Gudrun Johansen

De normer og værdier, som prægede Gudrun Johansens barndomshjem og opvækst, virkede befordrende for de valg, hun traf i sit voksne liv, men var i andre henseender barrierer, hun måtte bryde. Faderen var officer, meget videnskabeligt interesseret og arbejdede i mange år som geodæt i den danske hær. Hun mistede tidligt sin moder, og faderen opdrog hende strengt, krævende og i en yderst kønstraditionel ånd. Således nægtede han at imødekomme hendes ønske om at blive student. I 1930 blev hun havebrugskandidat på Landbohøjskolen, og først efter at være flyttet hjemmefra tog hun studentereksamen på kursus i 1933. Hun fortsatte med at læse botanik på Københavns Universitet og arbejdede ved siden af studierne fra 1931 som assistent ved Statens plantepatologiske Forsøg i Lyngby. Da Danmark blev besat, opholdt hendes forlovede sig i Grønland, hvor han som geolog deltog i en ekspedition. De genså først hinanden efter krigen.

I besættelsestidens første år nærede Gudrun Johansen et stærkt ønske om at yde en indsats i modstandskampen. I 1941 deltog hun i demonstrationerne mod regeringens forbud mod kommunistisk virksomhed efter Tysklands angreb på Sovjetunionen, og hun meldte sig ind i adskillige foreninger i håb om at komme i forbindelse med folk, der lavede illegalt arbejde. Rekrutteringen til modstandsbevægelsen skete i bestemte miljøer, der især i Besættelsens første år var knyttet til de politiske yderfløje. Først i 1943 bar initiativerne frugt, da Gudrun Johansen via Dansk Samling blev rekrutteret til distribution af illegale blade. Bladarbejdet var så krævende, at hun midlertidigt måtte afbryde studierne, og gradvist blev hun inddraget i et mangesidigt modstandsarbejde. Illegaliseringen af hendes liv tog særlig fart, da den stærkt eftersøgte sabotør Hans Edward Teglers, som var leder af en gruppe tilknyttet den borgerligt nationale Holger Danske-organisation, flyttede ind hos hende. Han gav hende en række efterretningsopgaver, og i efteråret 1944 blev hun leder af Gruppe Lange, opkaldt efter hendes dæknavn Frk. Lange. Hun måtte nu også opgive sit arbejde og blev fuldtidsillegal.

Trods sit køn og sit lille, spinkle og nærsynede udseende nød Gudrun Johansen stor respekt som leder, og snart blev hun valgt som afdelingsleder og fik kommandoen over 34 unge modstandsmænd. Det var helt usædvanligt, da kønsarbejdsdelingen var udpræget i alle dele af modstandsbevægelsen. Lægger man hertil karakteren af det illegale arbejde, som hendes grupper udøvede, var hendes lederposition unik. Det var hold up-aktioner for at skaffe våben, indbrud for at tilvejebringe oplysninger og nødvendigt materiel, sabotager og likvideringer. Hun oplevede, at folk i modstandsbevægelsen var kritiske over for, at en kvinde udøvede en sådan lederfunktion, og en personkonflikt i hendes afdeling udviklede sig til at blive et principspørgsmål om kvinders ret til at være afdelingsledere i Holger Danske. Med opbakning fra et stort flertal i sine grupper fastholdt Gudrun Johansen sin lederpost, hvilket i høj grad skyldtes hendes handlekraft, koldsindighed og snarrådighed, som selv modstanderne måtte erkende hun besad. Hendes afdeling foretog 50-60 aktioner, heraf en række sabotager og seks likvideringer, i perioden fra november 1944 til Befrielsen. Hun deltog selv i alle faser af aktionerne. Sabotagen var rettet mod virksomheder, der producerede radiosendere, luftværnskanoner og lignende til tyskerne, og likvideringerne var af stikkere og af ledende personer i terrorgruppen E.T., der var en specialafdeling af tyskernes danske hjælpepoliti Hipokorpset. Frihedsrådet, modstandsbevægelsens politiske ledelse, havde i efteråret 1943 tilladt stikkerlikvideringer, der blev betragtet som nødværge og krigshandlinger. Det var meget psykisk belastende at gennemføre likvideringerne, og Gudrun Johansen følte et tyngende ansvar for at undgå at begå fejl. Af sine kammerater blev hun karakteriseret som usentimental og frygtløs, hvad angik hendes eget liv. Men hun frygtede, at der skulle ske noget med de unge mænd, som hun havde ansvaret for. Af de 34 i hendes afdeling endte fire i fængsel, og fire blevet henrettet. Selv undgik hun arrestation. Befrielsesdagene måtte hun opleve fra sygesengen, da hun 5. maj blev involveret i et biluheld, der gjorde hende ukampdygtig i de første uger efter tyskernes kapitulation.

Efter krigen genoptog Gudrun Johansen sine studier og blev i 1947 mag.scient. i botanik. Hun giftede sig i 1949 med sin forlovede gennem mange år og rejste med ham til Brasilien, hvor hun levede til sin død i 1983. Overgangen til efterkrigstilværelsen var vanskelig for hende. I lighed med de fleste aktive og illegale modstandsfolk mente hun, at jo mindre man talte om krigen, jo lettere ville det være at vende tilbage til et normalt liv. Først efter mange år genoptog hun kontakten med kammeraterne fra modstandskampen og måtte konkludere, at det havde været en fejlagtig og for nogle endog en skæbnesvanger vurdering.