Hanne Nielsen

Hanne Nielsen voksede op i et velhavende gårdmandshjem i Søllerød nord for København, hvor hun, som det var almindeligt for gårdmandsdøtre, boede indtil sit giftermål som 19-årig. Hun var dygtig i skolen, og som ung pige forsøgte hun sig med silkeormeavl ved plantning af morbærtræer. Hendes ægtefælle havde kort før deres ægteskab overtaget sit fødehjem Havarthigård i Øverød, som han forbedrede betydeligt og udvidede til 65 ha i 1871, ligesom han anlagde og med held drev et teglværk. Han havde en fremtrædende plads i lokalsamfundet og var aktiv i kommunalpolitik, men det blev Hanne Nielsens mejerivirksomhed, der gjorde gårdens navn landskendt. Mælken fra gårdens besætning havde tidligere været bortsolgt, men i 1853 købte Hanne Nielsen mælken af sin ægtefælle og drev frem til sin død mejeriet som en selvstændig virksomhed, kendt som Hanne Nielsens Mejeri i Øverød. Her fremstillede hun smør. Det var imidlertid den mere krævende osteproduktion, der skabte hendes ry. Der var på dette tidspunkt ingen hjemlig tradition for fremstilling af kvalitetsost, men Hanne Nielsen introducerede en række fremmede, i dag almindeligt kendte, ostetyper og lagde hermed grunden for en produktion af dessertoste. Hun begyndte med at fremstille myseost efter norsk forbillede, og hun skabte selv Christian 9.-osten.

Hanne Nielsen kom tidligt i forbindelse med den begyndende danske landbrugsvidenskab i skikkelse af to professorer fra Landbohøjskolen, først B.S. Jørgensen, og senere især professor Th.R. Segelcke. Med dem begge fik hun et frugtbart praktisk-teoretisk samarbejde af afgørende betydning for professionaliseringen af dansk mejeribrug. Segelcke sørgede for, at hun kom på studierejser, 1861-62 herhjemme, 1865 i Skåne, 1867 i Norge, 1869 i England, 1872 i Schweiz og Frankrig og to år efter igen i Frankrig. Skønt uden sprogkundskaber formåede hun hurtigt at tilegne sig fremmede produktionsmetoder. Hun udvidede efterhånden sit sortiment med engelske typer som cheddar og chester, med den hollandske gouda, franske oste som brie, camembert og roquefort og endelig den italienske gorgonzola. Segelcke tilskyndede hende til at præsentere sine produkter i udlandet, første gang i Paris i 1865, og han formåede at få Hanne Nielsen til at holde adskillige offentlige foredrag, hvad der var meget usædvanligt for en landbokvinde på den tid, bl.a. havde Københavns Amts Landboforening hende som taler.

Havarthigård blev i 1860’erne grundlæggende ombygget under hensyntagen til Hanne Nielsens mejeridrift og fik 1869-70 indrettet vand- og ismejerisystem til afløsning af det traditionelle bøttesystem. Gården blev snart et søgt lærested, og Hanne Nielsen skal have haft omkring 1.000 både kvindelige og mandlige elever, oftest i hold på 10-15 ad gangen. Hun var en krævende læremester, og eleverne deltog i alt forefaldende arbejde på gården, men hun var selv den ledende fra tidlig morgen og forstod gennem sit personlige eksempel at indprente sine elever de grundlæggende krav om hygiejne og omhu i alle faser af arbejdsgangen.

Hanne Nielsen opnåede hurtigt betydelig anerkendelse. I 1870 blev hun anmodet om at levere ost og smør til hoffet, og 1875 fik hun tilladelse til at betegne sig selv som kgl. hofleverantinde. Hun søgte forgæves optagelse i Landhusholdningsselskabet, men ved sit sølvbryllup i 1873 fik hun overrakt selskabets største sølvbæger, som var en meget sjældent uddelt anerkendelse. I begyndelsen af 1875 kunne hun, der i nogle år havde afsat sine oste gennem hovedstadens førende fødevareforretning, åbne sit eget udsalg i Industriforeningens bygning, senere flyttet til Jernbanegade. Efter at have arbejdet i mejeriet fra kl. fire om morgenen tog hun ved middagstid toget til København med sine produkter og forestod udsalget resten af dagen. Hun var aktiv i sit mejeri som i sin forretning til sin død, skønt hun med årene blev stærkt plaget af gigt. Hendes mand døde i 1902, og hun afhændede kort efter ejendommen til sin datter og svigersøn. Hanne Nielsen fastholdt livet igennem i optræden og påklædning det ydre præg af gårdmandskone fra Københavns omegn fra tiden før landbokulturens urbanisering, hvad der formentlig også var et led i hendes markedsføring. Udadtil var hun tillukket og forretningsmæssig, med alderen ret barsk i sin optræden og ikke uforståeligt præget af en betydelig selvfølelse.

Ved sin død stod Hanne Nielsen som repræsentant for en svunden epoke. Omlægningen til andelsmejeridrift i 1880’erne indebar, at det ideal, hun repræsenterede, den mejerikyndige danske gårdmandskone, ikke længere var aktuelt. Smørfremstilling blev så godt som enerådende, og mejeriet blev et mandefag. Fra ca. 1860 og i de følgende tre årtier fremstod hun imidlertid som forbilledet, hyppigt besøgt og også beskrevet, bl.a. af forfatteren Herman Bang. Hanne Nielsen stod uden for de folkelige og politiske bevægelser, men kom i samtiden og den umiddelbare eftertid til at stå som en kvindehistorisk pionerskikkelse. Som sin jævnaldrende, skolegrundlæggeren Natalie Zahle var hun anerkendt i alle dele af samfundet, men hun havde ikke mindst appel til landbosamfundets kvinder, der i hende kunne se en rollemodel for den moderne, landbrugsfagligt aktive og økonomisk medansvarlige kvinde i omstillingsprocessen til det moderne, højtforædlede landbrug.