Hanna Irgens

Hanna Irgens var datter af en driftig blikkenslager og fabrikant, der var født i Holtaalen i Norge og havde lært blikkenslagerhåndværket i England. I 1791 nedsatte han sig i København med en stor forretning i Købmagergade og havde netop oprettet et glasværk i Køge, da han døde i 1811. Hanna Irgens og hendes søster, som også havde mistet moderen, måtte nu sørge for sig selv, Hanna Irgens som institutbestyrerinde 1815-45 i Næstved. Arbejdet som lærerinde gav hende dannelsesmæssig baggrund for og tid til et større forfatterskab, der omfatter tre romaner, tre novellesamlinger, en digtsamling, et lystspil og en række digte og fortællinger, offentliggjort i tidsskrifter og antologier. Hun havde en ydmyg holdning til sin skribentvirksomhed; den udsprang af hendes trang til “underholdende Sysselsættelse i eensomme Timer”, skrev hun i forordet til debutromanen Familien v. Hejdenforsth, 1822, hvor hun også ligeud forklarede, at skrifterne blev offentliggjort, fordi hun “deri troede at see en ny Erhvervskilde”. Hanna Irgens udgav sine bøger under eget navn indtil de to sidste romaner. Hendes gennemslagskraft i de litterære kredse var ikke stor, de sjældne anmeldelser var negative. Poul Martin Møller skrev om digtsamlingen Orfanina, 1822, at den “overveiende Deel indeholder sande Bagateller, ikkun Prosa, kantet med taalelige Riim”, og at skildringer af dydens løn og lastens straf var alt for “hyppige, trættende og trivielle”, så ingen ville føle sig fristet til at læse forfatterindens romaner.

Hanna Irgens debuterede i 1817 med et 30 strofer langt digt Tør vel min Harpes brustne Strenge klinge, en hyldest til Luther i anledning af Reformationens 300-års fest, trykt i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. Herefter ventede hun fem år, før hun i 1822 udsendte debutromanen og tre andre bøger, digtsamlingen Orfanina, lystspillet Moses i Tønden og novellesamlingen Originale Fortællinger og Eventyr. Familien v. Hejdenforsth er Hanna Irgens' første betydelige værk, og ligesom Elisabeth Hansens Dido og Don Pedro, der kom året før, en højdramatisk og gotisk kærlighedshistorie, som udspilles i eksotiske omgivelser ved udenlandske fyrstehoffer. Men kompositorisk og sprogligt er Hanna Irgens med sin litterære dannelse forgængeren langt overlegen. Bogen handler om de ulykker, et forkert ægteskabsvalg fører med sig, og er en brevroman i stil med Rousseaus Julie ou La nouvelle Héloïse, 1761, og Germaine de Staëls Delphine, 1802. Den unge grev Bernau gifter sig overilet med den væsentligt ældre, smukke og umoralske Angelique, men finder ud af, at det er hendes datter, den blide og beskedne Rosalie, han elsker. I jalousi forgifter Angelique datteren, Bernau skyder sig i fortvivlelse, hvorefter de elskende endelig kan forenes i kisten. Fortællingen er solidt komponeret, men handling og karakterer er ensporede; Angeliques breve, som udstiller hendes sorte sjæl, er de morsomste. Teksten bæres af helten Bernaus lidenskabelige, håbløse, stærkt erotisk farvede kærlighed til og forherligelse af madonnafiguren Rosalie og af vreden mod den jaloux moderfigur. Digtsamlingens titel Orfanina, dvs. forældreløs, henviser til Hanna Irgens' følelse af sorg og afmagt ved tabet af forældrene. Det er en heterogen samling af enkle fire- eller otteliniede rimede strofer, dels lejlighedsdigte til søsteren, dels fortællende digte, der har kærlighedens forhindring som hovedtema. Originale Fortællinger og Eventyr indeholder tre farverige historier i E.T.A. Hoffmanns stil, men indledes med en nutidshistorie, der er en bitter kommentar til den uforsørgede middelklassekvindes situation.

I de følgende år udkom Hanna Irgens' fortællinger især i den århusianske bogtrykker A.F. Elmquists Læsefrugter, men hun satte også sine digte i musik til forskellige sangbøger; digtet Den lille Pietro fra Orfanina hørtes i en periode ofte i København I novellesamlingen Euphrosyne, 1824, er mislykkede pardannelser atter temaet i et par af historierne. Kornblomster fra 1832 indeholder to fortællinger, hvoraf den sidste, Innocentia har romanlængde. Den begynder som en gentagelse af debutromanen med konfliktfyldt kærlighed, her en incesthistorie, i de højeste udenlandske kredse, men midt i det ujævnt komponerede forløb udvikler der sig en mere realistisk sidehistorie om en ambitiøs borgerdatter. Beskrivelsen af forholdet mellem adel og borgerskab er nærværende og sprogligt klarere end de øvrige ofte højstemte passager.

Romanen Maren, Hersilie og Theckla eller to borgerlige Familiers huuslige Færd, 1837, udkom under pseudonymet Christiane Clasen, som er navnet på den jordemoder, der fortæller historien om tre af de borgerdøtre, hun har hjulpet til verden. Det er en hverdagsrealistisk roman, der foregår i en by på Midtsjælland, som kunne være Næstved, og hvor moralen er, at den mest huslige og beskedne af de tre kvinder klarer sig bedst. Historien interesserer sig dog mere for de to andre og især Hersilie, der er blevet så dannet, at hun ikke vil giftes med en håndværker, men også keder sig som guvernante og derfor tager gift, en tidlig dansk udgave af G. Flauberts Madame Bovary. Hanna Irgens' sidste roman De Holmer, 1838, der udkom under pseudonymet Hermann Lange, gennemspiller atter brudevalgstemaet med en madonnaagtig heltinde. Skønt Hanna Irgens kendte den familiebundne middelklassekvindes sociale udsathed af egen erfaring og også flere gange brugte typen i samfundskritisk øjemed, fastholdt hun alligevel denne kvindetype som sit ideal, fordi blid, kvindelig uskyld for hende syntes at være forudsætningen for fremkomsten af den stærke mandlige erotik, som det var hendes egentlige lyst at beskrive. I Hanna Irgens' tekster virkeliggøres den erotiske tiltrækning mellem mand og kvinde gennem blikket, den eneste fysiske kontakt med det andet køn, der stod hende selv som ugift lærerinde åben.