Grethe Sørensen (socialrådgiver)

Grethe Sørensen voksede op i København i et harmonisk middelklassehjem som den ældste af fire søskende. Interessen for socialt og pædagogisk arbejde blev tidligt udviklet under hendes mangeårige engagement i pigespejderbevægelsen, der også havde hendes interesse i de voksne år. Bl.a. rejste hun ud i 1945 efter Anden Verdenskrigs afslutning for at deltage i bevægelsens hjælpearbejde for nødlidende børn og flygtningefamilier. Grethe Sørensen blev socialrådgiver fra Den Sociale Højskole i l949 og fik samme år ansættelse i Mødrehjælpen, hvor hun tog aktiv del i udviklingen af institutionen. Inspireret af amerikansk socialteori fastlagde Mødrehjælpen her i efterkrigsårene sin systematiske socialmedicinske arbejdsform, der baserede sig på en helhedsforståelse af sociale problemer og ikke mindst betonede familiedynamikkens betydning. I 1952 opnåede Grethe Sørensen et legat, der muliggjorde et studieophold ved New York School of Social Work, Columbia University, hvor hun mødte fagets internationalt toneangivende lærere som fx Florence Hollis og G. Hamilton. Opholdet blev afsluttet i 1954 med en Master Degree i socialt arbejde. Efter sin hjemkomst samme år blev hun ansat som afdelingsleder i Mødrehjælpens familieafdeling. Her introducerede hun, ikke uden at møde modstand, hvad hun havde lært i USA, og kom derigennem til at præge Mødrehjælpens nyere teoretiske grundlag.

Det var således med et solidt personligt og fagligt grundlag, at Grethe Sørensen i 1962 blev ansat ved Den Sociale Højskole som den første lektor i socialt arbejdes teorier og metoder. Hendes opgave blev at transformere de internationale teorier og metoder til dansk praksis, præcisere indholdet i socialt arbejde, udarbejde læseplaner for de studerende og selv forestå undervisningen. Hun satte sit umiskendelige aftryk på dette arbejde og påvirkede også den fremtidige undervisning ved at forestå ansættelsen af nye lærere. På denne baggrund var det helt naturligt, at Grethe Sørensen i 1968 fik overdraget ledelsen af den nyoprettede videreuddannelse af socialrådgivere, det såkaldte Årskursus. Arbejdet her blev hendes livsopgave. Hun stillede store krav til kursisterne, men samtidig var hendes interesse og omsorg som deres vejleder uudtømmelig, og hun forstod at bringe kursisternes faglige potentiale til udfoldelse. Gennem sin mangeårige bestyrelsespost i Nordisk Socialhøjskolekomité, hvor hun sad fra 1977, kendte hun overordentlig mange inden for faget, og hendes personkendskab og evne til at tiltrække kompetente og nytænkende lærerkræfter til årskurset var legendarisk. Grethe Sørensen var også initiativtager til Nordisk Sommerskole for lærere ved de sociale højskoler i Norden. Hendes mesterstykke blev dog afholdelsen af et seminar i 1983 for International Association of Schools of Social Work med emnet: Education for Social Work Practice, hvor kolleger fra hele Europa deltog. Ved sådanne internationale arrangementer befandt hun sig som en fisk i vandet. Her mødte hun de andre “navne” og nød det, og her kunne også festmennesket Grethe Sørensen udfolde sig.

Som leder af Årskursus har ingen mere end Grethe Sørensen præget udviklingen af uddannelsen til socialt arbejde i Danmark og derigennem også dette arbejdes praksis. Hun var en pioner og en utrættelig inspirator. I de sidste arbejdsår var hendes hovedinteresse at vinde forståelse for nødvendigheden af fagets egen forskning, og hun nåede at se resultater af disse bestræbelser. I 1987 gik hun på pension og udgav samme år en publikation om socialrådgiverfagets historie En professions udvikling med den præcise undertitel: – til dels en selvoplevet historie.