både i idræts- og arbejdsliv og på en gensidigt befrugtende måde. Hun var som næstformand i DIF inddraget i de årlige forhandlinger med den europæiske sportskommission om udveksling af idrætsfolk fra Sovjetunionen, ligesom hun var central i samarbejdet med de nye baltiske idrætsforbund fra 1990. De mange indhøstede erfaringer var medvirkende til, at hun 1996-97 blev udsendt til Letland af Undervisningsministeriet som leder af et gymnasieprojekt. I 1999 blev hun udnævnt til direktør for Nordisk Ministerråds informationskontor i Riga.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig